At indånde navnet
At indånde navnet – om hjertes bøn
af fader Maksymilian Nawara, benediktiner
Man behøver ikke at overbevise Den troende om bønnens nødvendighed. Ikke kun fordi han hundrede af gange har hørt at man skal bede, men også fordi han - mere eller mindre - føler, at bønnen er det menneskelig hjertes vigtige behov. Man kan tilfredsstille dette behov lejlighedsvis: når „det går galt”, eller „når vi har det godt”. Man kan også tage en beslutning, at „man vil bede” uanset omstændighederne. Dog står man ofte for et problem - „man vil gerne, men man ved ikke rigtigt hvordan”. Bønnen associerer med noget besværligt, vanskeligt, ja ligefrem kedeligt.
Mødet med Gud er meget ofte en genspejling af vort liv. I livet har vi så mange forskellige og vigtige ting at foretage os, vil skal nå så meget, vi har så meget arbejde. Når vi beder har vi en tendens til at forholde os på samme måde. Vi følger princippet: „jo mere desto bedre”.Vi vil mangfoldiggøre udvortes former og forvente en konkret gevinst. Men hvad gør man for at en bøn ikke skal værre en opremsning af en række formler, men være en uadskillelig del af en selv? Således at den bliver til eet med ens liv? Det er et problem som de kristne blev stillet overfor lige fra den spæde begyndelse. Netop derfor bad Skt. Paul i sit Thessalonikerbrev alle kristne om at bede uophørligt (se 1 Thess 5,17 ). Men hvad betyder det? Mange munke og mange verdslige mennesker har ikke kunnet finde det rigtige svar på dette spørgsmål. Til sidst kom svaret i form af en konkret „sjælelig praksis”.
En bøn der gentages
Munkenes vigtige sjælelige praksis har været og er stadigvæk læsningen af det Hellige Skrift (lectio divina). Men det var ikke en læsning som vi dag forstår det. I dag tænker vi over de ord vi læser, overvejer, søger deres sande betydning. Vi tror at jo mere vi kan finde ud af under læsningen, desto bedre. For Ørkenfædrene var den åndelige læsning snarere et samvær med Guds Ord, en gennemtygning af Ordet, end tænkning. Derfor lærte de mange afsnit af det Hellige Skrift udenad og gentog dem simpelthen. Ved gentagelsen lod de Ordet indtage en plads i deres eget indre. De opsugede Ordet som en svamp opsuger vandet. Afsnit blev naturligvis med tiden kortere. Efterhånden blev de til korte bønne bestående af en enkelt eller nogle enkelte sætninger – i dag vil vi kalde dem for aspirationer. Således opstod en bøn bestående af en enkelt sætning (den monologiske bøn). Udtrykket (en sætning, eller et ord) blev til et refræn, som gentoges dagen rundt. Men det var ikke bare mekanisk gentagelse det var snarere ”hjertes bøn”. Det gjaldt hverken spekulation eller analyse, men om at være „i Guds åsyn”, en fuldkommen koncentration om een ting – om selve Gud. Munkene ledte i det Hellige Skrift efter sætninger der i sig selv kunne være en bøn. For eksempel Tolderens ord: "Gud, vær mig synder nådig!" (Luk 18,13), eller ord udtalt af den blinde tigger fra Jeriko: "Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!" (Mark 10,47). Disse ord tog efterhånden form af en Jesus Bøn: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig Synder!" eller "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig!". Der var mange udtryk som blev gentaget således, men meget hurtigt blev netop Jesusbønnen den mest populære. Skt. John Cassian, en munk, som i det 4de århundrede tilbragte mange år i Ægyptens ørkenklostere, hvor han overtog den monlogisk bøns tradition (”bønnen med kun et ord”) fra Ørkenfædrene, for senere at bringe den til Vestens munke – opsummerer således sin meditationsteknik: „Lad sjælen uafbrudt holde fast ved en meget kort form, indtil den styrket af en uafbrudt og vedvarende meditation, afviser rige og vidtstrakte tanker og bliver indforstået med en beskedenhed, en fattigdom, som kun består i et enkelt vers (...) På denne måde vil vore sjæl lære en fejlfri bøn, hvor tanken ikke længere er beskæftiget med fantasiens forestillinger, hvor man ikke engang udtaler ordene højlydt, hæfter sig ikke ved deres mening, men hvor hjertet brænder med ild, og er fyldt med uudtalt begejstring, og sjælen tørster evindeligt efter mere” Jan Kasjan (John Cassian), Rozmowy z Ojcami, Źródła monastyczne 28 (Samtaler med Fædrene, klosterkilder 28), udgivet Tyniec, Kraków; 2002, s. 437 og 440 (i serien Collationes Patrum XXIV). Og Skt. Jan (Johan) Klimak belærer: „Lad mindet om Jesus være i enhver af dine åndedrag”. Thi ligesom en dråbe vand udhuler stenen, ikke ved stødets kraft, men ved vedvarende fald, således trænger bønnen ind i dit hjerte. En stor hjælp for at følge bønnen med opmærksomhed, for at være tilstede, for at opleve budskabet og begynde igen og igen, kan kroppens stilling kan være.
