Som brød ...

Skrevet den 27. februar 2020. Skrevet i Læsestof.

SOM BRØD DER ER BRUDT

@ Peter G. van Breemen SJ

At bede er at være i Guds nærværelse med åbne hænder og et åbent hjerte. Der er mange ting i mit liv, som jeg krampagtigt klamrer mig til: uden tvivl alle mine materielle ejendele, men også immaterielle ting som godt arbejde, min holdning, mine venner, mine ideer, mine principper, mit billede. Hvis jeg slap grebet ville de dog stadigvæk være der. Intet falder ud. Men da kan jeg sige at mine hænder er åbne. Og det er netop situationen ved en bøn. Efter en længere stund, hvis jeg blot er villig til at holde mine hænder åbne, vil Herren være der. Han vil se på mig og strejfe mine hænder for at konstatere, hvad jeg holder. Han kan blive være overrasket over de mange ting jeg griber om! Så vil han se på mig og spørge:

"Gør det noget, hvis jeg tager lidt af det, bare en lille smule?"

Og vil jeg svare:

"Ja, selvfølgelig kan du tage det. Det er jo netop derfor jeg holder hænderne åbne."

Og måske Herren vil se en anden gang på mig og spørge:

"Vil du have noget imod, hvis jeg lægger noget andet i dine hænder?"

Og vil jeg svare:

"Nej, det må du gerne."

Det er sådan det foregår i en bøn. Herren får lov at tage noget, og lægge noget andet i stedet. Ingen andre kan gøre det, men han kan. Han er Herren. Jeg behøver blot at åbne mit hjerte og mine hænder og holde ud længe nok for at Herren skal komme.

Bøn er ikke så meget at søge. Når man leder efter noget forudsætter det en slags utålmodighed, og en aktivitet. Jeg er nødt til at gøre noget. Bøn er derimod blot ventetid. Ventetiden overfører interessen over på en anden person, én der er på vej. Jeg kan kun vente denne persons ankomst. At vente er også at udtrykke min magtløshed, min utilstrækkelighed, og det er netop min holdning overfor Gud. Jeg kan ikke tvinge Gud til at komme. Alt, hvad jeg kan gøre, er at vente og være til stede. At slippe ting ud af mit greb. Jeg kontrollerer mig ikke længere, når jeg beder. Gud har kontrollen. Han vil komme, når han mener, det er tid til at komme. Bøn betyder mod til at lytte, til at opgive min selviskhed.

Meget kan udtrykkes ved blot at vente. Sæt fire mennesker planlægger at mødes klokken 09:00 for at tage på udflugt. Klokken ni er dog kun tre mødt op. Vi andre venter på den fjerde person - femten minutter... tredive minutter... en hel time. Vores venten antyder, at den fjerde person er meget vigtigt for os. Vi kan ikke undvære ham. Således vil jeg blot ved at vente på Gud, indrømme, at Gud er meget vigtig i mit liv. Jeg kan ikke undvære ham. Edward Farrell fortæller i sin bog, "Den overraskende Ånd", om en eremit som at bad om "en praj" (Broder Johannes fra Cat Island i Bahama). Eremitten gav ham ikke noget svar. Han havde intet at videregive. Fire eller fem dage senere, da Fader Farrell skulle forlade øen, sagde Broder Johannes: "Når du kommer tilbage og vil tale med dine folk, så fortæl dem at de skal være tålmodige med Gud, at de skal vente på ham" [E. Farrell, Suprised by the Spirit, Denville: Dimension Books, Inc., 1973, 18].

Bøn er ventetid. Det er ventetiden som efterlader spor, som former min personlighed. Når jeg er villig til at vente, bliver jeg anderledes. Bøn gør en person opmærksom, eftertænksom. Den bedende mand holder op med at være den manipulerende, og bliver til den modtagende i denne verden. Han fatter ikke, men føler; han griber ikke, men berører; han spørger ikke, men beundrer og tilbeder. St. Johannes af Korset definerede idealet i sit liv således: "at leve i kærlig, opmærksom forventning." Det er netop den rigtige holdning for en mand overfor Gud. Bonhoeffer siger, "Hvis du afviser at være ene med dig selv, afviser du også Kristi kald" [Quoted by Farrell, op. cit., 114]. Man skal være alene når man venter. Man er nødt til at vente, ikke forsøge at løbe væk - men lægge hele sit væsen i venten.

Kernen i en bøn er realiseringen af Guds kærlighed til mig og total overgivelse til hans kærlighed som mit svar. Denne personlige dialog mellem Gud og mennesket, er det vi betegner som tilbedelse. Det kræver at inddrage hele ens væsen. Det er menneskets ultimative handling. Når en person er blevet fuldstændig koncentreret i tilbedelsen, opnår den den form for fuldbyrdelse, som vi plejer at kalde for himlen. Det er en evigt varende tilstand. Der stikker intet under, det er det fuldendte som er nået. Derfor kan tilbedelse umuligt bruges som et middel til at få noget til ophør. Tilbedelsen er i sagens natur unyttig. Den er hellere ikke brugelig som vejen til noget. Det er derfor, det er så svært at opnå den. Vores liv er målrettet, planlagt og beregnet til at producere resultater. Selv når vi slapper af skal det tjene et formål! Bøn er derimod unyttig. Det er en undtagelse, en hvilestund, en slags akse, hvorom alle andre aktiviteter roterer. Når denne akse mangler, vil vores liv bliver meningsløst. Men aksen tjener i sig selv ikke noget nyttigt formål i ordets snævre forstand. Så længe jeg tilsigter noget med min bøn, må jeg forvente en skuffelse, der sker ingenting. Det er nok en af de største vanskeligheder ved en bøn, at vi ikke oplever nogen "nytte" af at bede og når det ikke sker på et bestemt tidspunkt, føler vi os fristede til at give op.

