Hvorfor?
Hvorfor Jesusbønnen – eller mere generelt: en intuitiv form for meditation (den simple bøn, bønnen af hjertet)?
Et levende forhold med Gud i det spirituelle liv leder til simpelhed. Det er en naturlig proces – fra overvældelse til simpelhed. Personlige forhold stræber efter simpelhed. Når en ung pige, og en ung fyr starter deres forhold, så har de så meget at fortælle hinanden: deres livshistorie, deres erfaringer, følelser, deres livssyn på verdenen og livet, deres interesser og fascinationer, ting som er vigtige for dem, deres behov, deres fremtidsplaner og ambitioner. Over tid, når deres forhold bliver til ægteskab, er der færre ord. Jeg snakker her om et venskabsforhold, et levende ægteskabsforhold, som hele tiden er under konstant udvikling. Den simple tilstedeværelse, tillid, simple gestuser som udtrykker alt - bliver vigtigst i forholdet. Des mere forholdet udvikler sig, des bedre forstår de hinanden , selvom de altid vil være en hemmelighed over hinanden, som de afdækker dag for dag. De ser i samme retning, og intuitivt forstår de hinandens behov. Der er ikke behov for at sætte mange ord på dem selv for at kunne udtrykke sig. Man kan sige at det er relationen i sig selv, tilstedeværelse med den anden person, der tæller mest.
Jeg husker de sidste øjeblikke jeg tilbragte med min mor, da hendes tid var nær. Hun kunne ikke tale, hun svarede kun med simple ord på simple spørgsmål. Hun var absorberet i sin egen verden, med et fraværende stirren ud i rummet, som om hun kunne se noget vi andre ikke kunne. Hun var dog stadig bevidst om at være til stede ’her og nu,` erkendelse af at være alene i et rum ledsaget af andre. Hun kunne genkende mig. Jeg elskede de øjeblikke vi tilbragte sammen i stilhed ved at kigge ud af vinduet. Vi havde ikke brug for ord. Det der talte var simpel tilstedeværelse, relationen på niveau med hjertet. Jeg vidste, og følte, hvem hun var for mig, hvor meget hun betød for mig, og hun glædede sig over min tilstedeværelse. Jeg absorberede disse øjeblikke tilbragt med min mor. Jeg opsugede den spirituelle energi fra disse øjeblikke. Jeg vidste at være sammen med min mor uden ord forandrede mig.
Jeg har erfaret det samme i mit forhold til Gud. I begyndelse af mit bevidste spirituelle liv, følte jeg en stor træng til at søge svar på eksistentielle spørgsmål, som nagede mig. Jeg var som en udsultet mand, som kastede sig over mad der var tilgængeligt. Jeg ville lære Gud at kende – hvem er Han? Jeg ville møde Ham personligt i forlængelse af det unikke væsen jeg er. Jeg havde brug for at anvende Evangeliet i min egen livshistorie, for at kunne fordybe mit personlige forhold til Gud.
Jeg opdagede hurtigt at Gud, skønt tæt på os – endda tættere på os end vi er til os selv – stadig forbliver en hemmelighed. Han kan ikke begribes i ord eller billeder, Han overgår processen om selve tanken ved Ham. Alt dette, er dog nødvendigt for at nå ’kanten af uendeligheden, for at kunne nå ind til grænsen af hemmeligheden,’ for endeligt at kunne erkende ens hjælpeløshed og magtesløshed i processen for at nå Ham. I mit forhold til Ham, opdagede jeg i grænserummet, at ord og tanker skulle efterlades – eller med andre ord: kun Et ORD skulle beholdes – hjertets stemme. `Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. (…) Havdyb råber til havdyb,` (Ps 42).
Ligesom Moses, skal vi tage vores sandaler af, og prøve at stå barfodet på Hellig Jord, en jord som vi aldrig kommer til at eje. Man må tage mod til sig, og vise sit sande jeg i al ens skrøbelighed, og lade sig røre af Ham, som er den eneste som kan forstå os fuldt ud, og helbrede os. Vi har brug for genforening, ikke kun med Ham, men også med os selv og vores liv. Gud er den som retfærdiggøre vores eksistens.
På denne måde opdagede jeg hjerte bønnen, en bøn som er enkel, og på samme tid rummer den Kristne mystiske tradition. Jesusbønnen er ikke kun en måde at be på, hvor bøn er en kontaktform med Gud, men en erfaring af selve livet og opfattelsen af virkeligheden.
Denne bøn indleder en indre proces, hvor vi tillader Gud at føre os hen ad en vej, som kun er Ham kendt, og som vi kun langsomt opdager. Det er en vej som udfolder sig mens vi går på den. Hvis du stopper med at gå, slutter vejen også, horisonten forsvinder, og man bliver forvirret. Det er derfor man stadig burde være på vej i "bevægelse." Du bliver- samt lærer at blive en vandrer. Jesus siger, at en Kristen er som "vinden blæser – hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den stammer fra, og hvor den farer hen"(J 3,8). Det er derfor at Jesusbønnen er kendt som den konstante bøn.
Vejen starter i dette liv, men slutter ikke i dette liv. Føringen, som du har tilladt Gud at starte, vil lede dig gennem evighedsporten over på den anden side af livet. Og endnu en ting – man skal gå fremad, og ikke føle sig som en ekspert, en mester, men erkende at man altid vil være en begynder.
Mit navn er Wojciech Nowak. Jeg er præst og munk – en Jesuit. Jeg er ansvarlig for Jesuit Retræte Huset i Kalisz (i det vestlige Polen). Jeg leder meditation sessioner, retræter samt workshops, også i fængsler. Mit speciale, udover Ignatiansk Spiritualitet, ligger især i Jesusbønnen, hjertets bøn. Jeg betragter Jesusbønnen, og det at kunne dele denne med andre, som et af de største nådegaver i mit liv. Dette er et af fire nådegaver i mit liv. De tre andre: livets gave, troens gave, samt mit livskald til at være præst og munk.
Wojciech Nowak SJ