I fængsel

Wojciech Nowak SJ 

Programmet skal i vidt omfang modvirke agressive handlinger og forebygge afhængighed af stoffer. Desuden skal det udvide empati, men for en kristen er meditationen først og fremmest en form for bøn, dvs. personlig kontakt med Vorherre. Gud danner Den Kærlige Tilstedværelse for enhver, på hver tid og på hvert sted, blot man bestemmer sig for at åbne sig for Ham. Derfor gav jeg retræten titlen: Du er aldrig alene.

Siden jeg begyndte at tænke bevidst over Evangeliet, har jeg stillet mig spørgsmålet hvorfor Kristus, da han pegede på Hans tilstedeværelse i ethvert menneske, foruden sultne, tørstende, fremmede, nøgne og syge, også nævnte fangerne. Alle de andre er mennesker som er kommet i nød men ofte uden at de slev har været skyldige eller medvirkende – de sidstnævnte er dog genstand for en social fordømmelse på grund af deres gerninger. På en måde kan man sige at de er kommet bag et gitter „efter eget ønske”. Og dog siger Kristus ganske klart „ jeg var i fængsel, og I besøgte mig” (Mat 25, 36). Han siger: Jeg er der, Jeg er hos dem – JEG ER. Således er Hans tilstedeværelse ikke blot en invitation for dem som er spærret inde i straffeanstalten, men også for dem som ankommer for nogle timer om dagen. For at møde Kristus skal man bevidst åbne sig i sit indre for Hans åndelige tilstedeværelse, ved at gentage ordene Ma-ra-na-ta eller navnet Jesus, idet man samtidig åbner sig for den næste. Derfor er det godt, at der i en mediterende retrætte foruden de indsatte, også deltager fængslets personale samt frivillige repræsentanter fro WCCM (World Christian Community of Meditation). Det er fordi vi allesammen i vort indre, er de samme: vi er ofte hjælpeløse overfor vores emotioner, vi har ofte problemer med vores vrede, vi har lyst til at tage revanche overfor dem som har behandlet os ilde , vi pines af forskellige behov og ønsker som vi ikke kan tilfredsstille… Vi har præcist det samme arbejde at gøre når vi ønsker at forlige os med os selv og med Gud, for at vinde indre frihed og optage autentiske relationer med vores næste. Og et af de bedste midler på denne vej er meditation. Meditation praktiseret i fællesskab med andre, er for alle en mulighed for at forbedre „deres rolle” og gå frem til møder på et dybere og mere grundlæggende plan, nemlig vor menneskelighed, som Gud sørger for at forherlige. Jo dybere vi går ind i os selv, desto mere opdager vi at uanset hvad vi har begået og uanset hvorhen vi aktuelt befinder os, er der noget i vort indre som er forblevet intakt, uberørt –  „et helligt sted”, hvor vi kan genfinde os selv, finde „strømme af levende vand” (se Joh 7, 37-38).

Når vi mediterer i fællesskab i et „her og nu”, og oplever den intakte, uberørte del af vor eksistens, bliver vi allesammen mere frie. Om nogle af os den kommende nat vil forlade straffeanstalten eller ej, har ingen betydning NU, for NU er vi HER og vi har – ikke blot nu men altid – KUN ET ØJEBLIK at leve i. Og således også videre til det næste øjeblik… fra et øjeblik ti et andet... Det er hvad meditationen kan lære os – at være i nuet og overvinde vante skemaer, som har sat sig fast i vores hoveder. Meditationen lærer os åbenhed, at møde enhver situation og ethvert menneske uden forbehold.

Når vi sidder ubevægeligt og i stilhed, og gentager et helligt ord, lærer vi at acceptere det som vi i et givent øjeblik ikke er i stand til at ændre. Smerten – som de indsatte fortalte om i deres erfaringer – smager altid på samme måde uanset hvad der er årsagen: adskillelse fra de nærmeste, manglende mulighed for at støtte dem og dele deres liv, ensomhed, manglende forståelse, afvisning… et liv under betingelser man ikke selv har valgt. Ved at meditere ikke blot i ord men i praksis, virkeliggør vi det som findes i bønnen ”Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen”. Sindsro, mod og visdom … det er holdninger og værdier som kan vindes uden penge og uden hensyn til social stilling. Vi erhverver dem ved stille, tålmodig åbning for Ånden hvis frugter det er.

I de tre dage i en weekend i maj har vi gennemgået en fælles rejse, som bryder skanserne os imellem, mellem os og andre, mellem os og Gud. Betyder det at vi har ændret os radikalt? Vi er uden tvivl kommet hverandre nærmere indenfor de tre ting som er nævnt. Meditationen er dog en vej for hele livet hvor man ikke har råd til at være åndelig pensionist. Det er en vej der går gennem ydmyghed og det er en meget ærlig vej. Regelmæssig meditation fortæller dig hvordan du lever – og omvendt – som du meditere så lever du – altså bringer værdierne hentet under meditation ind i dit daglige liv. Under denne vej i livet og i meditationen, er en retræte som den en slags kort strækning på en ekspresvej. Jeg tror at jeg i år i Wąsosz Górny, under en weekend i maj, er gået et godt stykke vej sammen med de indsatte …

Programmet for meditation indføres gradvis i nye straffeanstalter i Polen og den slags retræte planlægges også andre steder.