Om bøn som tilværelse (1)

Skrevet den 1. februar 2020. Skrevet i Praksis.

Om bøn som tilværelse
af fader Jacek Bolewski, jesuitter

I. Introduktion: Meditation i Vesten

Vi skal tale om emnet bøn, og især overveje en speciel type bøn, en bedende holdning. Den mest præcise betegnelse er den som i titlen ”om tilværelse i bøn”. Det kræver en forklaring og den kommer vi til, skridt for skridt idet vi taget udgangspunkt i en anden betegnelse af bøn – en bøn som meditation.

I.1. Moderne meditation

Meditation er blevet moderne. Derpå tyder ikke blot et stort antal bøger som handler om dette emne. Ordet „meditation” trænger sig på fra annoncer og plakater i de mest befærdede gader og pladser i vore byer, endnu mere end fra bøgernes omslag. Selv forbigående der ikke hæfter sig ved annoncernes indhold, får indprentet i hukommelsen de ord der er slået op med store bogstaver: MEDITATION, dertil eventuelt med tilføjelser som TRANSCENDENTAL, ØSTLIG, eller ZEN MEDITATION... Og hvis den forbigående standser interesseret og læser indholdet, få han at vide at der afholdes kursus og findes mødesteder, hvor alle interesserede tilbydes større eller mindre indvielse.

Moden for meditation er som så meget andet indvandret vestfra. Ord fra annoncerne antyder, at meditation sættes i forbindelse med det fjerne Østens religioner, især med hinduisme eller buddhisme. Interessen for Østen er slet ikke ny i Vesten, den begyndte så tidligt som i oplysningens tidsalder, da Europa begyndte at gå bort fra kristendommen, og søgte andre mere ”inspirerende” former for religion. I de intellektuelle kredse var det i begyndelsen konfutianisme der kom på mode, senere også hinduismens filosofi, og til sidst buddhismen. Sidstnævnte blev i forrige århundrede især populær i De Forenede Stater, hvor det en overgang så ud til at buddismen, specielt zen buddismen genstopstod i en ny form; meget sigende var en af bogtitlerne: „Zen – Vestens morgengry” … (Philip Kapleau, Zen: Dawn in the West, 1979). Østlige mestre førte kursus i meditation, som blev meget populære blandt vestlige intellektuelle og efterhånden også fandt vejen til Europa. Der kom også kristne mestre i zen. En af de første var den tyske johannittermunk Hugo Enomiya-Lassalle, som tilbragte størsteparten af sit liv i Japan, hvor han blev anerkendt som mester af de stedlige buddhister. Derefter startede han kursus i meditation i forskellige lande i Vesteuropa, idet han samlede både buddhistiske og kristne elementer. Jeg deltog i hans kursus i Tyskland, ved overgangen fra 1970erne til 1980erne. Et af hans værker er betitlet „Zen meditation for kristne” (Zen-Meditation für Christen, Frankfurt am Main 1968).

Det er nu sådan at enhver mode medfører en risiko for at man koncentreres om det ydre, det forbigående. Derfor oplever vi også at det som er „moderne” så ofte ændres. Mon ikke det er på same måde med meditation? Det ser dog ud til at der med tiden dukker en Chance op for dybere forståelse, måske også fordi her mødes østlige og vestlige tendenser. Allerede de østlige mestre advarede mod faren for en overfladisk tolkning. En enkelt, Gopi Krishna, svarede således på et spørgsmål om meditation som blev stillet ham under et møde med unge tyskere: „Jo oftere jeg hører europæere tale om meditation, desto stærkere føler jeg at jeg I grunden burde fraråde dem denne praksis. De forstår nemlig slet ikke hvad det hele drejer sig om. Tag blot nogle af jeres egne hellige skrifter, og i vil finde det samme som i vores: du skal elske din næste; du skal elske Gud; du skal elske din næste ved Gud. Alt det andet er overflødigt. Der står ingen steder at du skal meditere. Men hvis du vil elske Gud og din næste, og opdager den store sandhed at meditation kan være dig til hjælp, ja at meditation ligefrem kan være den helt afgørende hjælp på vejen, så skal du meditere; dog hvis du ikke opdager dette, så skal du lade meditation hvile i fred”.

Den østlige mesters vidnesbyrd som henviser til kristen sandhed og praksis kan kun forstås således: meditation har til syvende og sidst mening kun når den leder til større kærlighed til Gud og den næste. Det skal understreges fordi det samtidig gælder at afvise forskellige misforståelser, som „moden” for meditation giver god anledning til. Det er nok noget der er værd at granske lidt nærmere.

I.2. Misforståelser med hensyn til meditation

En misforståelse som fremkommer oftest, især når man hører modstanderne af den „moderne” praksis, er argumentet at meditation er virkelighedsflugt. Det er imidlertid rigtigt at nogle af dens former kan give et sådant indtryk. Dog kan man fremsætte det samme argument mod mange andre former for religiøs praksis, som i deres væremåde afviger fra det gængse... Set fra denne synsvinkel kunne man sagtens stemple som virkelighedsfjern ikke blot livet i munkeordener, især de kontemplative; men også en almindelig rejse på retræte eller en længere stund ofret på bøn i al almindelighed. Derfor er det simpelthen nødvendigt at se lidt nærmere på tingene.

Lad os til at begynde konstatere at selve begrebet „meditation” er af vestlig oprindelse, betegnelsen er nemlig dannet af det latinske ord meditari, som er navnet på en fremgangsmåde som alt efter det område som den anvendes på, kan betyde: en gentagen øvelse, en optræning til en bestemt livsholdning, eller at lære noget udenad. Når det gælder de første eremitter og munke måde at bede på betød meditation i starten højlydt eller stille gentagelse af en tekst, hovedsagligt uddrag af det Hellige Skrift. Formålet med gentagelserne var ikke blot at lære en sådan tekst udenad men også en dybere, eksistentiel tilegnelse af den tekst man læste op. Således blev en „meditation” af Skriften sammenstillet med den måde, hvorpå nogle dyr drøvtygger maden, for at få mere indhold ud af den.

Denne oprindelige betydning er væsensforskellige fra en senere, som udvikledes fra middelalderen i de kristne traktater om bøn: „meditation” var blevet et synonym for en spekulativ bøn hvor man reflekterede og drog sine konklusioner angående forskellige spørgsmål. Noget lignende gør sig gældende i dag når vi siger om nogen at pågældende meditere, vil man uvilkårligt spørge: hvor om? Eller: om hvad? Måske netop derfor vil man i dag sammenføre begrebet „meditation”, hvorom også taler skt. Ignatius Loyola i sine „Åndelige øvelser” (Exercita spirituali ), med ”at tænke” i det moderne sprog – eller med henvisning til en betragtende bøn... Imidlertid kan man tydeligt se af de tekster som er skrevet af skt. Ignatius, og ligesådan slutte at hans praktiske holdning til hans bøn, at han mente en mere omfattende forståelse af bøn og meditation. Det bekræftes af bemærkninger i de „Åndelige øvelser” hvor han siger at meditation ikke blot skal omfatte tanker men også vilje, også de forskellige sanser og hele kroppens ydre holdning – altså kort sagt hele mennesket. Ligeledes det at Ignatius ofte nævner „meditation og kontemplation” i et drag kan være et tegn på en mere omfattende opfattelse af meditation som religiøs praksis der ikke er begrænset at ”overvejelser” men som tværtimod kommer meget tæt på den oprindelige betydning – og betegner bøn som en meget ligetil religiøs praksis der simpelthen vil inddrage hele det bedende menneske.

Denne mere simple forståelse af meditation imødegår den østlige tolkning, hvor det ligeledes ikke så meget gælder en tankeaktivitet, som en simpel og total koncentration om een ting. Det kommer derved tydeligt frem at dybere forstået meditation ikke er nogen form for virkelighedsflugt eller benægtelse af virkeligheden, ikke noget negativ men tværtimod en positiv aktivitet, fordi den tilsigte at acceptere virkeligheden ganske som den er, en holdning der i overensstemmelse med den indiske mesters intuitive forståelse kan betegnes som en kærlighed der omfatter både Gud og den næste, som simpelthen er altomfattende.

Mange misforståelser omkring begrebet meditation tager sit udspring i en modstilling af den vestlige og den østlige opfattelse. Af ovenstående fremkommer det imidlertid ganske klart at erkendelsen af de fælles træk kræver en dybere refleksion, helt ned til rødderne. Det fælles træk er, udover det umiddelbare og den nødvendige koncentration, den vægt som tillægges det praktiske, en vedvarende gentagelse af øvelserne. Man møder ofte kritiske bemærkninger hvor den østlige praksis kaldes for „meditationsteknik” mens man i Vesten taler om øvelse, men betegnelsen øvelse er i virkeligheden mest rammende i begge tilfælde. Det væsentlige er nemlig i begge tilfælde ikke „hvad man gør”, som det gælder i en teknik, men den rigtige åndelige indstilling, som kan beskrives forskelligt, alt efter hvilken traditionen en given religion henviser til. Vi har allerede talt om koncentration, og om kærligheden – og det vil vi komme tilbage til. Men først lad os koncentrere os om at betragte meditation som bøn.

