Vidnesbyrd
Den indre bøn - svar på Guds kærlighed
af Grethe Livbjerg
Bøn har mange aspekter. Vi kan bede om noget, og det er vel for de fleste den første form for bøn. Den vil vi senere vende tilbage til. Der er forbøn. Nogle mennesker føler et særligt kald til forbøn, men alle bedende kender trangen til at bede for dem, man holder af, for verden, for freden … Bøn kan være taksigelse. Man bliver så glad, at glæden strømmer over i tak til Gud.
Den indre bøn er måske ikke den første form for bøn, man lærer, eller den mest indlysende at begynde med i en bønsskole. Men da bøn er liv og liv ikke strengt kan organiseres, så lægger jeg ud med et afsnit om indre bøn - og jeg gør det ret personligt. At jeg begynder med den indre bøn skyldes vel også, at det er den form for bøn, som jeg mest brænder efter at delagtiggøre andre i. Måske vil en eller anden genkende sig selv i noget af det følgende - selv om hver enkelts vej er unik.
Ikke jeg fandt den indre bøn, men den fandt mig
I grunden havde den altid været dér, men jeg havde ikke opdaget den. Var det ikke den, som meldte sig i en konstant svidende længsel efter noget mere end det udadvendte, aktive kirkelige liv, jeg levede med i? Var det ikke på grund af den, at jeg følte mig mindre ensom, når jeg var alene ude i naturen, end når jeg var sammen med mange mennesker i de utallige kristne arrangementer, jeg deltog i? Ikke at jeg var asocial. Tværtimod opsøgte jeg kristent fællesskab i alle de tilstedeværende former, men det kunne ikke tilfredsstille den dybe længsel.
Ingen - intet - i mine omgivelser kom denne dybe indre længsel i møde.
Taget fra:
www.levendevand.dk