Undervisning i en gammel munk

En gammel munks undervisning i bøn

Fra Jean-Yves Leloup: Ecrits sur L Hesychasme

En ung mand havde læst mange bøger om bøn. Han var meget optaget af emnet og havde diskuteret det med mange, men hidtil havde han kun beskæftiget sig med bøn på et teoretisk plan. Nu skulle det være alvor: Han måtte finde én, der helt konkret kunne føre ham ind i en indre hjertets bøn.

Han besluttede at tilbringe sin ferie i et kloster, hvor han havde hørt, at der var en gammel eremit, som skulle have en særlig evne til at lære mennesker hjertets bøn.

Nogle rystede på hovedet af denne gamle munk og sagde, at han var lidt til en side. Med beundring i stemmen omtalte andre ham som en helgen. Nye besøgende måtte finde sig i, at Fader Serafim iagttog dem i fem lange minutter uden at mæle et ord. Hvis man ikke var flygtet fra denne diagnose, ville man høre munken sige: "Hos dig er Han ikke engang kommet længere end til hagen" eller: "Han er ikke engang kommet ind i dig" og sjældent:" Nej, det er ikke muligt, hvor vidunderligt, Han er kommet til knæene". Det var om Helligånden, fader Serafim talte. Han bedømte et menneskes åndelige udvikling efter, hvor omfattende Helligånden var blevet kød pg blod i dette menneske.

Jo, broder Serafim var noget for sig.

Den unge mand fik også stillet sin diagnose: Ikke længere end til halsen. Da han fremsatte sit ønske om at få undervisning i hjertets bøn, svarede fader Serafim undvigende, men det fik ikke den unge mand til at tabe modet, han insisterede......

"Før vi taler om hjertets bøn, så lær at bede som en klippe", sagde fader Serafim og pegede på en vældig klippe. "Spørg du den, hvordan man skal bede, så kan du senere komme tilbage til mig".

At meditere som en klippe

Og sådan begyndte for den unge mand en virkelig indføring i hjertets bøn. Det første råd, man må give til den, som vil meditere, er ikke af åndelig, men fysisk art: Sæt dig.

At sidde som en klippe vil sige at sætte sig med hele sin vægt: At være tung af nærvær. De første dage havde den unge mand svært ved at sidde urørligt, med benene over kors, sædet lidt højere end knæene (det var i den stilling, han havde fundet mest stabilitet). En morgen oplevede han virkelig, hvad det ville sige "at meditere som en klippe". Han var til stede med hele sin vægt, urørlig. Han var dt med klippen, i stilhed. Hans oplevelse af tid var fuldstændig forandret. Bjergene har en anden tid, en anden rytme end mennesker. At sidde som en klippe er at have evigheden foran sig. Dette er den rette holdning for den, som vil begynde meditation: At vide evigheden bagved, indeni og foran sig. Før man kan bygge en kirke, må man være klippe, og på den klippe kan Gud bygge sin kirke og af menneskets legeme skabe sig et tempel. Det var sådan den unge mand forstod evangeliets ord: "Du er Petrus - klippen - og på den vil jeg bygge min kirke".

Flere uger gik med denne meditation. Men den unge mand var også med, når munkene flere gange om dagen samledes i kirken til gudstjeneste, med recitation af de bibelske salmer og læsning fra Den hellige Skrift.

Det sværeste for ham var at tilbringe mange timer med "intet at gøre". Han måtte lære, hvad det vil sige bare at være - uden noget nyttemotiv. At meditere som en klippe er selve Værens meditation, dette bare at være før enhver tanke, enhver glæde eller smerte.