I.3. Meditation som bøn

En bøn må ses i forbindelse med en tro hvor Gud betragtes som en person, som det er muligt at optage personlig kontakt til. Derfor skulle man kunne slutte at bøn er noget som udelukkende fremkommer i de religioner hvor Gud opfattes som person. Men i kristendommen er det personlige ved Gud slet ikke så indlysende, det er en hemmelighed, fordi man jo ikke bare kan sige at Gud „er en person”, da Gud er en hemmelighed. Det er bedre at sige at ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4, 8,) en kærlighed som omfatter flere personer. Af denne grund er vor bøn også noget mere end et menneskes henvendelse til en guddommelig person. Hvis vi ikke har det i minde, er der fare for at simplificere bønnens betydning. Hvis vi forestiller også vor henvendelse til Gud i lighed med vor henvendelse til et andet menneske, har vi en tilbøjelighed til at betragte bønnen som en aktivitet som Gud ”burde” besvare. Når vi er nået såvidt, kan vi undre os over, ja vi kan blive harmfulde på Gud, fordi han ikke svarer os, skønt vi tydeligt beder ham om et eller andet. I virkeligheden er sandheden om en bøn denne at den først og fremmest henvender sig „til” Gud, og meningen derved er at komme Gud nærmere, men i grunden er en bøn noget der lige fra begyndelsen foregår „hos Gud” da vi „lever i ham, ånder og er i ham” (ApG 17, 28). Det betyder således at grundlaget for vor bøn overhovedet ikke ligger i vores aktivitet, men netop i Guds aktivitet hos os, som gør os i stand til at handle på den rigtige måde, også når vi beder en bøn.

Vi vil analysere det mere dybtgående senere, når vi gå over til teori og praksis i meditation. Indtil videre må det være nok at have den fornemmelse, at en bøn er noget mere end en direkte henvendelse „til” Gud. Det betyder at vi er blevet åbne for en dybere forståelse af meditation, hvori det gælder en total koncentration om een ting. Denne ene ting kan i grunden, som vi vil erfare, være hvad som helst, en hvilken som helst del af virkeligheden, men det væsentlige er en åndelig holdning, som byder på åbenhed for hele virkeligheden – for en virkelighed som omfatter alt – under forskellige former. Denne åbning alene, som det væsentligste i meditation kan betegnes som en bøn, dog ikke som taksigelse eller ytring af et ønske, men dybere – som at hengive sig selv til en hemmelighed, der omfatter os, giver os liv og alt det andet, som vi har brug for. Vor hengivelse er en personlig handling, idet vi åbner os for det dybeste, for det indre og det allervigtigste, som har rødder i og fører os ind til det overpersonlige, for den guddommelige hemmelighed, som er højere end den menneskelige personlighed, og som danner grundlagt for vores menneskelighed.

At kalde meditation for en bøn kan vi betragte som kristen udvidelse af den østlige opfattelse. Denne udvidelse ligger i at vi i meditationen, som en total koncentration om det ene, lægger særlig vægt på den personlige, dynamiske side af vores åbning for en hemmelighed, som ikke blot er en „ligegyldig”, inaktiv baggrund for meditationen, men som er en aktiv faktor i vor handling, som styrker denne handling, giver den retning og mening. Den bedende holdning betyder her en form for bevidsthed, inde i os, der siger at vi ikke er alene i vor meditation, men er omfattet af en stor hemmelighed, en guddommelig virkelighed, som vi forsøger at gøre os modtagelige for. Vi interesserer os således ikke for os selv eller vore problemer, som vi ville berette til Gud, for at bede ham om hjælp. Vi hengiver bare os selv til Ham, takket vor holdning i meditation, idet vi er klar over at det vigtigste ikke er om Han vil høre os, fordi det gør han altid. Det vigtigste er imidlertid at vi hører Ham, at vi vil lytte til Ham under meditationen – i bedende holdning – at vi vil lytte til den virkelighed Han har givet os og hvor Han selv er tilstede.

Meditation betragtet som bøn begynder med øvelser, det vil sige med konkrete handlinger, men i dybden gælder det en holdning, som efterhånden skal omfatte alle vore handlinger. Denne holdning kan defineres i det ignatianske sprog som at være kontemplativ handling „in actione contemplativus”. Andre ord har Jesus for det i Evangeliet, idet han opfordrer os: „Våg altid, og bed om, at I må få styrken...” (Luk 21,36). Den uophørlige bøn beskrives som en agtsom holdning, og vores åbning for virkeligheden på en opmærksom måde, således at vi øjner Gud som den kraft der virker. Også apostlen Paul opfordrer til uophørlig bøn: „bed uophørligt” (1 Thess 5, 17)]. Det er netop det vi lærer under meditationen – en simpel koncentration om det ene.

II. Praktisk meditation

Vi begynder med praksis, med nogle anvisninger for hvordan vi skal bære os ad, hvordan vil skal øve os i en mediterende holdning. Det er en holdning som tilsigter simpelhed, og derfor må simpelheden være et udgangspunkt. Når vi går videre vil jeg delvis støtte mig til den beskrivelse, som jeg har givet for mange år siden i en lille bog med titlen „Simpel øvelse i meditation” (Prosta praktyka medytacji (polsk) udgivet 1992). Den praksis der beskrivers er universel, den kan anvendes såvel af repræsentanter for forskellige religioner, som ikke troende, som søger en dybere erfaring af virkeligheden og dens hemmelighed. Trods alt vil jeg endvidere i beskrivelsen fra tid til anden henvise til kristen sprogbrug, for til sidst, i den sidste del som udelukkende teoretisk, begrunde dybere den beskrevne praksis.

II.1. Simpelheden – koncentration om een ting

Dersom meditation medfører en kontemplativ holdning i handling, lad os gå ud fra en velkendt scene fra Evangeliet, der som regel fortolkes som en modsætning af handling og kontemplation, mens den i virkeligheden viser en vej til enhed. De to forskellige holdninger er repræsenteret ved de to søstre, Martha og Maria. Den ældre Martha handler, hun forbereder et måltid for Gæsten, mens Maria sidder hos Ham og lytter til Hans lære. Vi husker hendes ord rettet til den ældre søster: „»Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting” (Luk 10, 41). Jesus siger ikke i denne scene hvad den ene ting er, det fremkommer af sammenhængen at Han tænker på Marias holdning, som har hengivet sig til at lytte til Hans ord, ganske koncentreret om at høre efter når Han taler. Jesus vil på ingen måde opstille en modsætning mellem Marias aflytning og hendes syn ganske koncentreret om Ham på den ene side, og på den anden side Marthas aktivitet som jo selvfølgelig er nyttebringende. Martha savner dog koncentration: i stedet for at samles om een ting, i det givne øjeblik om sit arbejde for Gæsten, mens hun samtidig tænkte på meget andet – hun havde en række forskellige bekymringer, og var desuden distraheret fordi hun følte en uvilje mod sin søster der havde noget andet at tage sig for. Jesus satte hende til rette, for at lovprise koncentration om een ting og modsætte den en holdning hvor man var spredt over mange bekymringer og problemer. Fordi til sidst er det kun koncentration om een ting – hvad enten det er bøn, eller arbejde – der er vejen til det Ene, til enheden, hvori også forskellen mellem „den ene” (som en part) og „det eneste” (som helhed) finder sin opfyldelse.

Hvordan foregår dette i meditationen i form af bøn? Lad os minde om at koncentrationen i vor meditation oprindeligt gjaldt Guds ord, ikke så meget som genstand for spekulation, men gentaget på en rolig måde, for at finde sig tilrette med det, for at identificere sig selv med ordet. Også hvor der flere ord, hvis teksten fra Skriften er længere, gælder det altid om een ting: at finde frem til Guds ord som er indeholdt, at tilegne sig dette, som kræver total koncentration om selve ordet, uden at fortabe sig i billeder, i tanker eller associationer. Man bør helt forvandle sig til lytning, ligesom Maria der lyttede til Jesus. Eremitter som begyndte at dyrke meditation, opdagede til sidst at det var nok at gentage et eneste ord, Jesus navn, fordi Skriften jo siger at „der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (ApG 4, 12)].

Denne mest simple form for meditation kræver gradvis forberedelse. I vores liv går vores vej til bøn går igennem forskellige faser, og ændres alt som vi modnes. Som børn koncentrerer vi os om ord eller billeder, senere kommer også tankerne med i vor bøn, ligeledes overvejelser og følelser. Som voksne mennesker oplever vi dog problemer med koncentration, især gælder det at få styr på vore tanker; også vore følelser er i vejen, specielt negative følelser, de er jo knyttet til uvilje, anger, frustration, præcist det som fratager os lysten til alting også til at bede en bøn. Men imidlertid er alt dette – vore tanker, oplevelser, daglige erfaringer – noget som bør være indlemmet i vor bøn, hvis vi skal udvikle os og åbne os og hele vort liv for Guds handlinger. Man kan prøve forskellige veje for at integrere hele vort indre liv i en bedende holdning. Men vi opnår ikke integration, hvis vi selv vil prøve at samle alle disse bestanddele i vort indre i en enhed. Meditationen viser heldigvis en lettere og mere effektiv vej.