Åndedræt og lige rygrad
Åndedræt er noget så naturligt at vi næppe lægger mærke til det. Dog har ethvert menneske engang taget det første åndedræt, når det kom til verden. Når det modtog livet fra Gud. Hver gang vi trækker vejret får vi livets gave påny. Når livet kommer til en ende udgiver vi det sidste pust, hvorved vi returnere livet til Gud. Man kan sagtens sige at livet er at ånde. Hvad angår „Navnet” betyder det i den jødekristne tradition „nærværelse”. At kende ens navn vil sige at kende dennes væsen, dens essens. Derfor var det at Moses spurgte Gud om hans navn og det er også derfor navnet mange steder i Bibelen forbliver hemmeligt og ligeledes derfor heder i det andet bud: „Du må ikke misbruge Guds navn”. Lad således mindet om Jesus’ navn være tilstede i ethvert af vore åndedrag. Hver gang vi trækker vejret, får vi livets ånd. Vi bliver bekendt med Gud. Vi modtager. Når vi udånder luft afleverer vi alt som vi har i os til Herren, og siger simpelthen: „forbarm dig over mig”. Med Jesusbønnen som eksempel, kan vi sige at den monologiske bøn består af to dele: indånding (opråbet) – Herre Jesus Kristus (Guds søn); udånding (bekendelse) – forbarm dig over mig (den syndige). Dog er det ikke alt. Det er nemlig svært at beholde koncentrationen som bønnen kræver, hvis man for eksempel sidder i en magelig lænestol eller en sofa. Vi ved jo af erfaring at det ofte ender med en blund eller en drøm. For Ørkenfædrene var imidlertid bønnen (proseuche) og opmærksomheden (prosoche), uadskilleligt knyttet sammen. En stilling med lige rygrad, en stol uden rygstøtte, en skammel til at bede eller en pude kan vise sig at være til stor hjælp for at holde opmærksomheden. Vi sætter os, tilpasser forsigtigt bønnen og åndedraget ved simpelthen hele tiden at gå tilbage til nuet, ved en ustandselig gentagelse af en udvalgt formel. Der kommer tanker frem. Det erfarer vi allerede efter få minutter. Vore tanker vandrer tusinde af veje og vi følger med. Engang går vi ind i fremtiden en anden går vi tilbage til fortiden. Vi bliver som eleverne på vej til Emmaus. De taler „om det som foregik” og spekulerer over „det som kan ske”, som følger deraf er de ikke tilstede, de er ikke inde i nuet og de genkender ikke Herren som følger med dem. Hvis vi opdager at vi tænker over noget vi har set eller hørt, eller laver planer for fremtiden, for os selv eller for andre, eller sidder og venter på at bønnen skal være slut – så går vi simpelthen blidt tilbage til bønnen og dens form. Vi leder ikke efter dybe intellektuelle åbenbaringer, Hellere ikke efter noget usædvanligt, det er bare Jesus – Den Ene „altid nærværende” som er i centrum.