Mangen prædikener har forsøgt at overbevise os om, hvorfor det er "hensigtsmæssigt" at bede:

- fordi Gud vil høre vores bøn.

- fordi bøn giver visdom og indsigt, der ikke kan findes andre steder.

- fordi bøn giver os en dyb fred, som verden hverken kan give eller borttage.

- fordi bønnen giver os styrke til at stå imod alle vanskeligheder i vores liv.

Alle disse motiver er gyldige, men ingen fortæller os noget om det vigtigste ved at bede en bøn. De er sekundære i forhold til det virkelige svar på spørgsmålet "hvorfor" vil skal bede. Bønnen kan ikke omsættes i "nytteværdier". Man kan kun forstå en bøn som en fuldstændig overgivelse uden at man vil "have noget ud af det." Der kommer altid et moment, hvor de sekundære årsager til en bøn slår fejl, når de ikke længere vil være tilstrækkeligt overbevisende til at få mig til at fortsætte med at bede. Den tid kommer, hvor man føler, at ens bøn ikke bliver hørt. Der kommer en tid, hvor jeg begynder at se en bøn som et totalt tidsspild, hvor jeg er holdt op med at finde nogen smag, nogen fornemmelse af tilfredshed. Jeg bliver fristet til at opgive min bøn til fordel for en halv times læsning eller en spadseretur. Det kan jeg i hvert fald får noget ud af! Det sker så at min bøn ikke længere bringer fred, men forbruger mine ressourcer for blot at understrege min magtløshed. Min svaghed. Hvordan kan man overkomme disse vanskeligheder? Hvad er bøn? Er den et spild af tid? Og spild af kræfter i mit eget jeg? Denne fornemmelse af spildt tid er en ganske real og et hårdt tiltrængt symbol på et langt dybere tab og undergivelse som "opleves" under enhver ægte bøn! "Den der mister sin sjæl vil finde den" er kernen i enhver sand bøn. Denne fornemmelse betyder nemlig ikke at bønnen ikke duer, men kun at "nytteværdien" ikke er noget man kan forvente som resultat af en bøn. Et venskab kan byde på mange "nyttige" fordele, men hvis det eneste formål med venskabet er nytte, så er det ikke noget venskab overhovedet. Som mester Eckhart, en af middelalderens store filosoffer udtrykker det: "At bruge Gud er at slå ham ihjel."

Bønnens væsen kan udlægges i tre etaper. I første etape koncentreres bønnen om erkendelsen af Gud som kærlighed, Gud som elsker mig som jeg er (og ikke som jeg burde være). Han kender mit navn, det er graveret i hans håndflade. Han elskede mig som den første. Bønnen betyder her at jeg, som den bedende, nyder strålerne af Guds kærlighed der er som sol, indtil jeg føler at de er trængt dybt ind i mit væsen, indtil jeg ved det i mit hjerte (hjerte forstås her som centrum for mig selv, ikke bare intelligens, vilje og følelser, men hele mit væsen det, der gør mig til mig selv). Bønnen betyder også at jeg føler mig helt sikker i Guds nærværelse. Bønnen kan derfor aldrig gøres til et forsøg på at ændre Guds sind: dette er en hedensk tanke. At bede er at overgive sig til Guds kærlighed, at opgive sig selv og sige ud af det ganske hjerte, uden frygt: "Komme dit rige, ske din vilje."

Det er ikke nok at vide, at Gud er kærlighed, det kan man ikke leve på. Ideen der slår mig så kraftigt i dag bliver alt for hurtigt til en bleg skygge. Gud ved jeg er et menneske. Han har gjort sin kærlighed håndgribelig, synlig i Kristus: "Den, der har set mig, har set Faderen" (Johannes 14:9). I bønnens anden fase, koncentrerer man sig således om Kristi person. Det betyder, at jeg forsøger at kende Kristus bedre, elske og følge ham mere nøje, som St. Ignatius understreger det gentagne gange i sit værk "Åndelige Øvelser" og som vi kan synge med Evangeliets tilsvarende ord: "Tre er de ting jeg beder om: at se dig mere klart, elske dig mere, følge dig mere nøje dag efter dag" Denne viden vil til sidst vokse til et personligt forhold til Kristus og endelig føres ind i det dybeste forhold i mit liv, som det skete for St. Paulus, der skrev: " Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig"(Galater 2:20) og "Thi for mig er livet Kristus" (Filliper 1:21). Et nyere eksempel på sådant venskab med Kristus findes hos Dietrich Bonhoeffer, der i et brev af 21. august 1944 skrev:

Nøglen til alt er "i ham". Alt hvad vi med rette kan forvente af Gud, og bede om, er at finde hos Jesus Kristus. Gud hos Jesus Kristus har intet at gøre med, hvad Gud, som vi forestiller os ham, kunne eller burde gøre. Hvis vi skal lære, hvad Gud lover, og hvad han opfylder, må vi holde ud i stille meditation om livet, mundheld, gerninger, lidelser, og Jesu død... I Jesus har Gud sagt ja amen til det hele, og ja og amen er den faste grund, hvor vi står. I disse turbulente tider glemmer vi gentagne gange hvad der virkelig gør livet værd at leve. Vi tænker, at fordi det ene eller det andet mennesker lever, giver det også mening til vort liv. Men sandheden er, at hvis denne jord var god nok for Jesus Kristus, hvis en sådan mand, som Jesus levede, da, og først da, kan livet have mening for os. Hvis Jesus ikke havde levet, ville vores liv være meningsløs, på trods af alle de andre mennesker, som vi kender respekterer og elsker. [Dietrich Bonhoeffer, Letters and Papers from Prison edit, by Eberhard Bethge, rev. ed. (New York: The Macmillan Company,1967, p. 213-14)].

Tredje fase i en bøn er at finde Gud involveret i hele virkeligheden. Ikke kun i Jesus Kristus kan jeg finde Gud, jeg kan finde har i hvert menneske, og i virkeligheden, i alle ting. Bønnen betyder nu at sige "ja" til virkeligheden, at have en positiv holdning til livet, at bekræfte, hvad der er, ikke for lavvandede grunde, men fordi Gud er den dybeste grund af al væsen. Bønnen betyder, at der er et personligt forhold mellem den dybeste grund, alt som eksisterer - og mig. Bønnen betyder også at jeg indser, at den dybeste grund har et navn, og at jeg kan udtale dette navn. Først fra det øjeblik beder jeg en bøn i den sande betydning af ordet.

Bøn berører den dybeste grund. Den indebærer ventetid - som før enhver fødsel, i mørke og i forventning. Da bønnen er nået ind til roden af mit liv, er hele mit liv på spil. Bønnen kan aldrig være en del af mit liv eller et forsøg på at bestikke Gud. Jeg kan aldrig bede medmindre jeg er villig til at hengive mig ubetinget. Mange vanskeligheder som kan opstå når man beder skyldes den kendsgerning, at folk helst ikke vil forpligte dem til noget. Men medmindre vi giver os selv helt, er vores bøn ikke autentisk. Bøn kan aldrig være et substitut for den virkelige store gave, nemlig mit væsen. Lad os tage min daglige tid som baggrund for en bedre forklaring. Hver aften ved midnat modtager jeg en gave bestående af de næste fire og tyve timer af mit liv. En bøn betyder, at jeg opgiver disse fire og tyve timer til eget brug, fordi jeg nu vil bruge dem på den måde, som Gud vil have mig til at bruge dem. Når min bøn er oprigtig, siger jeg altid på en eller anden måde, "Ske din vilje." Derfor kan jeg ikke hævde min egen tid. Buber forklarer det udmærket når han siger: "bøn sker ikke i tid, det tiden der sker i bøn ... at vende relationen er at blive virkeligheden kvit" [Martin Buber, I and Thou trans. Ronald Gregor Smith (New York: Charles Scribner's Sons, 1937), 9]. De fire og tyve timer er inkorporeret i bønnen. Og når jeg beder en bøn, selv når det kun er i fem minutter, bliver fire og tyve timer er ikke længere mine egne. Ganske intuitivt kan man mærke kampen. Når jeg beder, jeg er nødt til at træffe et valg, et meget grundlæggende valg: jeg skal nemlig bestemme om Gud skal være i mit liv eller om Gud ikke skal være der. Når jeg beder er jeg nødt til at give et svar på det spørgsmål. Når jeg ikke beder, behøver jeg ikke at gøre dette valg. Jeg kan udskyde valget indtil. . .

Bønnen gør mig til et stykke brød, der er brudt. Det er i det brudte brød, at jeg stiller mig til rådighed, ofte på en måde, som jeg ikke er klar over. Og den handling, det brud i brødet, betales igen ikke een gang, men mange gange, atter og atter igen. Bønnen er krævende men den giver også fast et beredskab til at acceptere det mysterium som en opfordring, som jeg besvarer med hele mit væsen. Det er i brødets brud at jeg indser påskemysteriet af død og opstandelse. Hvis jeg skal leve i dette mysterium, må jeg bede, ellers vil jeg aldrig kunne opleve det. På den anden side må jeg være åben for at leve med dette mysterium , hvis jeg vil at bede, ellers kan jeg aldrig bede en bøn.