Mediterende koncentration om een ting begynder med det, vi alt for ofte glemmer i vor bøn. Vi prøver at koncentrere os om vort indre, men vil glemmer vort ydre , vort legeme eller vi mener det er en hindring. En koncentration hvori man vil forsøge at løsrive sig fra sit legeme ville være ufuldkommen, den vil ikke kunne føre til rigtig koncentration om een ting. Det gælder ikke at udelukke men om at omfatte legemet, om et accept som giver dybere beherskelse, ikke et overherredømme opnået „ved magt”. Derfor er vejen til koncentration ikke at knibe øjnene sammen, at bide tænder fast, at krølle panden eller på anden måde at spænde vore muskler. Alt dette bringer kun større spænding, bringer træthed og gør det svært at holde stillingen. På denne måde kan man ikke engang berolige vore tanker. De vil måske forsvinde for en kortere stund, men snart vil alene den spændte positur bringe nye tanker frem, slet ikke de tanker som vi måske ventede for at samle os om dem, men ganske enkelt en distraktion forårsaget af vores unaturlige stilling.

Hvordan skal man bære sig for at medtage kroppen i vor meditation? Da den mest iøjnefaldende hindring for koncentration er spredte og omflakkende tanker, er det ikke tankerne der skal hjælpe os. En hjælp kan derimod opnås ved „at indlemme” tanker, „binde dem fast” idet vi vil koncentrere os om selve kroppen. I stedet for at hengive os til stadig nye tanker, kan vi give os hen på en anden måde: at lade sig selv standse ved kroppens ubevægelighed. At indtage kroppens ubevægelige stilling skal letteregøre, opgave at fokusere vor opmærksomhed: at koncentrere os om eet. Dette ene mål for koncentration kan i begyndelsen være vor krop. Det vigtigste ved kroppens stilling er at holde en lige rygrad, desuden at indtage en sådan stilling som man kan holde uden at ændre den mens meditationen varer. Når vi vil „indlemme” vore tanker er det mindre væsentligt om vi koncentrerer os om en enkelt kropsdel eller om kroppen som helhed. Det kan være os til hjælp at holde sig til en bestemt rækkefølge: i første række samler vi opmærksomheden om de dele af kroppen som er under pres i den stilling vi har valgt, dernæst forflytter vi opmærksomheden gradvis til andre dele af kroppen – fra enden og opad, langs en ret rygrad eller langs hænderne – dernæst i retning nedad langs benene osv. Det vigtige er at man hvert sted holde en stund, fornemmer den kropsdel man er nået til og den følelse som kommer fra den del (det kan være pres, varme, berøring med tøj osv.), og hvis vi føler spænding eller smerte, forsøger vi at tage imod den, fordi vedkendelse alene kan „aflade” følelserne så meget at vi er i stand til at holde stillingen – i den tid som vi forinden har bestemt. Denne koncentration som omfatter hele kroppen – fra oven - omfatter også mere... Ikke kun fordi selve koncentrationen er vores åndelige aktivitet. Allerede på det tidspunkt hvor vi koncentreres om kroppen „alene”, ser vi uvilkårligt dens enhed med omgivelserne. Alene de følelser vi har ved berøringen med tøjet, eller med jorden, gør det umuligt „at lukke os” indenfor kroppens grænser. Også fornemmelser som kommer fra andre sanser ikke kun berøringen men især hørelsen, minder os ustandseligt om at vi ikke er alene om vor krop – at den er tilstede indeni en meget større helhed, i en stor og mangeartet verden. Vi søger enhed med vor krop, ikke i modsætning til verdens mangfoldighed, men ved at åbne os for en dybere enhed – indeni verden og sammen med den.

Kroppens bøn fører os længere og dybere... Den næste øvelse er en koncentration som gå dybere i vor krop – søger ind i vort åndedræt. Vi bevarer samme stilling som indtil nu – både udadtil og indadtil – og koncentrerer os „om det ene”, og det ene er udtrykt i et enkelt element af vor kropslige liv: nemlig åndedrættet. Man kan sige, at det er den mindst kropslige del i vor krop, det mest åndelige element; det er også derfor Skriften vælger netop at tale om åndedrættet når den fortæller om menneskets skabelsen efter Guds billede på en overført måde : „Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (1 Mos 2, 7). Denne livsånde – vort åndedræt – er et livstegn fra selve Gud, fra Hans Ånd. Denne overgang i vore øvelser kan beskrives følgende: når vi allerede har omfattet kroppen med koncentration – fundet en enhed der er åben for omgivelserne – da kan vi samle opmærksomheden om åndedrættet, et nyt tegn for kropslig og åndelig enhed med den verden som vi er omgivet af. Det er meget vigtigt hvordan, på hvilken måde, vi koncentrerer vor opmærksomhed om dette ene – om livsånden. Åndedrættet har vi jo haft før, inden vi opdage det. Nu er vi nået længere frem fordi vi har åbnet os for åndedrættets tilstedeværelse. Det skal ikke forstås således at vi på nogen måde „styrer” vort åndedræt ved for eksempel at ånde dybere eller på anden måde at gøre noget ved det. Det er ganske tilstrækkeligt at vi simpelthen „iagttager” åndedrættet som det er. Det skal ses som det er; vi skal ikke ændre på noget, blot følge opmærksomt i åndedrættets naturlige rytme: indånding – udånding. Ikke mere.

Men der er mere som venter os alligevel – i åndedrættet. Dens to forskellige faser danner et pust. En hemmelig enhed, tilsyneladende statisk i sin evige bevægelse: indånding – udåndingen, som kan beskues i overgangen – mellem indånding og udånding. Indåndingen giver os luft, som er nødvendig for at leve. I et øjeblik er det nok, og derefter fjerner organismen det som er skadeligt for den – den udånder det. Det er netop den overgang vil skal koncentrere os om: et øjeblik af „stilhed” som kommer igen og igen, et øjeblik hvor man nyder den stadig tilbagekommende gave – livets gave. Vi vil kunne koncentrere os bedst ved at forestille os at vi oplever hver indånding som den sidste: som om den bringer fyldestgørende og ikke blot midlertidig liv – en overgang til Livet som helhed.

Vi er kommet igennem to faser i koncentrationen, først om kroppen, så om åndedrættet. Det er en forberedelse til den sidste fase: at sammenkoble åndedrættet med udtalelsen af Jesus navn. Gentagelse af Guds navn er i mange religioner en vej til forening med selve Gud, som ikke blot åbenbares men også skjules i dette navn. I kristendommen kan man gentage navnet Abba, Fader – følgende Ånden, som beder i os, og bekræfter derved at vi er Guds børn. Men i ørkenfedrænes tradition er det fastslået at gentage Jesus navn: Gud frelser os... Vi er ikke givet andet navn der frelser...

Udtalelsen af Jesus navn fuldfører den tidligere koncentration om kroppen og om åndedrættet. Vi er nået frem til en meditation i dens fyldestgørende, kristne form knyttet til Jesus Kristus. Når vi begynder vor meditation, er det godt i begyndelsen at hellige en stund, i hvert fald et kort øjeblik for koncentration om kroppen, som afsluttes med overførelsen til åndedrættet. Efter en sådan forberedelse retter vi „desuden” vor opmærksomhed på Jesus navn. Dette „ekstra” element dukker op på samme måde som vi tidligere har oplevet dengang vor vi „opdagede” åndedrættet. Vi begynder at nævne Navnet i det indre, uden at brug vor egen stemme, men på denne måde at vi først ligesom opdager den „åndelige” tilstedeværelse af Navnet, skønt det selvfølgelig har været der før. Udtalelsen falder samen med åndedrættet. Erfaringen viser at det letteste er at gøre det på følgende måde: indånding (som er kortere) kommer sammen med Je-, og udåndingen (som er længere) kommer sammen med suuuus. Intet udover koncentrationen om dette ene: Jesus navn.

Lad os lægge mærke til at den oprindelige form Jesus navnet var det aramæiske: Joshua.. Det er givet at Maria hørte det netop sådan i sin Åbenbaring (Lukas 1,31). Tre lyde, som giver to ord, og een mening: Gud / frel-ser – Jo/shu-a, med tryk på det sidste... Når vi i enigheden med Jesus moder gentager: Jo-shuaaaa, i den samlede enhed af indåndingen (Jo) og udåndingen (shuaaa), gør vi os åbne for selve Gud og Hans frelsende virkning.