Små slag og lige til
Formen er som et anker, der holder os fast ved nuet. Gud er tilstede i nuet. Han er hverken i fremtiden eller i fortiden. Gud er her og nu, og vil være sammen med os netop her og nu. Jo oftere vi gentager formen desto længere holder vi opmærksomheden og koncentrationen. Det er som en dråbe vand der rammer en sten. Denne meditiation er en beskeden og simpel bøn, hvor det gælder menneskets tilstedeværelse overfor Gud. Det at vi acceptere de små midler, den sparsomme form for bønnen som Ørkenfædrene anbefaler, kan blive et tegn på beredskab til at afgive kontrollen over vort liv og stole på Gud, så enhver af os kan sige: "Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står (…).Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud" (Sl 139,1.4). Når vi ustandseligt vender tilbage til formen, giver vi afkald på vores planer, fantasier, påfund, på vor tid, vi ofrer vort liv til Gud. Sekund efter sekund. Når den kristne bøn praktiseres rigtigt skal den føre til resultatet som hedder "Han skal blive større, jeg skal blive mindre" (Joh 3,30).
Meditation for enhver?
Kristen meditation forstået på denne måde er den mest simple form for kontemplativ bøn, som fører den mediterende, uden tanker eller billeder, frem til Gud. Den Katolske Kirkes Katekismus kalder tilstanden for den tavse kærligheds bøn ("kærlighedens... tavse tale", Carta 6) som San Juan de La Cruz (Johannes af Korset) siger, og understreger at ved den slags bøn har ord ikke deres sædvanlige betydning men fungerer som gnister der antænder kærlighedens ild ("Ordene i den kontemplative bøn er ikke en tale, men kviste, som nærer kærlighedens ild", Katolske Kirkes Katekismus 2717). Denne tradition for kristen meditation, videregivet gennem knap to tusinde år, fortrinsvis i klosterene, blev efter Vatiikan Samlingen II også optaget i verdslige menneskers bedende samfund. Kardinal Josef Ratzinger påpegede i brevet „Om visse aspekter af kristen meditation" at: „ kristen meditation er den form for bøn som i de seneste år har stigende interesse (...) Mange kristne vil i dag meget gerne lære en autentisk og fordybet bøn, skønt moderne tids kultur i høj grad forhindrer tilfredsstillelsen af deres behov for stilhed, koncentration og meditation”. Som svar på dette behov har man i de seneste 20 år oprettet et Centrum for Kristen Meditation ved benediktinerklosteret i Lubin (www.lubin-medytacje.pl), hvor man viderebringer den form for bøn i praksis. Hver måned organiseres i dette kloster meditationsmøder der varer i tre dage. De samler ca. 30 personer ad gangen. De deltagende bevarer stilheden, og tilbringer tiden med bøn over bønnebogen (breviar) sammen med munkene, ca. 5 timers meditation om dagen, og ca. 2 timers simpelt arbejde. På baggrund af erfaringer fra fælles meditation i Lubin-klosteret er der opstået et Lubin Fælleskab for Kristen Meditations. Det samler meditationsgrupper fra hele Polen, nu virkende i en halvsnes polske byer, for at dyrke stille bøn i fællesskab. Desuden virker der både i Polen som i Danmark World Community for Christian Meditation (WCCM) som ledes af fader Laurence Freeman OSB - "Klosteret uden mure" (se www.kristenmeditation.org).
Mange veje
Skt. Basil den Store (Basil af Cezarea) skrev: „Led efter Gud og søg ham af ganske hjerte, og du vil finde ham”. Der findes mange muligheder for at møde Gud – Jesusbønnen er kun en af dem. Det gælder om at finde ens individuelle vej, finde ud af hvilken slags bøn der egner sig bedst for en. Jeg er dybt overbevidst om, at det er Guds ønske ikke bare at bede i al almindelighed, men til at vælge en konkret form. Nogle finder deres vej i den karismatiske bevægelse, andre i rosenkransen, nogle i spekulation, og nogle andre i form af meditation, som her er beskrevet i korthed.
Hvis du ønsker at bede og endnu ikke har besluttet hvordan, kan kristen meditation måske være svaret. Hvis du allerede har fundet din vej – bliv ved! "For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke" (Rom 8,26). Muligheden for at bede uophørligt er en gave Herren har givet os. Vi skal bare blive ved.
Fader Maksymilian Nawara OSB,
Leder et Centrum for Kristen Meditation Benediktiner klosteret i lokaliteten Lubin (Polen).