Jeg må leve på samme måde, som jeg beder. Vanskeligheder der opstår ved at bede en bøn er ofte kun potentielle vanskeligheder. Det egentlige problem er ikke så meget bønnen, men den måde, jeg lever på. Det sker at man klager over spændingen der opstår når man beder og at man ikke kan bede regelmæssigt. Det er dog med sikkerhed kun en udflugt. Bøn skaber ikke spænding, det er livet der skaber spændinger som afsløres under en bøn. Min måde at leve på er simpelthen i konflikt med min bøn. Når jeg beder uden at holde hænderne frem, når jeg ikke giver Gud fuldstændig frihed, når jeg afviser det han ønsker jeg skal gøre selvom jeg udmærket ved det, bliver min bøn tør, tom og øde. Jeg kan ikke sige "Ske din vilje." En sådan bøn ligner en situation hvor man spiller tennis på en bane, hvor der rejst fodhøje jernpæle et eller andet sted rundt på banen. Når jeg frygter for at løbe ind i en af disse pæle, optager det mig hele tiden og jeg kan ikke nyde spillet. I stedet for at være afslappet jeg bliver anspændt og bange. Hele spillet er ødelagt. Jeg er enten nød til at give op i løbet af kort tid, eller hvis jeg forsøger at fuldføre trods alt, spiller jeg akavet, med en indædt beslutsomhed, hvor det kun gælder en ambition om ikke at give op. På nogenlunde samme måde kan bøn blive til en præstation, som udøves vedholdende hver dag (som man ser TV, eller spiser sine tre måltider om dagen). Det er dog en uægte bøn. Det er blot en illusion. Mit liv er ikke med i spillet. Det en rutinehandling som i grunden er afvisende, kun bygget på stædighed som fører til et dybtliggende hykleri, der efterhånden smitter af på alle aspekter af mit liv. Thomas Merton beskriver en sådan uægte bøn som "falsk inderlighed." Den kan give udseende af en from hellighed, men er i virkeligheden kun noget spillet og ikke oplevet. Og Merton fortsætter: "Det er desværre alt for sandt, at falsk inderlighed har redet ansigtet for fromme mænd og kvinder, som således kun sikrede dem mod at indrømme deres fuldkomne uvidenhed" [Contemplative Prayer, (New York: Herder and Herder, 1969), p. 135]. Den slags mennesker gør størst skade når de belærer andre, som ønsker at lære at bede. De tager det åndeligt inspirerende væk fra bønnen -"Hvis dette skal være bøn, vil jeg ikke bede." De skaber en enorm antipropaganda for bøn. Hvorfor? Fordi deres bøn ikke er autentisk. Men hvem kan afsløre det?

LÆR OS AT BEDE

"Og det skete, da han var et sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: „Herre, lær os at bede" (Lukas 11:1). Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. (Lukas 18:1). Der findes flere teorier om bøn der verserer i hverdagens cirkel af tanker, som dog alle afspejler både noget gammelt og noget nyt. Det er det sagt, at alting er bøn: "Jeg beder hele dagen" – hedder det. Det lyder jo kun smukt men der er åbenbart en risiko for, at bønnen så mister sin betydning og indhold. Når alt er bøn, er bønnen i sig selv er intet. Der er andre, der siger "Mit arbejde er min bøn." Dette er dog en tvetydig erklæring, på en måde det er sandt, men på en anden er det jo ikke rigtigt. Jeg kan ikke bede og derefter ikke leve op til bønnen. Det arbejde jeg gør, afspejler uden tvivl ægtheden af min bøn. Men jeg narrer mig selv, hvis jeg tillader mit arbejde at erstatte min bøn eller hvis jeg udelukkende finder bøn "nyttig" for så vidt som den motiverer mig til handling. Bønnen er noget virkeligt. Den har en værdi, der rækker langt ud over grænserne for min synsbillede.

For at forstå noget af denne virkelighed skal jeg indstille mig selv til det. Jeg må begynde at bede. Vanskelighederne ved at bede en bøn forekommer, fordi jeg ikke begynder ordentligt. Hvis grænsen mellem mit arbejde og min bøn er tynd eller næppe synlig, hvis jeg konstaterer, at jeg kan bede overalt og under alle omstændigheder, er det uden tvivl en dårlig start på min bøn. Jeg vil have en tendens til mere eller mindre blot at fortsætte med at blive optaget af en foregående aktivitet, f.eks. en telefonsamtale, et brev, en samtale. Når jeg vil bede må jeg forlade livets trivialiteter, som ikke har plads i min bøn. På den anden side, er det jo rigtigt at det som rører mit hjerte, også skal røre min bøn. Bønnen har ingen mening, ingen virkelighed, med mindre den er fast forankret i livet. Nogle mennesker har en "bedende stilling", som de iklæder sig, når de begynder at bede. Når så en time eller et andet tidsrum er forbi, lægger de bare den åndelige kappe fra sig og vender tilbage til virkeligheden. Det er udmærket som virkeligsflugt, men det er ikke bøn. Hvorfor? Fordi den ikke er ægte. Når jeg få at vide, at en person jeg holder af er alvorligt syg, kan jeg ikke, og bør ikke afvise dette fra min bøn. Men der er to måder at gøre det på: Jeg kan tage det som en bekymring, og lade min fantasi løbe som den vil med det, eller jeg kan bringe det til et plan med min bøn: "kast al jeres bekymring på ham" (1 Peter 5:7). Jeg kan anbefale min ven til Gud. Jeg kan stole på, at Gud vil holde sin hånd over ham. Bagefter kan jeg bede om det som er vigtigt for mig og gøre min bøn virkelig.