Maria, den første som tog imod Jesus, hjælper os når vi koncentrerer os om Ham i bøn. Efter en indledende forberedelse – koncentration om kroppen og åndedrættet – kan man begynde at bede “Hil dig, Maria” frem til ordene: „... og velsignet er dit livs frugt, Jesus”. Og på det sted standser vi – vi holder ved Navnet. Først når tiden for en bøn er passeret, kommer resten “Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere, nu og i vor dødestime. Amen”

Der kan ikke være nogen tvivl om at Maria „nu” beder sammen med os – i en bøn hvor vi efter hende gentager: Joshua. I Ham åbnes det „nu” for Guds evighed. I den tid som går, nærmer vi os for hvert sekund det sidste, det evige sidste sekund for os: Tilstedeværelsen som bringer os den fulde lykke. I ethvert åndedræt kommer der – som vi har sagt før – et øjebliks „stilhed”, en opfyldelse med den nye portion luft – livsånden. I koncentration oplever vi hvert pust som det sidste. I den sidste ende holder tiden op med at være der: der kommer et øjeblik hvor vi under indåndingen udtaler Jo-, og hvor det viser sig at resten kommer som en opfyldelse hvor man gå over til den anden side – til livet, hvor „udåndingen” vil kommer som afslappelse, som hvile hos Gud.

II.2. Ikke-handling – som åbning for dybere handling

Mediterende koncentration om det ene betyder at vi begrænser vor handling til så lidt som muligt. Dette „lidt” er dog slet ikke så lille, dersom det omfatter så mange forskellige former for koncentration (kroppen, åndedrættet, Navnet). Men vi så også at selve koncentrationen ikke er nogen form for handling, i hvert fald ikke forstået således at det kræver en ekstra anstrengelse eller spænding. Vi skal koncentrere os om åndedrættet såvel som om Navnet således at vi simpelthen åbner os for virkningen af „selve” åndedrættet og Navnet som følger. Vi skal blot tilføje vor opmærksomhed til det som foregår af sig selv, uden at vi bidrager til det. Dette „ene” som vi har brug for, er slet ikke nogen ny form for handling, men kun vågenhed, hele vor opmærksomhed rettet mod det som foregår – indeni os og udenfor. Vi koncentrerer os dog ikke om „alt” men kun om een ting – slutteligt kun om Jesus navn i forening med åndedrættet.

Denne minimale handling eller ikke-handling fra vor side er at åbne os for en dybere handlemåde, som foregår inde i os. Under vor handling skjuler sig vor tilværelse, ikke kun vor egen eksistens, men også vor Kilde, allerførste Begyndelse. Vi kommer senere tilbage til denne – den dybeste form for meditation. Indtil videre skal vi holde os til begrebet ikke-handling, det vil sige at vi ser meditation fra en negativ side, vi ser altså på alt det vi skal efterlade under meditation.

Her er der således plads for at tale om vanskeligheder ved meditation. En koncentration om een ting er det sådan set en simpel praksis, Men de vanskeligheder vi alligevel møder på vejen beviser hvor langt vi er kommet bort fra det simple. Noget lignende gør sig gældende hvad angår ikke-handling i meditation: de fleste vanskeligheder forårsages af at vi i vort liv først og fremmest er indstillet på handling, derfor har vi problemer når den skal „begrænses”. Naturligvis er handling også vigtig, men vigtigere er den ånd som opliver handlingen. Vore handlinger indholder mange egoistiske elementer og derfor har vi brug for en rensning. Det lyder måske afvisende når vi på vejen til meditation ikke skal indstille os på noget „behageligt”, men på en besværlig rensende erfaring – for en „skærsild”. Men „skærsilden” er dog uundgåelig på vej til „himlen”, på vej til forening med Gud. Det finder sin bekræftelse i erfaringer hentet af mystikere og helgene – mennesker som har gennemgået skærsilden allerede her på jorden og derfor kunne gå direkte i himlen efter døden.

Lad os fremhæve en udtalelse af Kirkegaard, som jeg kan lide at gentage: det er ikke vejen som er vanskelig, det er vanskeligheder som er vejen. Vanskeligheder som dukker op i den mediterendes praksis kan være tegn på vejen, som fortæller os om alt det, som stadigvæk står mellem os og simpelhed.

Lad os begynde med de udvortes vanskeligheder, i forbindelse med kroppens stilling. For nogle mennesker er ubevægelighed – selv når den kun varer en kort stund – en sand tortur. Der er mange som har problemer med at holde rygraden ret oppe. Dertil kommer forskellige smerter der gør sig gældende i kroppen, spændte muskler, krampe, kriblen osv.– listen kunne blive lang. Nogle af disse fornemmelser stammer sandsynligvis fra en forkert kropsstilling, udvejen er altså at finde frem til en stilling som man kan udholde under meditationen. Der forekommer dog også smerter som har årsag i indre spændinger, somatiske smerter, hvor en ændret stilling ikke kan være til stor hjælp fordi de bliver ved efter meditationen. I en sådan situation må man ikke blot udholde men modtage smerten, forsøge at acceptere den. Det er netop et sted hvor vi har den første chance for at erfare, at vanskelighederne kan vise os en ny vej. I vor koncentration som omfatter kroppen kan smerte være et tegn, et signal der fortæller os både hvor og også hvordan vi skal koncentrere os: ved at acceptere smerten, idet vi tager den som en del af vor krop, et udtryk for en eksisterende spænding – og ved en sådan indstilling kan vi „bære” smerten. Vi skal „bære” den i to faser, i dobbelt betydning; det gælder er ikke kun at holde ud og blive ved, det er også muligt at overvinde smerten: hvis har accepteret den uden forbehold, således at vi ikke engang ønske at blive fri, vil vi opdage at den åndelige spænding i forbindelse med smerten forsvinder – det bliver os ligegyldigt, om smerten er der eller ej, og det viser sig så at den virkelig forsvinder...

Den slags erfaringer giver os en ekstra motivering til at fortsætte meditationen, fordi vejen åbenbart kan føre videre. Hvad mere, nu hvor problemer med kroppens stilling er overstået afsløres nye vanskeligheder. Når opret kropsstilling ikke længere skaber problemer (i hvert fald ikke under meditation), viser det sig at hovedproblemet er den åndelige stilling. Vanskelighederne fra denne side tager i begyndelsen hovedsagligt form af forskellige spredte tanker, adspredelse i forbindelse med vores forskellige reaktioner på det som foregår rundt omkring og inde i os selv. Det er et selvfølge at vi ikke kan udelukke alle indtryk, fordi vore sanser er en del af vor kropslige og sanselige kommunikation med omverdenen. Derfor skal sanseindtryk ikke opfattes som „adspredelse”, vi skal kun fokusere på vore åndelige reaktioner – især vores tanker og forestillinger, billeder som vi selv danner under disse indtryk. Manglende koncentration ser vi når vi opdager at det ikke er kroppens sanseindtryk, åndedrættet eller Jesus navn som optager os men noget andet: som oftest forskellige spekulationer eller forestillinger. Når vi er optaget af dem, kan det undgå vores opmærksomhed; vi sidder simpelthen i dem til „op over ørerne”, vi er ganske optager af dem. Vi er fordybet i vore egne tanker, og opdager først at det sker, når det i et glimt ser at vi „har glemt” åndedrættet eller Navnet, som vi ikke længere fokuserer vor opmærksomhed på. Vi vil opleve dette igen og igen: vi ville koncentrere os om det ene, men vi har så meget andet, i vores tanker, i vores forestillinger som forstyrrer.

Hvordan gennemføres den rensning som skal finde sted i meditation? Det er ikke som man umiddelbart kunne tro „ved at berolige sig selv” eller „finde ro”, således at vi kan koncentrere os og undgå unødvendig adspredelse og holde op med bekymringer. Det er noget man forholdsvis hurtigt kan opnår „ved anstrengelse”, når vi retter vores energi og opmærksomhed på at undgå utilsigtede tanker – eller ved at skubbe væk (fornægte!) det som dukker op, hvortil vi anspænder os. Vi forsøger nemlig at gøre noget kunstigt, i stedet for at koncentrere os om åndedrættet og Navnet, arbejder vi for at manipulere de uønskede distraktioner bort. På denne måde kan vi føre os til nogle „tilstande” som kan opfattes som „behagelige” og antage at de er netop er resultatet som vi tilsigter. Men ved at dvæle ved dette mister vi den vigtigste målsætning for vor meditation. For at give det sort på hvidt: vejen går ikke over „behagelige” tilstande, som vi kan nyde. Vor eneste vejviser er fastholdelsen af Navnet, uden at ænse alt det andet. Kun når vil ikke lader os forføre af denne falske „syrenesang” og de ekstraordinære indtryk, kan vi nærmere os til en dybere ro – ved at gå rensningens vej.

Det er rigtignok uro, der ganske ofte tilkendegiver os at at der finder en rensning sted, men... det er en særlig slags uro, forårsaget eller udløst af meditationen. Tanker og forestillinger som begynder at hvirvle rundt, netop som vi er blev vandt med kroppens ubevægelighed, betyder ikke at meditationen er blevet mindre frugtbringende; det er snarere endnu en vanskelighed der samtidig er et tegn til os, som viser den videre vej. Alene den kendsgerning at tegnet er tilstede betyder at vi er i gang med et fremskridt: fordi mediterende „handling” er begrænset til een ting (at holde fast ved Navnet), derfor kan alt det, som normalt er dæmpet af vor daglige aktivitet, komme frem i dagens lys. I første omgang er det tanker og forestillinger... Men bagved skjules noget mere. Så længe vi dvæler ved vore tankeverden, dvs. så længe vi i stedet for at at lade den være, udviser en mental aktivitet og udvikler tankerne videre, så længe kan vi ikke komme ind til det som skjules bagved. Men jo længere vil lader selve Navnet overtage ledelsen, og ikke tillader at tanker og forestillinger løsriver os fra Ham, desto tydeligere falder tankerne til ro af sig selv og lader pladsen for det som forsøger at manifestere sig igennem dem. Vi oplever en dybere uro som ligger udenfor vor tankeverden – i vore følelsers verden.