Hvordan skal jeg begynde at bede? Der er en væsentlig forskel mellem at koncentrere mig om et bestemt mål, hvor det kræver megen viljestyrke at placere målet for koncentration foran sig , og en intern samling ("sammlung" på tysk), hvor det simpelthen gælder om "at lade ske", lade en umiddelbar enhed ske, en forening med det mål jeg tilsigter. Koncentrationen er trættende og dermed kortvarig. Samling af opmærksomheden er ikke nogen belastning og kan vare i lang tid. Jeg er nødt til at begynde min bøn med et par minutters koncentration, for at tage mig sammen, men så vil jeg "lade det ske". Jeg vil identificere mig med målet for min fordybelse, f.eks. Gud Fader, Jesus Kristus, eller enhver anden person fra Evangeliet. Hele mit væsen fyldes med fred og stilhed. Gud kommer. Han har ventet på mig.

Måske er jeg villig til at bede, og til at bede rigtig godt, men har et andet problem. Jeg føler ikke, at Gud besvarer min bøn. Det er dog at vende tingene på hovedet. Gud er ikke en, som svarer .. Gud kommer først. Jeg er kun et ord udtalt af Gud. Det er mig som skal svare:

”Gud, du som har elsket os først, men vi taler om dig, som om du bare havde elsket os først én gang i fortiden. I virkeligheden er det dag for dag, hele livet igennem, at du elsker os først. Når vi vågner om morgenen og vender vor sjæl mod dig, kommer du os i forkøbet. – du har elsket os først. Dersom jeg står op før daggry og i samme øjeblik vender min sjæl i bøn til dig, da er du allerede dér – da har du elsket mig først. Når jeg lægger alt det bag mig, som forstyrrer og søger ind i sjælen for at tænke på dig, da er du stadig den første. Forlad os, Gud, vor utaknemmelighed. Det er ikke bare én gang, at du har elsket os først, det er i hvert eneste af livets øjeblikke.” [P. van Breemen henviser til: Perry D. Lefevre The Prayers of Kierkegaard (Chicago, The University of Chicago Presss,1969), 14; Dansk tekst er hentet fra:

http://www.arto.com/section/blog/ViewEntry.aspx?id=5372330&EntryID=4308301

(Oversætteren)]

Jeg prøver altså at falde til ro. Jeg prøver at lytte til Gud. Jeg lytter ikke bare til det budskab, jeg ønsker at høre, men ganske åbent til alt hvad Gud ønsker at fortælle mig:

”Fordybelse er hovedsageligt en aflytning i tavshed, en forventning. Og dog i en vis forstand, kan vi først virkelig begynde at høre Gud, når vi er hørt op med at lytte. Fordi det er en højere slags lytten, som ikke blot er følsomhed for en bestemt besked. Den sande fordybelse opnås ikke på denne måde, at man forbereder sit sind for en bestemt besked, noget man ønsker eller forventer at høre, men ved at man holder sig helt tom, fordi man ved, at man aldrig kan forvente eller forudse de ord, der vil forvandle ens mørke til lys.

Denne tavshed skal ikke være "alt udslettende”, som det foregår når man tilsigter et bestemt mål, hellere ikke som en afslutning på praktisk ræsonnement om et bestemt emne, eller en slags viskestykke der ligner et kunstigt mørke der lagt som et mørkt tæppe over sindet. Et menneske der vælger en sådan vej, opnår ikke enhed med Gud, men ensomhed med sig selv. Han kommer ikke i berør med det transcendente, men kun mede en idol: hans eget selvtilfredse jeg. Han fordyber sig og taber i sig selv, bringes i en tilstand af inaktivitet, i en primitiv og infantil narcissisme.” [Thomas Merton, Contemplative Prayer, (New York: Herder and Herder, 1969), p. 135].

Der er igen nogle mennesker som siger, at de ikke kan lide at bede, fordi de ikke kan lide introspektion. Men bøn ikke at udforske mig selv, den betyder at stå til møde med Gud. At bede betyder at vende ens opmærksomhed til Kristus. Det jeg skal gøre, bliver efterhånden åbenbaret for mig. Det sker for mig. Jeg opdager det uden selvanalyse. Tværtimod vil ønsket om at undersøge mig selv eller at se mig selv blive udviklet til en forvrængning af bønnens ide og en tilbagegang for den bedende. Ved langsomt og fredeligt at komme til at kende Kristus, kommer jeg til at kende mig selv.

I det følgende gives et plausibelt skema, som kan være nyttigt for udviklingen af ens bøn. Det er ikke hensigten at spænde vores bøn som en panser eller seletøj, men snarere at klarlægge vores begreber om bønnen, så oplevelsen bliver mere klar og fri. Skemaet har fem planer og, overraskende nok, begynder vi på toppen!

Bønnen begynder med erkendelsen af, at jeg er elsket af Gud, som jeg er. Hans kærlighed er ikke betinget af noget som helst og er derfor er den mest grundlæggende og urokkelige kendsgerning i mit liv. Jeg skal blot lade mig blive elsket af Gud. Det er ikke så meget en aktivitet fra min side, men en passiv holdning, hvor jeg lader Guds kærlighed gennemtrænge og opbløde hele mit væsen. Det er den mest afslappende holdning en person kan indtage, og den mest frugtbare ligeså. Jeg skal blive på dette plan så længe jeg kan, men hverken længere eller kortere. Hvorfor ikke kortere? Fordi selvom jeg skulle bruge al min tid på det plan, vil det være mere værdifuldt end nogen aktivitet, jeg kunne udøve! Hvorfor ikke længere, end jeg føler, jeg kan? Fordi jeg så ville tvinge mig selv, og det er altid forkert. Når jeg fornemmer, at jeg er tilfreds, gå jeg videre til det næste plan.

Mit svar til Guds kærlighed er en aktivitet, og i dette tilfælde er det den højeste og mest intense handling, som jeg er i stand til, nemlig tilbedelse. At tilbede er at opgive mig helt ind i Guds kærlige hånd. Gud kan disponere over mig "Ske din vilje..." Jeg kan udtale disse ord uden nogen spænding eller ængstelse, fordi jeg er overbevist om, at Gud ikke er nogen trussel imod mig, at han er kilden til liv og tilfredsstillelse. Denne tilbedelse kan ske med eller uden ord, med mine egne ord eller ord som er gentaget efter en anden. Jeg skal igen holde ud i denne stilling så længe jeg kan, uden at presse for at gøre den tid kortere eller længere.

Dernæst vil jeg henvise til en bestemt episode i Evangeliet (eller hentet af en bog, som jeg bruger til hjælp ved min bøn), men på en sådan måde, at jeg prøver at identificere mig med Kristus eller med en person, som er sammen med Kristus. Det betyder, at jeg kontemplerer en hændelse fra Evangeliet, men ikke som tilskuer, men som en deltagende der er dybt involveret i handlingen. Det er ikke et spørgsmål om fantasi, der skal fremmane en levende scene, men et spørgsmål om hjertet (i bibelsk forstand), som føler med Kristus. Det er ikke længere mig, der lever, men det er Kristus lever i mig, som taler i mig, berører mig, og helbreder. Derved kan bønnen blive en stor oplevelse. Igen skal jeg holde ud så længe jeg kan uden at presse for at gøre tiden kortere eller længere.

Så kommer bønnens essens, det ønskede. Bønnen bliver mere og mere aktiv som følger de enkelte planer i skemaet. Det oplever jeg indtil det øjeblik kommer hvor jeg vil bede om noget. Det skal komme af sig selv. Jeg kan anmode om at kende Kristus bedre, om at styrke min tro på ham, at om at få mere mod og gavmildhed til at følge ham, mere kærlighed til de mennesker, der kommer i mit liv, eller om enhver anden nåde. Her, igen, kan jeg bruge mine egne ord i bønnen, eller ord hentet fra Salmerne, eller fra hvilken som helst anden kilde, som jeg finder passende.

Det sidste skridt er en meditation i ordets strenge forstand. Jeg åbner Bibelen eller en anden bog, som jeg vil bruge under min bøn, jeg betragter et vers eller en passage. Dette er en slags intellektuel proces. Det omfatter tænkning, analyse, efterforskning, bestræbelse på at forstå, hvad der menes med disse ord. Forhåbentlig vil denne tankegang føre mig til essensen i min bøn eller til en fornyet identifikation med Kristus, måske til en periode med tilbedelse eller blot passiv nydelse af Guds kærlighed. Fra meditationen i streng forstand jeg kan stige op til et højere plan i bønnen. Bønnen er nemlig som et bjerglandskab, hvor jeg kommer ledt af Ånden til at holde på de forskellige stader undervejs.

Jeg konkluderer: Der findes en talemåde, der relativerer det ovenstående skema - "Bed som du kan og forsøg ikke at bede, som du ikke kan" (Dom Chapman).

DET HINSIDES I VOR MIDTE (Salm 139)

Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. (v 1-6)

Herren kender mig virkeligt. Hvad betyder det? Når vi siger at vi kender en anden person, betyder det meget ofte at vi har en overfladisk viden. Vi er tilbøjelige til at sætte folk i bod, give dem kategorier: pågældende er konservativ eller liberal, dybsindig eller overfladisk, bitter og frustreret eller glad og optimistisk. Når vi således har sat etiketter på folk, bruger vi at sige at vi kender pågældende og ved alt om ham. Faktisk har vi næppe strejfet det væsentlige i den person. Salmisten siger, at Gud virkelig kender mig som jeg er, uden etiketter, uden kategorier. Den Nye Katekisme udtrykker det fortræffeligt: "Mine forældre kunne i grunden ikke have ønsket 'mig'. De kunne i bedste fald have ønsket 'en dreng' eller 'en pige'. Kun Gud kan ønske 'mig' [A New Catechism: Catholic Faith for Adults, trans. Kevin Smyth (New York: Herder and Herder, 1967), p. 382]. Ordet "navn" på hebraisk betyder, at en person får en unik indentitet. Når en jøde hævder at kende navnet på en person, mener han i grunden at: "at han kender denne person som en mand kender sin kone." Vi kan aldrig kende navnet på en person, hvis ikke vi virkelig elsker den. Og den kendsgerning, at Gud kender mit navn betyder, at han elsker mig:

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig,
jeg kalder dig ved navn, du er min.
for du er dyrebar i mine øjne,
højt agtet, og jeg elsker dig. (Esajas’ Bog 43:1,4).