Det er ikke nok at rense og berolige vore tanker, dersom kilden til problemerne findes i en sammensat, langt mindre ligetil holdning i det åndelige. De vanskeligheder som vi møder ved mediterende koncentration, viser os klart i hvor høj grad vi er afhængige af vore følelsers verden: det er netop dem som behersker vore handlinger skønt (eller rettere sagt: fordi) vi ikke er klar over deres virkning. Lad os derfor se nøje på det som foregår i os under den distraktion som forekommer under meditation. Hvis vi f.eks. begynder at føle uro, er den en uro der skjuler sig bag forskellige tanker, som kommer i stedet. Vi kommer pludselig i tanker om forskellige ting som har foruroliget os, vi er bekymret for fremtiden – og snart dukker forskellige scenarier op i vort minde, og der overvejes forskellige muligheder. Vi løber vildt i disse tanker, begynder at overveje problemer, som er sammenknyttet, men vi er ikke klar over at disse tanker aldrig vil falde til ro, så længe vi er behersket af en dybere uro, som er skjult ind under og som demonstrerer sin tilstedeværelse i disse tanker. Noget lignede gør sig gældende når vi føler uvilje eller anger. Også i disse tilfælde har vi en række tanker, hvori disse følelser søger at udtrykke dem; det kan være bestemte personer som vi føler uvilje imod, og som vi pludselig er kommet i tanker om, vores uvilje kan også blive rettet direkte mod meditationen, og vi begynder at spekulerer om vore øvelser i det hele taget har nogen mening, om det ikke ville være bedre at bruge den tid på noget „nyttigt”. Og så videre – man kan blive ved med at finde eksempler.

Gennemførelsen af rensningen under meditationen kræver altså at skelne mellem på den en side tanker, forestillinger, eller simpelthen forskellige genstande som dukker op i vort sind, stadig bedre alt eftersom meditationen træder frem, og på den anden side mellem følelser som vi har og som demonstrerer sig selv også i form af „ genstande”. Det er meget vigtigt at vi finder disse skillelinier og det er også forklaringen på, hvorfor vores bøn omtales som „genstandsløs”. Ganske vist forekommer under meditationen forskellige „genstande” – tanker og forestillinger om genstande og personer – men vor opmærksomhed rettes andre steder, uden om dem, og tillader ikke at vi holder ved dem, men drager videre – mod det ene, dybere mod Det Ene. Det første skridt gå ud på at afvise adspredende tanker, men det andet kræver opmærksomheden rettet mod underliggende følelser som distraherer og det gælder såvel de „behagelige” som de enerverende og mørke følelser. Disse følelser som i starten kan være gemt inden i „genstande” altså tænkte og forestillede genstande, kan sætte sig ind for at optage vor opmærksomhed – som „ikke-substantiele” tilstande (frigjorde for tanker og forestillinger). Men uanset om det er behagelige eller ubehagelige følelser, må man ikke koncentrere sig om dem som noget „dybere”, en mere raffineret „genstand” men man skal henvende sig til det ene, til Navnet. Kun Jesus navn er „genstand” for vor opmærksomhed som et tegn fra, som bringer det „substantielle”og det „ikke- substantielle”, det menneskelige og det guddommelige sammen i en enhed „uden at blande”men også „uden at dele”.

Vanskelighederne som vi møder under meditationen, er af ambivalent karakter; der sammenblandes elementer af det gode og det onde. De er et udtryk for en sammenblanding som er tilstede i vort sjæl og ligeledes i vort liv. Men i meditationen gælder det ikke om „substantiel” adskillelse af det gode fra det onde, for vi skal jo ikke rette vor opmærksomhed på noget substantielt, kun på en ting, nemlig Navnet. Og det eneste vi skal skelne imellem hele tiden er om vi holder fast ved Navnet, eller mister koncentrationen og lader opmærksomheden vandre andetsteds. Således kan man i meditation ikke tale om dårlige genstande der optager vor opmærksomhed, dårligt er kun det at vi ledes bort fra at samle opmærksomheden om Jesus. Fordi derved afsløres en meget væsentlig mangel i vor åndelige holdning: vi er kommet så langt væk for simpelheden at vi ikke engang i den korte tid meditationen tager er i stand til at koncentrere os om een ting. Vi anerkender ganske vist Jesus som vor Herre, men når vi forsøge at underkaste os hans herredømme kommer det frem at vi er alt for meget optaget af en masse andre ting. Vi er ikke virkelig frie, vi har ikke den frihed som kommer fra Kristus. Og det er kun Ham som kan frelse os, og kun hvis vil holder fast ved hans rensende virkning.

At holde fast ved Jesus i Hans navn betyder ikke at man påkalder Ham eller henvender sig til Ham; det skal snarere forstås som anerkendelse af Hans tilstedeværelse – det at han er i os og hos os: JESUS, Joshua. Meditationen minder os om at Han er dybest i os, fordi vi alle er skabt hos Ham „Men for os kun er én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus, ved ham er alle ting, og vi ved ham” (1 Kor 8, 6); ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef 2,10). Derfor kræver meditation kun en eneste handling fra vores side: at holde fast ved Ham, at blive ved med at underkaste os Hans virkning, som renser os og bevirke, at vor handlinger og hele vor tilværelse bliver i Hans forbillede.

II.3. At være til – opmærksomhed, tilstedeværelse

Vi er således nået frem til meditationens dybeste lag: nemlig at man samles om een ting i en inaktiv holdning som betyder at vi åbner os for Jesus aktivitet, for selve det at være, således at vi er tilstede samtidig med Den som vi skylder vores tilværelse. Vi har før omtalt meditation som at lytte. Først at lytte til vort åndedræt, dybere at lytte til Jesus navn. Vi har under denne fase brugt den ene af vore sanser, hørelsen. Men det drejer sig ikke kun om at lytte, man skal også se, og endnu bedre fornemme ved at tilspidse alle sanserne, samle hele vor opmærksomhed. Det er en holdning som man kan kalde for opmærksomhed, at udvise opmærksomhed. Jeg vil nu henvise til den ungarske johanittermunk Franz Jalics, som jeg opfatter som min mest fuldkomne åndelige mester. Når Franz Jalics taler om meditation, tænker han først tog fremmest på ovennævnte praksis og herunder i første række den tid man har ofret på meditation. Det er netop det han har i tankerne, når siger „en halv times meditation” eller han overvejer „hvad der foregik under meditation”. Den simple bøn foretrækker han dog at kalde for kontemplation, derfor hedder også hans store, pragtfulde bog „Kontemplativ Retræte” (Kontemplative Exerzitien, Würzburg 1994). Fader Jalics repræsenterer det ignatianske synspunkt: meditation i dens simpleste, oprindelige form fører til kontemplation, derfor er de nedenstående overvejelser en udvidelse af den før beskrevne praksis.

Begrebet contemplari fra latin betyder beskuelse, en opmærksom forfølgelse. Derfor starter Jalics med overvejelser i forbindelse med opmærksomhed. Han bringer i minde at enhver menneskelig aktivitet bygger på tre skridt: at iagttage, at tænke og at handle.

I begyndelsen er det altid iagttagelse – i den videste betydning som erkendelse. Der findes sanselig erkendelse som at høre, at føle, at smage, at se og at lugte. Den åndelige erkendelse kaldes også klarlæggelse, opfattelse, forståelse. Alt dette svarer til latinsk perceptio og det væsentlige i det er, at det er en brøkdel af virkeligheden som gør sig gældende for os.

Efter iagttagelsen kommer tænkningen. Det er vor første reaktion på det som vi har opfattet. Vi anbringer den virkelighed vi har observeret i en bestemt orden og på denne måde sker der en diskursiv tænkning i hjernen: overvejelse, sammenligning, analyse, planlægning og valg eller beslutning.

Det tredie skridt er udførelse. Vi omdanner vore tanker til handling. Vi blive aktive og afstedkommer en handling.

Disse tre reaktioner følger ganske nødvendigvis efter hinanden. Ingen kan ændre denne rækkefølge.

I vor moderne verden hvor alting foregå i hast kommer denne udvikling stadig mere ud af balance. Man lægger alt for stort et pres på andet og tredie skridt mens erkendelsen, iagttagelsen bliver skubbet ned på et mindre vigtigt plan. Næppe har vi iagttaget noget før vi straks skal betænke, overveje, vurdere, ofte også gruble. I den sidste ende kommer vi som regel til den slutning at vi er imod en del og ønsker at ændre en masse. På denne måde optræder vi som „aktive i initiativrige”, og forfalder til hektisk overaktivitet. Der mangler plads for opmærksomhed.

Og dog er det netop opmærksomheden som er vejen til Gud. Den kontemplative bøn er en iagttagelse. I det evige liv vil vi ikke tænke på Gud, men beskue Ham. Vi vil hellere ikke på nogen måde udvise udvortes aktivitet overfor Gud, men iagttage og elske Ham. Det som i himlen bliver vor eneste beskæftigelse, begynder allerede på jorden. I begyndelsen er vi dog ikke opmærksomme på Guds tilstedeværelse, fordi vor urolige hjerne og vores hektiske aktivitet forhindrer os i at udvise opmærksomhed. Hvis vi vil forberede os til kontemplationens gave, må vi lære at være opmærksomme.

At være opmærksom betyder at være bevidst. Opmærksomhed er en åndelig aktivitet det er bevidsthedens aktivitet. At være opmærksom betyder også at være bevidst. Tanker og ønsker bringer os tilbage til fortiden eller frem til fremtiden. Det som er til nu (i det øjeblik), er tilstedeværelse. Fortiden har været og er forbi. Tilbage er kun minder og en eftervirkning. Fremtiden er ikke kommet endnu. At være indstillet på virkeligheden betyder: at være bevidst og tilstede i nutiden. Gud er tilgængelig i nutiden. Derfor taler man i bendiktinmunkenes tradition om „tilstedeværelsen i Guds åsyn” som målsætning for den åndelige vej. Men da vi som regel lever i fortiden og i fremtiden, skal vi først lære at være til i nutiden. En vedvarende opmærksomhed vil lede os til Guds tilstedeværelse.

At iagttage, at være bevidst, at eksistere og at være til er i grunden synonymer.

Opmærksomheden bliver man ikke træt af som af tanker og handlinger. Da vi har arbejdet ved hjælp af vore hænder eller vor hjerne, trænger vi til tage en pause for at hvile. Opmærksomheden er den højeste form for hvile. Havde det ikke været således ville vi være nødt til at afbryde vore aktiviteter ustandseligt for at hvile ud efter beskuelsen af Gud. Nej! Opmærksomheden, forfrisker og giver os nye kræfter. Den som forstår at hvile når gradvis frem til kontemplation. Og den som går ind i kontemplation, hviler ud.

Vi lærer opmærksomheden på denne måde, at vi forsøger at at være tilstede i længere tid uden at gå ind i tanker og uden at optage handlinger. Deri ligger vanskeligheden i vor lærdom. Alle mennesker har en evne til at iagttage, men straks efter en brøkdel af et sekund begynder de at tænke. Derved ledes opmærksomheden bort fra iagttagelsen og hen til vore egne ideer. Vi skal lære at blive ved med at være opmærksomme.

Det betyder en stor forskel. Vi indbydes til at lade tanker og handlinger hvile under meditation, således at vi kan begynde at iagttage. Når vi opdager at vi alligevel er blevet adspredte og er tilbage i tankernes verden, går vi straks tilbage til opmærksomheden. Her gælder det et trættende og vedvarende arbejde i detaljer, som kræver at man går helt op i det. Det er en vedvarende opgave der skal uddybes og uddybes indtil vejs ende.

Disse overvejelser af Jalics tillader os at forstår bedre meditationens enhed som en koncentration om det ene og som ikke-handling – dertil har vi kontemplation, hvor både koncentration, og ikke-handling er tilstede i en opmærksom holdning. Iagttagelsen går ikke blot forud for tænkning og handling, men danner også grundlaget for erkendelsen, fordi den åbner os på langt dybere måde for selve tilstedeværelsen. Derfor kan vi, takket være vor kontemplation, iagttage den tilværelse som omgiver os, selve virkeligheden og derved også Gud. Vi tænker ikke på Gud, vi forsøger ikke at forestille os Ham; når vi er fuldkommen opmærksomme, er vi også fuldkommen tilstede – og vi danner en enhed med tilværelsen, med Ham, som ER. Denne holdning indøver vi dog under meditation på en konkret måde: vores opmærksomhed bygger på at iagttage Navnet, knyttet sammen med åndedrættet. Når det gælder Jalics, lægger han større vægt på at iagttage Navnet samtidig med at fornemme sammenlagte håndflader, men senere, efter at han havde skrevet bogen, lagde han også tryk på at fornemme en anden del af kroppen, som symbol for menneskets åndelige centrum... Men i alle tilfælde gælder det først og fremmest opmærksomheden, som sker uden nogle som helst tanker, og slet ingen handling bortset fra denne ene: at åbne os for Jesus i hans navn.

Opmærksomheden er knyttet sammen med Jesus navn og betyder at man åbner sig for Gud tilstedeværelse, som er den fyldestgørende aktivitet (at være hos Gud og at handle er een ting). Her får vi en dybere forklaring for den mediterende praksis som vi før har beskrevet. Vi husker at vi skulle lade alle tanker forsvinde. Når vi derefter mærkede følelser dukke op som var skjult dybere, fulgte vi samme princip, vi skulle lade dem forsvinde og koncentrere hele opmærksomheden om Navnet. Men det er vanskeligere at blive fri for følelserne fordi de har dybere rødder og virker stærkere på os. Under denne fase i meditationen skal vort forsøge på at blive følelserne kvit støttes af vort beredskab til at tage den pine det kræver at „holde ud”. Ethvert forsøg på at presse på følelserne giver kun det resultat at vi støder dem fra, og det er ingen løsning af problemet, fordi fornægtede følelser bliver ikke væk men gå kun i skjul igen, og vi er stadigvæk under deres indflydelse. Det som hjælper er at være opmærksom på dem og tage dem imod – ofre dem til Jesus, som har den dybeste indflydelse i os og som derfor kan befri os for dem.

Når vi under meditationen når til følelsernes zone, især når vi er inde ved de mørke og negative følelser, er den spontane reaktion at tænke og handle. Vi spørger os selv hvor denne mørke kommer fra, hvorfor vi har den i os og hvordan vi kan skaffe os af med den. Derved bliver vi igen aktive og falder tilbage til tanker og handlinger. Imidlertid giver den kontemplative meditation os en anden, langt mere effektiv vej. Man skal holde fast ved opmærksomheden og ved enheden med Navnet. På denne måde kommer vi dybere ind i os selv, i det mørke lag som er årsagen til vor pine. Vi er nødt til at lade denne pine komme og holde den ud. Men hvad der på denne måde er holdt ud af piner i enhed med Jesus, er også frelst. Det kommer ikke igen. Fra dybden af vor tilværelse, hvor vi henvendte os, får vi så meget lys og kraft, at vi vinder mod til at gå videre.

Som afslutning på den praktiske del af vore overvejelser skal vi tage et skridt hen imod den teoretiske begrundelse, og her vil jeg igen henvise til Jalics. Den tilværelse, hvortil vor meditation, befriet for tanker og handlinger, vil føre os er den mest simple del af vort væsen. Dens aktuelle situation kan beskrives ved at henvise til Bibelens fortælling om skabelsen. Jalics giver den følgende tolkning:

I fortællingen om skabelsen læser vi at „Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag” (1 Mos 1,31). Mennesket levede i harmoni med Gud og alle skabningerne. Efter en bestemt tid syndede Adam og Eva. Derefter blev de udvist af Paradis (1 Mos 3,1-24). Dette skal ikke forstås således at to mennesker engang i fortiden blev udvist fra et sted. Det skal snarere forstås som en beskrivelse at menneskets stilling i al almindelighed. I fortællingen om skabelsen symboliseres vor moderne virkelighed i form af et historisk sagn. Denne historie vil fortælle os at ethvert menneske indeni har en god kerne. I denne kerne er mennesket en helhed, det er sundt, det er sig bevidst hvor meget det er elsket og støttet af Gud; det har fornemmelsen af sin tilværelse hos Gud. Denne oprindelige situation har vi fået som et billede om Paradiset, om Eden (1 Mos 2,4b-25).

Syndefaldet som har fundet sted bagefter, skal udtrykke den kendsgerning, at der rundt om den sunde kerne har lagt sig et mørkt svøb (1 Mos 3,1-24). Dette svøb er dog ikke det dybeste i et menneske. Det er den anden virkelighed, som er komet senere og blot dækker for den sunde kerne. Det mørke svøb hører ikke til det væsentligste i et menneske. Vi finder det bekræftet i Bibelen hvor vi få fortalt at Paradisets Have ikke blev likvideret men det var kun mennesket der blev udvist af Haven. Engelen med det flammende sværd spærrede vejen til Paradiset så mennesket ikke kunne komme tilbage. Menneskets tilværelse efter faldet er beskrevet som tjørn, møje, smerte og død. Mennesket skulle med stor anstrengelse arbejde for føden. Det betød et liv i utålelig smerte. Ligesom Paradiset er også dette livsrum en menneskelig virkelighed. Det er det mørke svøb som har lagt sig ovenpå den sunde kerne i os og som vi kan opleve hver dag.

For at leve i mindre smerte, dækker mennesker deres pinlige beskaffenhed under en skorpe. Den anskueliggør menneskets modstand mod smerte og mørke. Det er en par excellence forsvarsmekanisme. Denne skorpe hviler som en betonplade på vort mørke svøb og derfor dækker den også over vore følelser. Uden at løfte denne plade kan vi ikke nå ind til vore følelser og naturligvis hellere ikke til den sunde kerne. Vi lever på overfladen af vor inderste tilværelsen, uden adgang til den sunde kerne, til Paradisets Have som dog stadigvæk er tilstede dybt inde.

Kontemplativ meditation forstået som en ligetil iagttagelse af alt som findes, leder os skridt for skridt til den sunde kerne. Først og fremmest lærer vi derved den rigtige holdning i sammenstød med den hårde skorpe som spærrer vejen og når vi har opdaget den – at komme igennem det mørke svøb af negative følelser. Vi behøver ikke at handle selv , vi skal blot blive ved med iagttage. Gør vi det sker alting med Hjælp fra den sunde kerne inde i os, hvor det er Gud som handler, mens vi åbner os mere og mere for hans virkning.

III. Visionen – meditationens teori

Vi har brugt megen tid på omtalen af praksis fordi kun gennem vedvarende øvelser kan vi nå ind til guddommelige som arbejder i vort indre, og på denne måde ændre os selv ved hjælp af Guds handling inde i os. Vi gå nu over til visionen, dvs. teorien (theoria er græsk og betyder først og fremmest: at iagttage – med stor opmærksomhed), som giver os begrundelsen for meditationens vej. Vi vil ligesom indtil nu holde os til den bibelske og kristne vision, for lige i slutningen at fremhæve dens universelle betydning.

III.1. Begyndelsen og menneskets centrum efter Guds billede

Lad os endnu engang gå ud fra fader Jalics vision som en opsummering af vor nuværende tilstand. Vi har en sund indre kerne, som kan give os muligheden for at erfare, hvem vi er hos Gud og hvad der i os repræsenterer Gud, hvordan Gud elsker os og beskytter, hvorledes vi er Guds børn, Helligåndens tempel, Jesus Kristus lemmer, hvorledes hele treenigheden bor i os. Over den sunde åndelige kerne ligger et mørkt og smertefuldt lag af synder, som spærrer os vejen til vores gode sunde kerne. I flugten fra vort mørke svøb har vi bygget en dæmning op som vi kalder for skorpe. Den skal beskytte os mod det mørke og muliggøre at leve på en mindre smertefuld måde. Prisen er dog at vi ligeledes bliver adskilt fra vort virkelige indre, den dybeste tilværelse som ligger Gud nærmest.

Lad os tilføje: Bibelens fortælling om menneskets begyndelse er ikke kun en teologisk vision af de første mennesker, men også en vision af vor centrum, det som er tilstede dybt inde i enhver af os. Den sunde kerne i mennesket er netop vor eksistens efter Guds billede. Helt nøjagtig siger Bibelen i Guds egen mund om menneskets skabelse „i Vort billede” „Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«v27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,26-27). Vi lægger her mærke til to ting. På den ene side er det Guds udtalelse i flertal, som bebuder Treenighedens mysterium. På den anden side har vi udtrykket „ efter billede” som ikke blot betyder at mennesket er en afbildning af Gud. „efter billede” betyder: „efter Guds billede”, dvs. Efter et billede som er skjult i selve Gud. Det betyder at der i Gud findes et billede efter hvilket Han skabte mennesket. De første mennesker var kun kopier af dette billede, mens selve Gud kom i menneskelig form i Jesus fra Nazaret, der som Guds enefødte Søn, simpelthen er Guds synlig billede, som han også beskrives i forskellige udtalelser i Det Nye Testamente (se Kol 1,15; Rom 8,29). Først takket være Ham fuldføres sandheden om skabelsen fordi vi kan erfare hvordan det er at være „efter Guds billede”. Det er tilstrækkelig at iagttage Jesus opmærksomt og følge i hans spor, hvad han også selv opfordrer os til i Evangeliet. Men at følge betyder ikke at kopier – hverken Hans livsstil eller Hans holdning. Det gælder snarere at slutte sig til ham som den nulevende (den usynlige!) i Treenigheden med Helligånden og Faderen, for ved denne enhed blive et nyt, personligt billede af den usynlige Gud. Derfor forbød det Gamle Testamente at male billeder af Gud, fordi han selv skabte et billede – i det levende menneske, hvortil Det Nye Testamente tilføjer, at det billede er mest fuldkomment i den legemlige form af Jesus.

I det centrale i vor tilværelse, hvortil meditationen fører os, vil det menneskelige åbne sig for sin egen kilde som er hos Gud. Vi slutter os til hemmeligheden som er skjult i mennesket-Guden, hemmeligheden for den gudelige-menneskelige enhed, som ved Jesus er beskrevet som enhed „uden blanding” og „uden adskillelse” af menneskelig og guddommelig natur. Sådanne beskrivelser er af negativ karakter, de siger os hvad enheden ikke er: den er ikke dualisme, som adskiller Skaberen og skabelsen, den er ikke panteisme, som blander begge virkeligheder. Hvordan er denne enhed positivt beskrevet? Det er en hemmelighed, der ikke kan udtrykkes i menneskelig sprog, tanker, forestillinger, følelser... Det er simpelthen vor tilværelse som er omgivet af al anden tilværelse, hvori vi „lever, bevæger os og er til”. Netop denne Tilværelse beskriver bedst Den som ER i person, således at han kan sige JEG ER om sig selv (se 2 Mos 3,15). I dette navn samles alle beskrivelser som kommer senere, især det vigtigste af dem alle som siger jeg „er kærlighed”. Kærligheden afspejler nemlig det personlig denne Tilværelsens hemmelighed, een eksistens i flere personer, hvis fællesskab ikke er „tilintetgørelse” eller „opløsning” i enheden som en dråbe eller bølge i havet, men en fuldførelse.

Lad os gå tilbage til iagttagelsen, at hos Gud er det at være og at handle det samme. Det betyder at den guddommelige fuldførelse er en dynamisk enhed, men ikke på en sådan måde hvor det ene følger efter det andet. I den uendelige Tilværelse sker alt „samtidigt”, som om ingen handling fandt sted. En tilgængelig udlæggelse af denne sandhed finder vi i Bibelens fortælling om skabelsen som Guds handling, som fuldførelse i ro, i selve tilværelsen (se 1 Mos 2,2). Dersom vi er skabt „i Guds billede”, bør også vor handling begynde i centrum, hvori vi „hviler”, hos Gud. Ved hjælp af meditation bliver vi således – kontemplative i handling.

III.2. Egocentrisme og adspredelse

Bibelens vision viser ikke alene menneskets skabelse og en symbolsk mening, men også syndet som menneskets handling, der vender sig od ham selv, fordi det vender ham væk fra Gud. Ved at synde er mennesket gået bort fra sit oprindelige, dybeste centrum: fra Gud og fra sig selv. Et menneskelige indre, skabt i Guds billede, er ganske vist ikke forsvundet, men vi har mistet adgangen og derfor forestiller vi os at vores „jeg” er autonomisk, fordi vi ikke ser dets kilde, selve Tilværelsen. Vi ønsker var være „sig selv” gennem det vi „selv” gør og tænker, uden at bemærke, at selvom vi ønsker at være anderledes end andre, er vi dog stadigvæk afhængige af dem. Vi lever og handler på overfladen og prøver at komme ind i dybden ved hjælp psykologi eller andre videnskaber, men vi kommer ikke af sted fordi vi ikke mere interesserer os for at være, for tilværelsens hemmelighed.

Vor bortgang fra vort centrum efter syndefaldet er ikke så meget en „udvisning” beordret af Gud, men mere vores egen bortgåelse, forflyttelse, til en tilværelse hvor vi stiller vort centrum et andet sted – inde i os selv eller i verden, men aldrig hos Gud. Derfor kan vores situation efter syndefaldet beskrives som en ny situation hvor der i menneskets liv er opstået et nyt centrum: foruden det oprindelige, teocentriske, hvor den sunde kerne var rettet mod Gud, er der dukket op et egocentrisk, rettet mod sig selv.

Under en meditation oplever vi mange former for egocentrisme: i stedet for at koncentrere os om Navnet, kredser vi hele tiden rundt om vores „egne” anliggender, forskellige tanker og følelser. Vore bekymringer retter os ind på os selv. De udtrykker altid „min” bekymring, „mine” byrder, som „jeg” skal bære. Vi danner os en verden fuld af bekymringer, hvor ego er i midten, som om det var en guddom. Noget lignende sker med vores ønsker som danner en verden, hvor jeg er i centrum og alt andet er underordnet,og kan udformes efter min vilje. Ligeledes vore ønsker, danner en ernæring for vor egocentrisme. Den bliver ved at med at holde fast ved sine målsætninger. Et menneske som vurderer alting udefra sit egoistiske synspunkt udviser stædighed og vil for enhver pris presse sine egne interesser igennem. Et udslag for egocentrisme er også negative følelser, som igen retter os mod sig selv. Den som er frygtsom ser kun farerne som truer ham selv. Den som er rasende, oplever magtteløshed, fordi han ikke kan tilfredsstille sit eget jeg. Den som føler foragt ser kun at han er bedre eller har en større viden end de andre. Noget lignende gør sig gældende for enhver anden negativ følelse, der i hvert tilfælde blot er et udslag for vor egocentrisme.

Jalics minder om, at Den Hellige Skrift og teologien deler egocentrismen i tre grupper: begær efter rigdom (havesyge), begær efter magt og begær efter pragt. Jesus ønsker at frelse os, idet han vil åbne os på ny for en teocentrisk holdning: han rejser os fra dybden af vor begær efter rigdom, magt og pragt og formaner os til opofrelse, til at serve og beundre Gud. Vi finder en klar illustration for denne tendens i bønnen „Fader Vor” (Matt 6,9-13). I denne bøn begynder man netop med at bede om at være fri for disse negative holdninger. Jesus opfordrer os mennesker, som kræver magt til at bede: „komme dit rige”. Derved siger vi jo også: „Herre! Vi ønsker ikke vores rige, men Dit rige. Lad det udvikle sig for os og iblandt os”. Når vi lider af magtbegær prøver vi at påtvinge andre mennesker vores vilje. Jesus lærer os at vi skal sige:

„Herre, lad ikke min vilje, men din vilje råde”. Men første og fremmest beder vi: Helliget blive, ikke mit navn, men dit navn”. Deri ligger afkaldet på vor egen pragt til fordel for Guds pragt. Og som om det ikke var nok gentager vi også de tre elementer i teocentrismen:! „For dit er Riget og magten og æren i evighed” hvorved vi afgiver begær for rigdom, magt og pragt.

Lad os til sidst bemærke, at den egocentriske holdning er det omvendte af den teocentriske ordensrække, hvori enheden er åben for mangfoldigheden. Efter syndefaldet vendte mangfoldighed vrangsiden og blev til enhed – fordelinger opstod, fordi mennesker vendte dem væk fra Gud. I stedet for en anerkendelse af mangfoldigheden indenfor enheden kom fordelinger. Mennesker blev splittede, adskilte fra Gud. Derfor oplever vi under meditationen en adspredelse, som tegn på at vi har problemer med mangfoldigheden, fordi vi er kommet langt væk fra enheden – med Gud, med vort personlige centrum, og følgelig også med andre mennesker.

III.3. Gennem følelser til kærlighed til Gud

Vi kommer tilbage til vort virkelige centrum gennem meditation. Vi efterlader alt som fører os væk fra Navnet, vi henvender os til Ham – med alting... Der er kun brug Eet, derfor prøver vi at give fuldkommen udtryk for det under meditationen. Vores egocentrisme afsløres ikke sjældent i den motivering vi har for meditationen. Mange leder efter „en oplevelse af stilhed”. Vi er trætte af ræset og ønsker at komme det på afstand. Andre beslutter dem for at dyrke meditation i håb om at det vil forbedre deres arbejde. Der er også nogle som forventer at de få klare tanker og kan træffe gode beslutninger. Der dem som forventer en helbredende virkning. Ret ofte er formålet at oplive den tabte eller meget svage religiøse tro. Der er mange som vil gennemgå deres fortid og ændre deres deres handlemåde eller tænke over fremtiden. Nogle gange betragter man meditation som en slags terapi. Alt dette tyder dog på at man leder efter Guds gaver og ikke efter Gud selv. Men meditation som kontemplativ bøn er udelukkende søgen efter Gud og foretages i tillid til Ham, i tillid til at Han vil give os at det vi har brug for „Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33). Denne søgen er ikke handling, vi giver os blot hen hos Gud, med hele vores væsen, hele vor tilværelse. At være til for Gud er den dybeste og mest oprigtige opofrelse – det er også det væsentligste i meditationen.

Selve vor tilværelse som vor kerne, hvorfra den rigtige handling kan hentes kommer Gud nærmest, og kommer vor Tilværelse hos Gud nærmest. Gud ER bare, og hvis noget skal føjes til det så er det blot at„Han er kærlighed”. At gud er kærlighed ses bedst i det perfekte billede – nemlig Jesus af Nazaret, og vi som er skabte hos Kristus, er ikke bare til, vi er også elskede. Vi kender skt. Pauls ord fra den berømte sang om kærlighed, hvor han i begyndelsen siger at uden kærlighed: „er jeg intet” (1 Kor 13,2). Denne sandhed oplever vi ofte i vort liv på en negativ måde: vi føler en mangel på kærlighed, vi mangler andres kærlighed og vores egen kærlighed til dem, og så kommer en fornemmelse der siger os at der ikke er nogen mening med det hele: ikke noget at leve for... Men det negative skjuler en sandhed, hvis fuldkomne – positive – betydning vil først skal opdage. For det er jo rigtig at jeg er ingenting uden kærlighed, men jeg er jo ikke ingenting, jeg er til, altså er jeg også elsket. Medandre ord min tilværelse i Guds billede Ham som ER, og som er kærlighed, er en tilværelse omfattet med kærlighed, som kommer af kærlighed og fuldføres i kærligheden.

En meditation som fører ind i kernen af vor tilværelse fører også til kærlighed. I sin encyklika „Deus caritas est” nævner Benedictus den XVI to slags kærlighed – den græske eros og Bibelens agape – uden at modsætte dem hinanden, men for at forklare at eros, som omfatter attrå og følelser, fuldføres i agape som betyder at ofre sig selv for den elskede. Vi må ikke lade os standse ved følelser, fordi vi også har negative følelser, som forhindrer os i at ofre sig selv. Derfor fører vejen til agape over en rensning af følelserne, over at ofre dem til Jesus, for at han skal rense os. Et menneske fornys gennem meditation, og det vil sige ved at være kontemplativ i handling, man bliver ganske til, og betyder: at man er åben for kærligheden-agape; modtager den fra Gud og bringer videre.

At meditation er nøje knyttet til kærlighed fortæller Jesus, idet han svarer på et spørgsmål angående „det første af alle bud” (Mark 12, 28)]. Han gentager efter Det Gamle Testamente: „Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.” (Mark 12,29-31). Jesus svar siger tilsyneladende ikke noget nyt – intet ud over det man kan finde i Skriften forinden. O dog... Det er jo ganske rigtigt at vi genfinder et bud om kærlighed i hans ord, bud om kærlighed til Gud og vores næste, men vi lægger måske for lidt mærke til, hvordan denne kærlighed er beskrevet. Og det er netop sådan: som en koncentration om det ene, hvor alting er indeholdt.

Alt begynder med holdningen: „Hør”... Det drejer sig ikke om at høre som i dagligdagen, som regel „med det ene øre”, men at høre med fuld opmærksomhed, som, Marie lyttede til Kristus. Koncentration, som udtrykkes i denne holdning, er et udtryk for det ene: „Gud Vor Herre er een”. Guds enhed er troens tilgrundliggende sandhed, ikke kun i Det Gamle men også i Det nye Testamente. Og skønt man først i Det nye Testamente kan se, at Guds enhed ikke udelukker mangfoldighed i Ham selv, da kærligheden er Hans væsen, så kan man dog i Det Gamle Testamente finde en genspejling at denne sandhed om mennesket som skabt i Gud billede. Fordi netop menneskets kærlighed, som bydes i de efterfølgende ord, afsløres som enhed i mangfoldigheden, som alting samlet i eet, om det hvad mennesket er: i kærlighed „med det ganske hjerte, hele sjælen, hele sindet, af al magt”. Fire betegnelser som fører sammen i et: Gud skal elskes totalt – man skal koncentrere om det Ene. Det øvrige – alt det andet – er en følge af denne ene holdning: koncentrationen om Eet – hos Gud og kærlighed – et menneske forenes i kærlighed med sig selv og med andre.

Her forklares det forhold, som blev omtalt af vor indiske mester: forholdet mellem meditation og kærlighed. Begge disse holdninger er i grunden det samme: koncentration om Eet, som omfatter HELE mennesket. At indtage en sådan holdning står oprindeligt i forbindelse med vort forhold til Gud: Det er Ham i første række som Den der som den Eneste, ene Herre, som fortjener en holdning af fuld opmærksomhed og hengivelse. Men denne holdning er ikke kun rettet mod Ham. Den rigtige kærlighed, som vises i budet om kærlighed, som en holdning der kræver fuld opmærksomhed, omfatter både Gud og mennesket: kærlighed til Gud og kærlighed til mennesket – er i grunden een kærlighed, men (endelig) også fordi Gud er blevet til eet med mennesket, fordi han selv er blevet vor næste ved Jesus Kristus. Derfor er alt hvad vi gør under fuldkommen koncentreret opmærksomhed, en koncentration om det Ene, som fremkommer i vor verden som legemliggjort Gud – i Jesus, og i lyset af hans sandhed– i ethvert menneske.

Kraków (Polen), de 28ende februar 2007