Der er mere end tre milliarder mennesker i denne verden, og alligevel er der ikke to af dem som er ens. Der er ingen serieproduktion hos Gud. Selvom hver person er anderledes, kan Gud være i hver enkelt uden at gentage sig selv. Det er den rigdom som Gud har. Ethvert menneske er en prototype, det første og sidste eksemplar af en serie. Gud er involveret i hver eneste af os. Han har sat sig lige i hjertet på hver eneste af os. St. Augustine udtrykker det således:

”Sent har jeg elsket dig, O Skønhed så gammel og så ny!
Sent har jeg elsket dig! Du var inden i mig, men jeg var udenfor,
og det var der, at jeg søgte efter dig. Jeg... kastede mig ud
i de dejlige ting, som du har oprettet.
Du var med mig, men jeg var ikke med dig.
Der var ting som ikke havde været hvis ikke du skabte dem
og som dog holdt mig fra dig;
Du kaldte ved navn, du råbte højt, og din stemme brød gennem min døvhed.”
[The Confessions, Book X, Chapter 27]

Han havde ledt efter Gud overalt og dog var Gud så tæt, midt i hans eget hjerte. St. Paulus siger os, "...som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi." (Apostlenes Gerninger 17:27 - 28). At jeg kan være mig selv må jeg takke Gud for, fordi han er kilden til mit væsen. Når jeg gå bort eller fornægter min tro i ham, er jeg ikke længere mig selv: "Langt væk fra dig er livet ikke noget liv. At fornægte troen på dig er at blive til ingenting." [Huub Oosterhuis et al, Fifty Psalms: An Attempt at a New Translation (New York: Herder and Herder, 1969), p. 74]. Fra hvem eller hvad er det jeg flygter? Svaret er ikke fra Gud - "Gud er tættere på mig end jeg selv er i stand til at være« (St. Augustine) - ej heller er det spændingen mellem Gud og mig. Det er en spaltning inde i mig. Jeg er tilbøjelig til at se Gud som en trussel, som nogen, der har sat sig for at afstumpe mig eller lægge bånd på mig. Men det er falske begreber. Gud er kilden til livet. Han vil have mig til at leve og udvikle sig og blive mere fuldkommen. Faren ligger i mig selv. Jeg forræder ofte mig selv. Ligesom St. Paulus siger: "Jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg." (Romerbrev 7:15). I alle disse øjeblikke er Gud altid ved den sande side af mig selv, men det er jeg ikke! Han er tro. Han er tættere på mig end jeg selv er. Bonhoeffer kalder Gud for at være "hinsides i vores midte" [Dietrich Bonhoeffer, Letters and Papers from Prison edit, by Eberhard Bethge, rev. ed. (New York: The Macmillan Company,1967, p. 155)]. Jeg vil aldrig kunne forstå mysteriet omkring min egen personlighed:

"(Det er) den paradoksale karakter af enhver bøn, at man taler til nogen, som man ikke kan tale til, fordi han ikke er "nogen", at man beder til nogen som man ikke kan bede om noget, fordi han giver eller giver ikke før man spørger, at sige 'Du' til nogen, som er nærmere ved mig end jeg selv er" [Paul Tillich, The Courage To Be (New Haven: Yale University Press, 1952), p. 187].

Gud er mere immanent i mig, end jeg er i mig selv. Og dette "mere", dette immanente overskud, er hans transcendens. At han er mere tro, at han er tættere på mig end jeg selv er, er det guddommelige, det er transcendensen af Gud. Det beviser, at han er større end jeg er. Jeg må forgude ham. Snarere end en trussel er han en garanti for, at jeg kan være mig selv.

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: „Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset. (v 7-12).

Vi kan ikke skjule os eller løbe væk fra Gud. Hvis "jeg låner morgenrødens vinger " (v. 9), er Gud der stadigvæk. Undertiden kan Guds nærværelse opfattes som noget skræmmende, for eksempel i Jobs Bog: "Hvad er et menneske, at du agter ham højt og retter din opmærksomhed mod ham, når du hver morgen straffer ham og hvert øjeblik sender ham prøvelser? Hvornår vender du blikket fra mig og lader mig i fred, så jeg kan synke mit spyt? " (Jobs Bog 7:17-19). Job føler sig hele tiden overvåget af Gud, og det generer ham. Dette beskriver en periode med ødelæggelse og forvirring i Jobs liv. I den sidste del af bogen, vender han tilbage til sin sande tro og trøst. Salmisten taler om Gud, som han virkelig er. At tilstedeværelsen af Gud er altomfattende skræmmer ham ikke. Det gør ham kun sikker: "Hvor end jeg er Gud der også." Denne salme blev flittigt brugt i katekesen som noget truende. Guds billede er symboliseret ved et til stadighed vågent øje og en løftet advarende finger. En utrolig fordrejning og til utrolig pris! Sartre skriver i sin autobiografi, Les Mots, om en drengs oplevelse, som har båret uberegnelige konsekvenser. Midt i en uskyldig drengestreg indser han pludselig at "Gud ser mig." Det forskrækkede ham i den grad, at han i det samme øjeblik, foretog en en desperat beslutning. Han forbandede Gud. I de senere år har han indrømmet, at havde det ikke været for denne misforståelse, kunne han og Gud have haft det fint sammen. Gud blev anvendt som en lappeløsning. Hvor uddannelse er rakte til, hvor forældrene og lærerne ikke kunne kontakte drengen, blev Gud brugt som en forlængelse af uddannelsen. Det er ubibelsk, og vi kan følge de katastrofale resultater i Sartre’s tilfælde. Den sande Gud er livets kilde, og når Guds nærvær betegnes som altomfattende, skal det forstås som at han er en kilde til glæde. Vi føler os trygge, fordi ligegyldigt hvad vi gør, vil Guds hånd altid være over os. Det er netop den måde Jesus levede sit liv på. Han så Faderen overalt ikke som en tilsynsførende, men som Fader i alt som elsker og opfylder hans behov:

Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? (Matthæus 6:25-31).

Tilstedeværelsen af Gud betyder at tilstedeværelsen af bekymringer fjernes fra mit liv. Den skræmmer mig ikke, men giver mig ro, en sikkerhedsfornemmelse, der følger med sand tro.

Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.

Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig. (v. 13-18).

Guds kærlige omsorg bringes frem på en påfaldende måde ved enhver fødsels mirakel. Hvert nyfødt spædbarn beviser den enorme omsorg og opmærksomhed, som Gud viser hver især. "Han har sat mig sammen" udbryder salmisten! At jeg er, hvem jeg er, skyldes Gud. Hans viden er kreativ. Gud kender mig ikke, fordi jeg er, men jeg er fordi han kender mig. Med hensyn til kærlighed (som hos Gud er identisk med viden) St. Augustine udtrykker den samme sandhed: "Ved at elske os, gør Gud os elskelige". Hele denne kærlige og kreative viden er en nuværende virkelighed. Gud kender og elsker lige netop nu, i dette øjeblik. Gud som den dybeste bund af mit væsen er ikke nogen statisk virkelighed, noget dødt, men snarere en dynamisk og en stadig livsskabende aktivitet. Det er mysteriet jeg bærer i mig selv. Det er mit eget jegs mirakel! Skriften ser ikke bort fra værdien af mig selv. Tværtimod er der en enorm respekt for menneskets værdighed i den kristne åbenbaring. Hver enkelt af os kan slutte sig til Maria, når hun synger: " thi den Mægtige har gjort store ting mod mig." (Lukasevangeliet 1:49). Det er godt at prise Gud for hvad han har udrettet for mig. Ved en sådan takkebøn bliver mit forhold til Gud bedre, og meningen med mysteriet ("miraklet" som man kaldte det i den ældre kirke) større. En sådan holdning til tro vil lidt efter lidt forme mit livssyn og min opførsel. En bøn, der tilsidesætter denne fornemmelse af mirakel, bliver let kvalt og usmagelig ligesom salmistens fremgangsmåde i Bibelen: " Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger!" (Salmernes Bog 103:2). Den sande agtelse som en mand har for sig selv, indebærer anerkendelsen af et afhængighedsforhold til Gud: store ting er blevet gjort mod mig. Den altafgørende værdighed i mit væsen er en værdighed, som jeg har fået foræret. Dette betyder ikke at den er mindre værdifuld. Tværtimod vil denne sikre bevidsthed om guddommelig oprindelse gøre den endnu mere værdifuld og pålidelig. Der er en dyb fred at finde i dette afhængighedsforhold, noget som verden aldrig vil kunne skænke.

Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig. (v. 19-24).

Der er fare for falsk autonomi, for at man afskærer sig selv fra sine rødder. Noget i hver af os gør oprør mod det guddommelige mysterium, noget som lover du "så I bliver som Gud" (Første Mosesbog 3:5). Selvom Gud er tættere på mig end jeg er på mig selv, er der stadig den farefulde mulighed at løbe væk fra Gud, hvilket vil sige at løbe fra ens sande jeg med alle dets konsekvenser. I den første del af salmen opfattede jeg den skønne sandhed, at Gud følger mig på alle mine veje og stier. Nu må jeg indse, at det i mange praktiske henseender slet ikke er gældende. Tidligere lovpriste jeg med salmisten Guds vidunderlige viden om mine tanker og gerninger og nu indser jeg, at han også ser den kløft, der eksisterer dem imellem. Måske ubevidst, men ganske reelt, bliver jeg til min egen gud, ikke så meget i teori som i praksis. For så snart Gud ikke længere er den altrådende i mit liv, bliver han ligegyldig. At sætte Gud på anden pladsen vil betyde ikke at give ham nogen plads overhovedet. Man er fristet til at tjene to herrer, og at gå på akkord med Guds stilling i mit liv ved at opstille en anden mulighed. Det er nok til at benægte ham. Afgude er ikke et fænomen fra en tidligere tidsalder og en primitiv kultur. Vi har også afguder skønt de ikke er udskåret i træ, men findes i en indre form der er lige så overbevisende og stemningsgivende. Det er ikke for ingenting, at Johannes slutter sit første brev med en lovprisning af Guds kærlighed til os og vores kærlighed til hinanden: " Kære børn, vogt jer for afguderne!" (1 Johannesbrev 5:21). Afgudsdyrkelse forårsager sterilitet og lidelse for mig selv og for andre. Det er en grundlæggende usandhed. Det er en fornægtelse af den uendelige dybde som mit liv indeholder. Og da jeg aldrig er i stand til fuldt ud at forstå det mysterium, der er i mit liv takket være åbenbaringens gave, accepterer jeg "det hinsides i vores midte." Ved afslutningen af denne storslåede salme, siger salmisten, at han er bange, ikke bange for Gud, men bange for sig selv og for den mulighed, som han opdager i sig selv, en mulige ødelæggelse af mysteriet om Gud i ens indre, og i denne verden. Ydmygt og tillidsfuldt beder han: " kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigh".