Vejledning i bøn

Skrevet den 1. februar 2020. Skrevet i Praksis.

Vejledning i bøn (40 korte kapitler)

af Jacek Bolewski og Maciej Szczęsny, jesuitterne

Indledning

Den bedste vejledning i bøn for kristne er den Person som er den mest fuldkomne leder: „der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus” (1 Tim 2,5). Ved Hans formidling fuldbyrdes menneskehedens forestillinger om Gud og om mulighederne for at komme i kontakt med Gud gennem bøn. Verdens store religioner er et værdifuldt skattekammer for viden, som er erhvervet og viderebragt fra umindelige tider. Der findes mange fælles træk – vi opdager dem i stadig højere grad efterhånden som vi hengiver os til bøn. Det er nemlig ikke viden som åbner os for Guds hemmelighed, men erfaringen af Ham selv, levende i vort personlige liv. Lad os her fremdrage en tanke fremsat af grundlæggeren for Jesuiterordenen: „Det er ikke den store viden, men den indre fornemmelse og efterprøvning af tingene som tilfredsstiller og mætter vor sjæl” st. Ignatius Loyola i Exercita spirituali (Åndelige øvelser).

Bønnen er ikke et mål i sig selv, men et middel på vejen til Ham – bønnen tjener et møde med Gud, et møde som er nødvendigt for at vort liv skal have mening, og bringe os lykke og glæde. De overvejelser som vi vil præsentere i det videre forløb, vil gradvis give et dybere indblik i den teologiske og praktiske side af bønnen som vores hjælp på livets vej. Jesus som åbenbarer os Gud og menneskets hemmelighed fører os frem netop via bønnen – den aldrig svigtende leder...

Vi begynder med de tilgrundliggende spørgsmål, som gælder forhold til forbindelsen mellem bøn og vort liv samt Guds liv. Vi vil her går tilbage til begyndelsens hemmelighed, vel vidende at Jesus afslører „det, der har været skjult, siden verden blev grundlagt” (Mat 13,35). På baggrund af Bibelens vision for skabelsen af mennesket skal vi søge belysning på vejen, som i menneskehedens historie har været og fortsat bliver skygget, ved syndets historie. Guds lys skærer igennem mørket, fordi det er det stærkeste: „Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh 1,5).

De efterfølgende skridt indenfor vore åbning for Lyset, er samtidig en udvikling hvor vi nærmer os Ham takket være vores bøn. Vanskelighederne som før var uløselige bliver klarlagt, vi finder løsninger – ikke alene for de problemer vi har i livet, men for hele vort liv. De bånd som indtil nu virkede, som vores lænker, falder fra, vi udvikler os takket være den proces at vi udstilles for lys ved vor bøn som det er sagt „lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden” (Joh 1,9). Bønnen lærer os „at forstå”, at skelne mellem det Lys vi har fået, og det mørke som er skjult inde i os. Vi bliver klar over at der kun er brug for det ene: nemlig ikke at bøje sig for mørket, men at lade vor Leder føre an. De ledende ord er bønnen for os:

„Led mig, Lyset, giv sin gode omsorg,
Evige Lys!
Natten er så sort, mit hjem er så langt væk,
Lad derfor Lyset vise min vej.
Jeg beder ikke om at se det fjerne Paradis,
Et lille lys for at tage det første skridt er mig nok”.

(John Henry Newman)

1. Det velsignede liv

Vort liv bliver velsignet når vi opdager at det er givet som Guds gave,og dybest inde: Guds liv. Vejen til at opdage denne dybde finder vi i bønnen.

Hvad er det allervigtigste i livet? For at sige det så enkelt som muligt må vi svare: selve livet! Ja, men hvilket liv? – hvorledes? Skal det være lykkeligt, godt? – Ja er det ikke soleklart? Problemet ligger i at vi kan have meget forskellige forestillinger om et sådant liv. Der er en masse faktorer som har indflydelse på vores forestillinger – idag er det måske nok reklamer, som henviser til vores forskellige behov, nogle af dem som ligefrem skaber vores behov, og alle skal overbevise os om nødvendigheden for at tilfredsstille dem... Vi møder også mange tilbud som gælder forskellige ideologier, filosofier, religioner.

Den vision vi finder i Bibelen er ikke kun rettet mod et ”kommende” liv. Dens løfter er også stærkt knyttet til Guds tilstedeværelse, og det vil sige til nutiden, til en nutid hvor Gud betyder et fuldkomment liv, som den mest Levende, som Livet. Hvis alt som lever stammer fra Ham, så betyder det at man kan finde Ham i det levende liv – nu og her.

„Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren!” (Salm 150). At lovprise er en glædelig anerkendelse af Guds storhed, en tak for de mange „store ting” der kommer som Hans gaver. Men at lovprise er noget man skal være moden til... Der er mange vanskeligheder i det menneskelige liv, mange ting kan gå én imod. Det er svært at forstår at det onde også er til i verden. En uforståelig smerte fører til oprør, man begynder at betvivle at den gode Skaber eksisterer. Men i stedet for at lade sig friste til at give ondt af sig, kan man åbne sig selv for en dybere liggende nåde – en uforståelig nåde. Vejen til dette vises af st. Augustin i hans Konfessioner, hvor han ikke nøjes med at erkende sin syndighed, men tilstå – bekender overfor Gud: „Du gør, at det er glædeligt at velsigne dig. Du har nemlig skabt os som rettede imod Dig. Og således er vore hjerter urolige så længe de ikke finde roen hos Dig”.

Den evige hvile... Det er hvad der venter os efter døden, når det er slut med livet og hele dets gøren, aktiviteter, arbejde og anstrengelser. Men inden vi hviler „for evigt”, har vi også hverdag en chance for at hvile i ro – ikke kun i søvnen som er „dødens broder” men også takket være bønnen. Det er meget ofte sådan, at en bøn mere associerer med en pligt end med hvile... Men sandheden er at vi har brug for bøn for at hvile hos Gud. Under hans tilstedeværelse. Livet kan udvikles i tiden kun som en gave givet os af Ham, det kan udvikle sig og finde mening kun ved Guds hjælp. Det er nødvendigt at ofre tid på bønnen for vi skal kunne klarlægge os dette: livets erfaringer betyder at vi erfarer den Levende Gud.

2. At erfare Gud

Når vi prøver at erfare Gud, må vi være forberedt på at Gud først vil prøve os.

Det er absolut ikke tilstrækkeligt at lære Gud at kende „ved formidling”, ved andre menneskers mellemkomst. Det kan være en udmærket begyndelse for en vej til Gud, især når vi hører om Ham i barndommen, fra den nærmeste familie. Men hvis vor erfaring med Tiden ikke bliver mere direkte, mere levende, så er vi udsat for faren for at komme væk fra Gud. Vi kan dog rede bod på skaden når vi ønsker at opnå en levende erfaring af Gud. Det bekræftes klart af salmens skribent som beder: „Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?” (Salm 42, 3).

Guds sande vidner er kun dem, som har haft den mulighed at erfare Ham, og det har også givet dem magt til at bevidne Gud. Her har vi således livet som vejen til et stadig nærmer kendskab til den levende Gud: erfare for at bevidne... Som kristne finder vi det højeste vidnesbyrd for Guds erfaring i Jesus Kristus. Vi nærmer os Ham gradvist i små skridt. En hjælp kan vi finde i det Gamle Testamente, hvor Kristus’ ankomst ventes; og dernæst får vi hjælp fra dem som var de første til at møde Ham, erfare og bevidne. For Kirken, lige fra den tid hvor apostlene levede, er et vidne også en martyr, (og vidne hedder på græsk netop martyr), som er rede til at give sit liv som bevis for højeste troskab overfor Gud, som er kærligheden – og især gælder det overfor fjender. Stefans martyrskab viste to sider af hans erfaring: udadtil var det en grusom død at opleve, slået til døden med stenkast, indadtil var det – som martyrens ord bekræfter – en vision hvor han så Jesus „til højre for Gud” (Apo 7,56). Takket være hans tro blev den død han erfarede en overgang – til et fyldestgørende liv hos Gud.

Jesus’ vidner, som bad deres bønner, har længe fornemmet hemmeligheden ved erfaringen af Gud. De bad ikke: „Gud lad mig kende Dig”, men: „Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker” (Salm 139,23). Den som har oplevet dette og som stod det ved og blev ved med at bede, har også bevidnet: „Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl” (5 Mos 13,4). Beder man, vil man også til sidst forstå at Gud ønsker at prøve os ikke blot for ”prøvens skyld”, men for altid, for al evighed, fordi Han deler sit liv med os. Og takket være vores bønner kan vi opleve overgangen: det at Gud prøver mennesket vil resultere i at menneske vil være i stand til at erfare Gud.

3. Aktivitet og hvile

Livet er broget og sammenflettet: aktivitet blandet med hvile, glæde blandet med smerter... Bøn hjælper i alting, i at komme igennem alting og - frem til fuldbyrdelse.

Et velsignet liv – vita beata – er en fuldbyrdelse af vort liv hos Gud. I traditionen kaldes det somme tider også for visio beatifica, et „lykkeliggørende” syn, som fylder os med velstand... Det er meget vanskeligt at forestille sig fordi: „Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,” (1 Kor 2,9). Al aktivitet i forbindelse med tiden som løbet væk vil holde op og et „evigt hvile” begynder. Det betyder ikke at det bliver „en evig laden til”, man skal absolut ikke sammenligne himlen med „at miste tid” eller „kedsommelighed” uden nogen ende... Et velsignet liv er en fuldbyrdelse i selve Guds livsaktivitet – Ham som Er... Som den mest fuldkomne „væren”, Han er også al virksomhed. Det ses klart af det billede af Skaberen som vi finder i Bibelen hvor hans kreative „arbejde” fuldbyrdes i en „hvile” (Genesis 2,2). Det ene er ikke nogen modsætning til det andet, de to ting supplerer hinanden til en enhed. Det åbenbares af Jesus, som fortolker „sabbath” som et hvile der tilhører Gud og siger: „Min fader arbejder stadig” (Joh 5,17).

Guds virksomhed er en hemmelighed. Det bevises af hans erfaring i vores liv. Guds virksomhed kommer altid i forvejen, er tidligere end vores aktiviteter, det kommer før alting som Skaberens værk, og får det at blive ved Hans egne ord: „Jeg er Alfa og Omega ... Jeg er den første og den sidste” (Joh Åb 1,8.17). Som på engang en begyndelse og et mål er Gud en magt som gennemtrænger alting, også i alt, hele vort liv igennem „For i ham lever vi, ånder vi og er vi” (Ap 17,28). Kan vi erfare det selv, ganske personligt? Hvordan og hvornår kan Guds alt omfattende tilstedeværelse opdages i vort liv? Det er i øjeblikke som slå os ud af vante baner og al form for rutinemæssig handling i hverdagen. Erfaringen er glædelig, den giver os „vinger” og få os til at føle os store når den er gunstig; i dette tilfælde har vi ingen vanskeligheder med at acceptere Guds nåde i vort liv. Når det dog er mindre gunstigt – når det går os imod, forårsager det smerter. Det viser os grænserne for menneskelige handlinger, det viser os at Guds handlinger overgå alting... Vore begrænsninger tjener til at åbne os for mere: for den fuldkomne aktivitet– som er Guds. Man bør standse lidt, hvile – overfor en Begyndelse, finde aktivitet i hvile. Takket været bønnen kan vi dagligt holde „sabbath”, vi kan gøre os selv og vore handlinger salige.

4. En begyndende enhed med Gud

Vor begyndelse er gemt hos Gud, dersom vi er skabt i Hans billede,i et billede som findes hos selve Gud. Et billede som er blevet åbenbaret for os mest fuldkomment, men ikke i de første mennesker men indlemmet som Guds Barn – Jesus.

Bad det første menneske en bøn? Eller mere præcist: hvad kan vi vide angående bønnen som blev bedt i begyndelsen af menneskets historie? Fortidens hemmeligheder fortælles blandt andet i sagn, som er spor efter erfaringer, som er levnet i en eller anden form. Bibelens vision bruger også billedsproget som i gamle fortællinger, for at udtrykke en sandhed om begyndelsen med baggrund i de historiske begivenheder som fandt sted i Israels tidlige historie. Gud blev åbenbaret for det udvalgte folk som Jahve, Den, som ER. Og hvem HAN ER, åbenbares ved hans aktiviteter afspejlet i historien. Bibelens åbenbaringer udmærkes ved deres historiske karakter, fordi det netop er her at menneskernes historie fremstilles som Guds aktiviteter, som arbejder af en Gud der mere og mere kommer til syne – indtil den største begivenhed, højdepunktet, Guds indlemmelse som Jesus Kristus. Vi skylder netop Jesus forklaringen af de tidligere visioner om en begyndelse – også dem i Bibelen.

I beskrivelsen af begyndelsen ifølge Genesis, finder vi den største hemmelighed i Guds ord: „Lad os skabe mennesker i vort billede” (Gen 1,26). Det iøjnefaldende er at der her bruges flertal for betegnelsen af Gud – den første antydning, som fortæller at Guds enhed er åben for et fællesskab – for flere personer... Desuden siges „vort billede” Guds billede og det betyder: efter et billede som findes hos Gud. Om de første mennesker kan det således siges at de var „et billede af et billede”, en endnu ikke fyldestgørende kopi af Guds billede – af et fuldkomment mennesker, Faderens Enefødte Søn– Jesus. Hvad var det som ikke var helt fuldkomment i den begyndelsen som Bibelen viser os? Vi møder i Bibelen et menneske i oprindelig forening med Gud, men en stadigvæk hvilende Gud, som ikke virker, kun „kalder dem” skabningerne (se Gen 2,19). Menneskets første selvstændige aktivitet kommer frem som syndefaldet – der er et brud på den oprindelige forening, ikke blot med Skaberen, men også med skabningerne. Og det betyder: hvis de første menneskers bøn simpelthen var deres oprindelige forening med Gud, som de fik som gave, så var der dog stillet krav om mere. Det var påbudt at udvikle denne enhed ved virksomhed. Det lykkedes ikke for de første mennesker: de begyndte nemlig deres virksomhed helt forkert, idet de lyttede mere til skabninger end til Skaberen. Først den indlemmede Gud-Menneske åbenbarede fuld enighed mellem Skaberen og skabningerne.

5. At se Gud i alt

Det første menneske i enhed med Naturen er en „naturlig mystiker”. Men en helbåren mystik er det at holde enhed med Gud i aktivitet – ved at se Ham i alting.

Vores indtryk af det første menneske er ufuldkomne, også fordi menneskelige forsøg på at forestille sig indholdet i begrebet „oprindelig uskyld” aldrig vil kunne komme til at passe helt, dersom vi mennesker kun kender situationen som der er „efter syndefaldet”... Vore forestillinger om „den gyldne alder” eller om „paradiset” er kun drømme om en verden som ikke er lige vor egen; måske lader vi os endda friste til at tro på et ideelt billede af begyndelsen „efter vort eget” altså rent menneskelige billede. I et sådant billede er der ikke nogen plads for død og smerter... Men kunne livet på jorden dog udvikle sig uden at døden var til? Tidens gang skjuler en dybere lov, det som passerer viser os vejen for livet, og det er netop hvad Jesus retter vor opmærksomhed på: „Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12,24).

Jesus’ perspektiv nærmer os til sandheden, den sandhed om verden som kan ses af een som er uden mindste synd „en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Hebr 4,15). Han giver os muligheden for at se det rigtige billede af alting: af Gud, verden og mennesker. Som Guds Barn ser han verden med guddommelige øjne – som Faderen-Skaberen, som: „så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (Gen 1,31). Det er også det syn der blev givet de første mennesker, hvorom Siraks Bog fortæller (og i virkeligheden er det: Bogen af Siraks søn, Jesus!). Der siges at Skaberen „Han lagde gudsfrygt i deres hjerter for at vise dem sine gerningers storhed” (Sir 17,8). Mystikere tolkede denne „gudsfrygt i hjertet” som „det tredie øje” som skulle været lukket efter syndefaldet, og som først kan genåbnes ved Guds visdom, som vi kan opdage i bøn og tilegne os igen.

Det Gamle Testamente beskæftigede sig meget med Guds visdom. I Det Gamle Testamentes belysning som omfatter skabninger lige fra den spæde begyndelse, kan man også efter syndefaldet se Guds virksomhed i alting. Vi finder bekræftelse for det, hos Siraks kloge søn, som fortæller os: „Alle Herrens gerninger er gode ... Man må ikke sige: »Det ene er værre end det andet« alt vil blive erkendt som noget godt, når det sker på rette tid” (Sir 39, 33, 34). Vejen til et sådant overblik begynder i bønnen. Takket være bønnen finder man den skjulte mening i begivenhederne – som er Guds gaver.

6. I skal blive som Gud...

Mennesket som er blevet skabt efter billedet af Guds Barn, bliver fristet til at skabe sit eget, ugudeligt billede, i ønsket om at blive som Gud – imod Gud.

Vi har en lang vej at gå til visdom og til mystik... Selv som små børn, der er nærmere det naturlige, og derfor også nærmere begyndelsens hemmelighed, kan vi ikke se så lige – som Gud. Jesus sætter os børn som eksempel men ikke i alt. Hvis vi skal blive som børn for at komme „i himmelrige” (Mat 18,3), betyder det at vi som børn der er ”menneskefødt” har brug for at blive født „fra oven”, fra Gud (se Joh 3,3 og videre), for i så fald bliver vi Guds børn som „deler” Faderens hemmeligheder, og det vil nemlig sige at vi med tillid har modtaget Hans „herredømme” – Hans regering – i alting.

Behovet for en „genfødelse” er opstået efter syndefadet, som skabte et forvrænget billede af Gud hos mennesker. Denne forvrængning tog i begyndelsen form af en fristelse: „ I skal blive som Gud”... Men det betyder ikke at ideen om at blive som Gud er komet fra den onde, og af denne grund er blevet en fristelse. Skaberen har jo gjort mennesket efter „lighed og billede”; derfor ønsker Han, at menneskerne skal blive og være som Ham – deres Skaber. Fristelsen gå nogle skridt længere. Ikke alene forsikrer den at: „I bliver som Gud” men få os også til at tænke at vi ligesom Gud: „kan kende godt og ondt” (Gen 3,5). Det kendskab som her nævnes i Genesis, betyder i Bibelens sprog et nært forhold, et kendskab... Når det gælder den onde betyder „kendskabet” med ham at lade ham komme ind i ens liv – ved at give frivilligt efter. Fristelsen har bragt mennesket på afveje, ved at forvrænge sandheden. Jo, det rigtigt at mennesket skule blive som Gud, men ikke imod Skaberen, men ved Hans hjælp – og med Hans nåde.

Menneskets begyndende kald blev udtrykt – og indlemmet! – i Jesus, et perfekt Billede, som førhen var skjult hos Faderen. Også Jesus viser os vejen når han opfordrer: Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! (Mat 5, 48), og barmhjertige (Luk 5, 36)... Og han minder om at „Skriften ikke må afvises”, og det er således stadigvæk forpligtende som er sagt af Gud: „i jeres lov: Jeg har sagt: I er guder” (Joh 10,34). Vi vil blive „som Gud” hvis vi følger vejen som er blevet os vist af Jesus. I hans spor beder vi til Gud: „Abba, Fader”, så at vi kan blive „til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre” (Rom 8,15 og 29) – Guds Børn.

7. Afgudsdyrkelsens fare

Afgudsdyrkelsen er at skabe sig en Gud efter sit eget billede – som en afgud, en idol. Den som lovpriser idolen som Gud, bliver… afstumpet.

Det oprindelige kendskab til Gud var ikke komplet, derfor kunne det føre til syndefaldet. Den „naturlige” mystik, „blot at hvile” i enheden med Skaberen var ikke nok. Mennesket skulle også i sin aktivitet være efter „Guds billede”. Selve billedet, der fandtes skjult hos Skaberen, blev oprindeligt åbenbaret i mennesket, dette levende „billede af et billede”... Det Gamle Testamente forbød at skabe billeder af Gud; det billede han selv havde skabt skulle være tilstrækkeligt – det som blev dannet i den menneskelige skikkelse. Den første fristelse som mennesket blev udsat for, var måske ikke det som slangen bød på... Faren lå skjult i den måde det første menneske så på det andet. Adam så billedet i Eva, dengang han bemærkede: „Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød” (Gen 2,23). Men hvis han kun så et billede af sig selv og nøjedes med det, lå der heri en fare for at lukkede et dybere billede ude, et billede som skulle forblive åbent for mennesker – nemlig Skaberens billede. Fristelsen bevirkede at netop dette kom frem fra sit skjul: det blev en fristelse til at bruge menneskets eget billede som Gud...

I begyndelsen var alting godt, men dog stærkt begrænset. Hvis menneskerne skulle udvise aktiviteter måtte de vælge mellem forskellige goder. Fristelsen dukkede således op i den form at de enkelte goder blev sat højere end Den som skænkende dem – det skete så absolut, som om goderne selv var den højeste gode. Et typisk eksempel for en gode af denne art er frugterne fra træet i paradiset. At gribe denne frugt betød mere end det: det betød også et brud med Skaberen. Menneskernes skyld var i dette tilfælde, som apostlen Paul forklarer det, „For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr” (Rom 1, 21-23). Disse følger af deres synder kommer kun gradvist frem. Afgudsdyrkelsen minder os om, at de billeder af Gud som er dannet af mennesker – blot er afguder, som de også blev kaldt tidligere. Vore problemer med bønnen har en del at gøre med afgudsdyrkelsen – hvorved vi forstår et forkert billede af Gud. En god bøn hjælper os til at klarlægge dette billede og til at rense os selv, så at vi bliver Guds billeder levende.

8. Tabets pris

Vi har vanskeligt ved at vurdere og værdsætte det som vi har fået lige fra begyndelsen – uden at vi har måttet gøre noget til gengæld – som gave, gratis...

„... du er som helbredet; / men hvor højt du skal værdsættes, kan kun den fatte, / som har mistet dig”. Det er måske ikke overflødigt at minde om, at disse ord er hentet fra et meget kendt polsk digt, og at det er fædrelandet som omtales. Fædrelandet beskrives af digteren som barndommens tabte land, ligesom et paradis... Sidst i dette digt Herr Tadeus (Pan Tadeusz) tilføjede digteren strofer om barndommens land som altid vil blive rent og salig, som den første kærlighed. Et lignende billede er skabt af forfatteren til Genesis, hvor de første mennesker først efter syndefaldet så op og blev klar over hvad de havde mistet. Var det nødvendigt at miste den oprindelige enhed med for at værdsætte den? Måske har skylden simpelthen været nødvendig for at uddybe den grænseløse kærlighed af Gud? Det er blevet os mere klart takket være Jesus Kristus, som kom for at kalde på dem som ikke var „de retfærdige men de syndige” (Mark 2, 17). Der er senere opstået et begreb som tilsyneladende kan synes helt overraskende: „en velsignet skyld”. Men det er ikke nok at synde for at opleve det. Synd er noget der af selve sin natur gør et menneske ulykkeligt. Den som føler sig „lykkelig” i synd har simpelthen illusioner. Selv om synd måske i begyndelsen er behagelig så er dets udkomme elendigt... Det onde kommer uundgåeligt igen – uden mulighed for at flygte – til den som er skyldig.

Menneskets udvisning af paradiset krævede ikke nogen ekstra straf fra Gud. Selve syndet betød et stort tab. Jorden havde været et paradis for mennesker, så længe mennesker så den med Guds øjne: så således „hvor godt det var” (Gen 1,31). Allerede fristelsen bragte en korrektur, bragte den første mistanke; men først da mennesker faldt for fristelsen og satte det skabte foran Skaberen, så de negative følger af deres virksomhed. Denne ændring i synspunktet gjorde menneskerne skrækslagne. De øjne som „blev åbne” for nøgenhed, lod menneskerne se farerne – farerne fra et andet menneskes side, og fra verdens side. Den første pris man kom til at betale for tabet var angsten, der som bekendt har „store øjne”, og gør at mennesker ser faren større end den er. Det værste er dog at angsten fik mennesket til at vende Gud ryggen, fordi Han blev tolket som den største fare. Synderen røber sig altid ved sin reaktion på Guds nærhed: „blev bange ... og så gemte jeg mig” (Gen 3,10). Hvor skulle man kunne bede en bøn i denne tilstand – når man ser Gud som en overhængende fare?

9. Forfald og fortvivlelse

Syndet sætter et skel mellem Gud, verden og menneskerne. Den oprindelige enhed i mangfoldighed falder fra hinanden; der fremkommer en stor spredning, som bønnen hjælper til at se og... bære med

Den første fremkomst af det onde var tilsyneladende ubetydelig, dybt skjult inden i det gode, som i begyndelsen var dominerende. Fristelsen varslede jo også godt, ja lovede tilsyneladende noget bedre end Gud... Selv menneskets gode vilje kan ikke betragtes som tilstrækkelig, dersom den ikke hjalp når man skulle undgå syndet. Kun Skaberens vilje er absolut god, uden nogle begrænsninger. Den begrænsede menneskelige vilje er altid udsat for fristelser. Det bekræftes af Jesus, det rigtige menneske, som udmærkede sig iblandt os ikke fordi han ikke blev fristet, men fordi han ikke lod sig friste. Han kunne således irettesætte den unge mand som var fuld af gode vilje: „ Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud” (Mark 10,18).

At vende sig bort fra Gud fører til det onde, selvom det måske ikke ses i starten. Det onde kommer frem og viser at mennesket mangler enhed, som det har mistet, og som værdsættes for sent, efter at den er gået tabt... Så begynder delinger, konflikter. Tabet af enheden med Gud kommer til udtryk også i andre mangler, der føles endnu stærkere: splittelse af det menneskelige fællesskab, splittelse i mennesket selv mellem ånd og legeme, den endelige fristelse som betyder fortvivlelse – fristelse til at se livet som meningsløst... Alt dette fører til døden – efter en dødtrættende kamp.

Hvor der mangler enhed mangler der også fred. Krige i verden afslører uroen inde i mennesket. Dog tror menneskerne på illusioner – de ser ikke årsagen til uroen i sig selv, de ser ikke nødvendigheden af at vedkende sig det, som er formuleret af den polske digter Mikołaj Sęp Szarzyński i hans digt: „uroligt er mit hjerte, sålænge det ikke hviler hos Dig”. Når man er urolig er det svært at koncentrere sig, og bønnen begynder at ligne en kamp. Det er den situation digteren udtrykker. Han indleder med at fremhæve modsætningen mellem „Fred og lykke – og trættende kamp / Det er vor lod under himmelen”. Kamp sættes i forbindelse med det onde som virker i verden og som ønsker at beherske den menneskelige sjæl. Digteren siger at vor sjæl råber: „Hvad har jeg at gøre i den frygtelige kamp, / Jeg er kun lille og svag, uden magt, splittet i mit indre?” Og ind i billedet kommer så Jesus med svaret. Det er ham vi kan henvende os til. Digteren konkluderer: „Du vores konge, du den virkelige fred / Hos dig finder vi frelse, hos dig finder vi håbet! / Står du ved min side, vil jeg være i sikkerhed / Jeg vil bekrige og vinde uden kamp!” (Sonet IIII).

10.Vejen til redning

En redning for det splittede menneske og menneskeheden sker ved en forening – i koncentrationen om det Ene. Det Enes fuldkommenhed i fællesskabet er åbenbaret ved Helligånden og af Faderens Søn.

Syndets historie er det ondes historie, det er historien om det ondes virkning i verden genem den menneskelige ånd. Men Guds virksomhed har været der før i tiden, og efterladt så dybe spor i den menneskelige sjæl, at det onde aldrig vi kunne nå ind til kernen. Bibelens billede af den tid hvor det onde begyndte viser os samtidig at det onde til sidst vil lide et nederlag. De hemmelige ord fortæller om kampen („fjendskabet”) mellem dig og kvinden (Gen 3,15). Det var ikke kun syndefaldet som mennesket lod sig friste til. Den endelige sejr skal blive en fortjeneste for kvinden og hendes afkom. I Det Gamle Testamente kunne man få det indtryk at sejren ikke er sikker, at den stadigvæk ikke er afgjort – som om det onde engang imellem tog overhånd. Det Nye Testamente lader ingen tvivl tilbage: sejren er allerede hjemme – den er vundet af Jesus Kristus. Han siger det selv: „I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16,33). „Verden” skal her forstås som den syndige del af verden, som i begyndelsen var en lille del af den gode helhed, da den jo kommer fra Gud. Guds sejr – kongeriget – åbenbares i verden ved troen. Derfor minder apostlen os om det: „ Fordi alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?” (1 Joh:brev 5,4-5).

Troen som vi har fået af Guds indlemmede Søn viser os vejen til den store sejr. Den menneskelige verden og ethvert menneske forbliver stadigvæk en sammensætning: vi er en blanding af „det gamle” på den ene side, som i grunden er taberens virkelighed, dømt til udslettelse, og på den anden side af den nye verden, genopstået efter Jesus’ afgørende sejr. Troen på Jesus lad sig aldrig friste af det onde, som man dog stadigvæk ser rundt omkring og inde i en selv. Man kan dog ofre det til den Ene. Det er nok at holde ved Ham og blive ved den som: „Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til. Alt dette skyldes Gud, som forligede os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste” (2 Kor 5,17-18). Vi har alle mulighederne: gennem syndets afveje kan vi altid udvikle vejen til enheden – vi er Guds børn, samme Ånd fylder os alle. Kampen vil fortsætte inde i os så længe vi ikke selv opgiver – det sker i bønnen – vi beder til den Ene, til Sejreren.

11. Begyndelsen og frelsens tegn

Det kristne tegn for sejren over det onde er korset. Det tegn er modstandens tegn og gør os samtidig opmærksomme på virkelighedens onde side som ikke er forsvundet. Den lyse side kan vi dog se endnu tydeligere i tegnet for Den Ubesmittede Undfangelse.

Frelsen efter syndefaldet betyder også en samling, den betyder at helheden er dannet med det formål at blive en enhed – en rigere og mere udviklet enhed end det var i begyndelsen. Hele nåden som er bestemt for mennesket, som blev skabt i Guds billede, åbenbaredes „da tidens fylde kom” og Gud, ”sendte sin søn, født af en kvinde, født under loven” (Gal 4,4). Menneskehedens kamp – en kamp ført af kvinden og hendes afkom – mod det onde, nåede ind i den sidste fase, hvor sejren var nært forestående. Lysende kom Jesus som den første sejrende, og opnåede den endelige sejr ved sin Genopstandelse. Skjult i dybden begyndte det allerede ved Indlemmelsen, idet Guds hellige Søn tog den syndige menneskeskikkelse på sig. I den skjulte hemmelighed blev også Maria delagtiggjort, „den velsigende”. Kirkens tro har fundet ud af, at Maria blev givet fylde lige fra starten af hendes liv. Den Ubesmittede Undfangelse forberedte hende til at føde en velsignet Søn. Hos Maria åbenbaredes i den reneste form, det fælles kald for os alle: nemlig at vi skal velsigne Herren, vores Skaber, „ For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed” (Ef 1,3-5).

Valget af mennesker i Guds oprindelige plan, endnu før skabelsen og syndefaldet, betyder igen: at godhed og nåde kommer først, de rækker dybere, også inde i vort dybeste væsen, dybere end syndet. Genfødelsen som vi oplever ved dåbet viser klart vor situation: først af alt andet kommer nåden, som er tidligere end syndet... Det bekræftes i tegnet for Den Ubesmittede Undfangelse: det dominerende er Kristus’ nåde, som blev modtaget af Maria i den mest perfekte form, og et andet tegn for sejr er slangen, trådt i stykker under hendes føder. Det ondes knuste hoved viser at slangen er død, selvom om hans omkomst tager tid og måske vil vare længe endnu – ved halens bevægelser... Marias tegn belyser vor vej som er bønnens vej: vi skal ikke koncentrere vores opmærksom om det onde, som prøver at drage os ind i dets smertefulde død, men om det gode hos Guds Søn, den Førstefødte, som Faderen har skænket os som „den altomfattende velsignelse”

12. Genfødelse ved Åndens magt

Indlemmelsen af Guds Søn påbegyndte en ny skabelse i verden. Vi er med i denne process fordi vi genfødes ved Helligåndens magt.

Den nye skabelse er en genskabelse af den første. Lige fra verdens begyndelse virkede Ordet, „hvorved alting blev til”, og fuldbyrdelsen af Hans værk begyndte på det tidspunkt da „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14). Det indlemmede Ord blev modtaget meget forskelligt: „hans egne tog ikke imod ham men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” (Joh 1,11-12). Sønnens kald, „den som er født af en kvinde” fuldbyrdes ved Helligåndens magt efter at Helligånden er sendt efter Sønnens genopstandelse og Hans tilbagekomst til Faderen. På det tidspunkt oprettedes fællesskabet af Guds børn, Jesus’ søstre og brødre – og som apostlen fortæller os: „ Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!’” (Gal 4,6).

Som børn af Gud genfødes vi ved den hellige dåb „af vand og ånd” (Joh 3,5). Men livets gave har brug for en udvidelse. Denne udvidelse finder sted ved vores aktiviteter i livet, som er vort svar på Guds skabende virksomhed. Det nye menneske, genfødt takket være dåbet, døbt i Jesus Paschas hemmelighed – overgangen gennem døden til livets fylde – vokser op sammen med Ham, for i den sidste ende at kunne sige som apostlen: „ikke længere er det mig som lever men Kristus i mig” (Gal 2, 20). At vokse med Kristus er en opgave for hele livet: hverdag skal vi forny os „og at I skal fornys i sind og ånd... og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede” (Ef 4, 23). Helligånden yder os ustandseligt sin hjælp, som ikke blot har været med til at begynde vores genfødsel, men som også ønsker at fuldbyrde den – ved bøn.

Vi er nu langt fremme og tæt på en overgang: fra generelle bemærkninger om bøn på baggrund af teologiske-bibelske betragtninger om Gud og mennesket, og til at koncentrere os om den praktiske side af vejen som fører til bønnen. Praksis vil belærer os om vanskelighederne. Også apostlen begynder med vanskeligheder når han siger: „hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke”. Vigtigere er det dog at erkende at „Men Ånden selv går i forbøn for os” fordi Han „ går i forbøn for os med uudsigelige sukke” (Rom 8, 26). Her kommer så bønnens vej, og dens begyndelse...

13. Bønnens virkning

Bønnen er en meget special for form aktivitet – en åbning for Guds aktivitet som er startpunktet for alting.

Det vigtigste spørgsmål i forbindelse med en bøn er ikke: hvad skal jeg gøre for at bede rigtigt. Det væsentlige er: hvordan jeg skal åbne mig for Guds aktivitet i mit liv – med støtte i bønnen. Overgangen til et nyt synspunkt svarer til en omvendelse, en ny måde at tænke på (metanoia), som Jesus venter vi skal kunne gennemføre. Det gælder ikke det som vi gør – eller vi ikke gør – for Gud der kommer først, det gælder det han gør for os: bringer os Den Gode Nyhed om Faderens barmhjertighed, åbenbaret af Jesus for os. Evangeliets lærdom opdages af de mennesker som har oplevet grænserne for deres muligheder på en smertefuld måde; andre – som hovmodigt bygger på deres egen virken, også den „for Gud”– forstår ikke storheden af Hans barmhjertighed.

Men skal vi „åbne os” for Guds aktiviteter må vi også selv gøre det rigtige... Det vigtigste fra vores side er at udvide opmærksomheden og være på vagt. At rette ens aktivitet mod et konkret mål, mod det „gode” er ikke det som kræves. Det har vi allerede lært af Bibelens historie om syndefaldet. Vi skal tage imod det gode som sendes af Gud. Valget af den rigtige fremgangsmåde kræver opmærksomhed. At handle „rutinemæssigt” eller at reagere tankeløst på impulser, er ikke et menneske værdigt. Hvis vi skal være „efter Guds billede” må vi også vise det i vor virksomhed, vi skal „opholde os” i en tilstand som er åben for Guds nærhed, vi skal udvise en fyldestgørende væren og virken. Dette „ophold” står i forbindelse med bønnen, hvori det som tæller, først og fremmest er vor væren overfor Gud, der går forud for enhver aktivitet. Det som vi gør, er jo kun en del af vort liv, vores væren til som er Guds gave. Vi skal kunne se helheden bagved brøkdelen, vi skal se den fylde som venter os. For at dette skal kunne opnås skal vi standse vores aktivitet, falde til ro, hvile... Og netop en sådan hvile – med gudelig hviles deltagelse – er bønnens hellige stund.

En holdning fyldt med vågenhed, opmærksomhed er en meget special form for aktivitet. Den virkemåde som her finder sted er ikke straks iøjnefaldende, fordi... Guds aktivitet i begyndelsen er usynlig. Der er brug for opmærksomhed – for at dvæle ved bønnen – for at Guds aktivitet skal tage en synlig form efter at mennesket har udvist en aktivitet, når dets bøn bringer frugter i form af en virken. „Våg altid, og bed” (Luk 21,36), siger Jesus, når han åbner os for sin ankomst – for komme iblandt os.

14. At være ved Guds tilstedeværelse

Bønnen er at møde frem i Guds nærværelse. For at opnå dette skal man løsrive sig fra alt andet, for at opdage alting påny – hos Gud.

Guds væren og aktiviteter for vores bedste går forud for alting – ligesom den luft som omgiver os og gennemtrænger alting, luften „hvori vi lever, bevæger os og hvor vi er”... Dersom vi ikke „fornemmer” Helligånden, som virker i vort indre og som beder for os, må vi begynde med andre tegn som kommer fra Ham. Sele livet kommer jo også fra Ham, hvis vi derfor åbner os for livets gave, lærer vi med det samme at modtage den som har givet os livet – Den Skabende Ånd.

Jesus lærer os en sådan holdning, nemlig til at bemærke Guds aktiviteter i alt som foregår. Når han kalder sine elever for velsignede, viser han på denne måde også den velsignelse, der møder os overalt i livet fra alle dets omgivelser: „Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? (Mat 6, 26). For Gud, som opretholder hele naturens liv, er det menneskelige liv endnu mere vigtigt, dersom mennesket er skabt i hans billede, og således bestemt for et evigt liv. Denne tro hjælper til at blive fri for bekymringer, for bange anelser angående livets bevarelse; den muliggør for os at se det vigtigste: „Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Mat 6,33). Dette „rige” eller rettere sagt herredømme – Guds dominerende virksomhed – skal være åbent og vedtaget ikke blot i naturen, men frem for alt i menneskets liv. Det er ikke noget som falder i øjne, det kræver at se efter, at være opmærksom for det „som ses i skjul”. Derfor er bønnen en hjælp for at anerkende Guds herredømme over alt, og ifølge Jesus’ anvisning skal det begynde således: „Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Mat 6, 6). Hvordan „lønne”? Han vil simpelthen lønne enhver som kommer tilbage til Ham i bønnen med sit eget liv.

Hvis det ydre „lukkes af” kan vi i højere grad åbne os for den usynlige Gud, og dernæst for hans virken, som ses i alting. „Ensom” bøn er en bøn „ansigt til ansigt” med Gud: man går Hans tilstedeværelse i møde. Vi vil kun kunne kende Ham udadtil efter at Han vil vise sig inde i os, i vort personlige liv.

15. Overfor Gud

Når vi står overfor Gud er det i begyndelsen ikke nogen „beroligelse”; man kan blive bange, men det er en angst som Gud vil befri os for, for at give os virkelig ro.

Når vi står overfor Gud er det i første øjeblik en aktivitet som vi udviser som svar på hans invitation til et møde med Ham. Man kan flygte fra denne aktivitet, vende sig væk fra den inviterende, søge flugt i andre gerninger. Frygten for et møde med Gud blev blev meget klart illustreret efter syndefaldet, hvor mennesket søgte i skjul, bange for Guds åsyn, for Guds opdagelse af menneskets nøgenhed. Denne flugt er dog omsonst, fordi: „Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.” (Hebr 4, 13). De seneste ord blev fremdraget af Johannes Paul den II i hans Romerske Triptykon, hvor de kommer frem flere gange i den latinske version: omnia nuda et aperta ante oculis Eius... Paven beskriver Guds syn således at det ikke vækker frygt: „Den som skabte, måtte også se – og så at alt var godt, / Han så med øjne som ser anderledes end vores øjne, / Han – den første Seende – / Så, og fandt spor af sit eget Væsen, af sin fuldkommenhed i alting”. Guds øjne ser den skjulte godhed som findes i mennesker. Hvorfor skulle man frygte det? Frygten er af det onde, som bliver uroligt i Guds nærhed. Det er det onde der få os til at tro at Guds blik kan være en fare for os, som om vi var onde helt igennem. Det er en hvisken som man ikke skal lytte til; lad os ikke tro på en forestilling om en truende Gud. Gud truer kun det onde i os, ikke os selv, som er hans elskede børn.

Lad os få tillid til Guds syn, indlemmet i Jesus. Han er et tro billede af Faderen, den barmhjertige Gud (se Ef 2, 4). I vores tid populariseres et billede af den barmhjertige Jesus, som har vist sig i visionen hos st. Faustina. Når vi står overfor den usynlige Gud, kan vi drage os dette billede i minde. Jesus’ barmhjertige blik viser os nøjagtigt det som er bekræftet af apostlen, da han beskrev Guds måde at se på. Guds indlemmede Søn er „blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd”, han kan derfor „føle med vore svagheder”. Derfor: „Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed” (Hebr 4,16). Hvis vi føler en uro skal vi ikke bøje os for denne fornemmelse, men blot ofre den og sig selv med, til Jesus.

16. Jeg er – her og nu

Det er meget vanskeligt at fremstille Guds tilstedeværelse ved et enkelt billede, da Han gennemtrænger alting. At opleve Guds tilstedeværelse er givet mennesket som et her og nu.

Man møder ved Guds tilstedeværelse som en indledning til bønnen. Vi kan jo ikke henvender os til Gud, inden vi er blevet opmærksomme på Hans tilstedeværelse – det at Han ikke er langt fra, men uendelig tæt på, fordi Han gennemtrænger alting. Men ‘opmærksom’ betyder mere en blot at have en forestilling. Vores billedforestillinger indholder ikke hele sandheden, antyder kun en del af den. Når vi taler om at møde ved „Guds tilstedeværelse” forsøger derved at give et udtryk for Hans nære personlige tilværelse, som fuldbyrdes virkeligt i et møde „ansigt til ansigt”. En lignende mening findes i begrebet Guds ”syn”. Det skal ikke opfattes således at man bliver set på udefra; det betyder langt snarere en uudtrykkelig nærhed af den guddommelige Person, som ikke findes „foran” i et rum, men er altid i os som Gud, også før vi har været... Vi ville umuligt kunne komme på nært hold med den uendelige Gud, hvis ikke Han nærmede sig os, ved at åbenbare sig som nærværende til trods for den store distance, som et væsen der er så tæt i vort indre at Han kommer os nærmer end vi selv (intimior intimo meo!).

Bevidstheden om Guds tilstedeværelse kommer til os på denne måde at vi selv bliver bevidste – tilstede og opmærksomme... Dertil får vi en afgørende hjælp i bønnen, under den betingelse at vi virkelig begynder den på den rigtige måde. Men ikke sjældent er vi tilbøjelige til at glemme det, vi går straks over til at sige nogle ord eller udtrykke nogle tanker som ganske vist formelt set er henvendt til Gud men kun i deres form – vi „gentager” bare en bøn lært udenad, eller hvis vi bruger vores egne ord så tænker vi kun på de ting vi gerne vil fortælle Gud, skønt vi bruger formen som ved en henvendelse til „Gud”. Og det vil sige at vi i grunden er stærkt beskæftiget med os selv og vores problemer, mens vi glemmer at gøre sig Guds tilstedeværelse bevidst. Følgelig finder vi hellere ikke den rette plads for Gud i forbindelse med vore problemer. Vi er optaget af det som vi mangler; vi ænser ikke tilstedeværelsen af Guds nåde, som dog er at finde overalt i vort liv, som en direkte gave fra Gud. I stedet fordyber vi os i tanker om fortiden, eller lægger planer for fremtiden, mens Guds tilstedeværelse åbenbares her og nu, lige i det øjeblik jeg står ind i mødet med Gud, ved en indre holdning jeg har indtaget. Og netop dette er begyndelsen og ikke bare begyndelsen, det er simpelthen den rigtige måde at bede på. Vi skal blot åbne os for Hans tilstedeværelse, fordi han er der i alle vores sager – og inde i os selv. Man bliver et menneske „efter Guds billede”: „Jeg er” (2 Mos 3,15).

17. Livets bøn

Det vigtigste „indhold” i vor bøn er livet: den gave vi har fra Gud. I bønnen drejer det sig ikke om „noget”men om os selv, vi skal være fyldt med Guds tilstedeværelse.

Vi finder ikke den levende Gud, så længe Han ikke føles levende i vort indre og i vort personlige liv. Ja, Gud gennemtrænger alting, dog er det, at føle Ham i ens bevidsthed, en helt ny og autentisk fornemmelse. Vi bruger meget forskellige begivenheder som vi kommer ud for i vort liv, som forberedelse til at opleve Guds tilstedeværelse. Lad os nu koncentrere os om en meget special oplevelse af bønnen. Netop ved bønnen kan vi opleve en samlet tilstedeværelse: på engang ens egen og Guds tilstedeværelse.

En bøn begynder med et ønske om at møde ved Guds tilstedeværelse. Dog er det som vi ser, eller hvad vi fornemmer, ikke direkte Ham, men kun forskellige former for liv – i det ydre omkring os og i det indre. Hvis vi skal følge Jesus’ eget råd, for at „lukke alt ude” i skjul for andre, er det måske bedst at koncentrere os om livet, det liv som er givet een personligt – altså ens eget liv... Det gælder dog ikke her om at gennemgå begivenhederne i ens eget liv. Det kan måske nok også gøres til en genstand for en bøn, men for at erfare livet „her og nu”, skal man helst holde sig til det, som man for tiden oplever. Helt konkret: det er ikke fortiden som tæller, ikke fremkaldelsen af ens fortid i minder, men sleve fremkaldelsen som bevidsthedens aktivitet. Og på samme måde: ikke planer og problemer, som venter mig i fremtiden, vigtigst er det som sker her og nu. Det vigtige er min aktuelle tilstand, ikke de „sidespring” som kommer frem i bevidstheden, og henleder opmærksomheden på noget som ikke eksisterer, da fortiden er svundet og fremtiden først skal finde sted... De forhenværende og kommende begivenheder i mit liv er længere væk end mine aktuelle tanker og følelser, som leder efter en genstand at hænge sig i uden for den nuværende tilstedeværelse og det som øjeblikket er aktuelt. Hvis jeg derfor ønsker tilstedeværelsens realitet, skal jeg gå over til genstande for mine tanker som de er i selve deres væsen. Jeg vil have det frem som i virkeligheden er indholdet i mit liv – mit liv her og nu.

Det første skridt som vi tager til livets indre, nærmer os til kilden, det vil sige bevidstheden. Jeg begynder at være bevidst – sig selv bevidst. Det næste skridt på vej til at rense min bevidsthed er ren opmærksomhed rettet mod det, som er – ikke kun inde i mig, men også i min omgivelse. Det er et skridt i retning mod ren tilstedeværelse, mod selve livets bøn. Et „ansigt til ansigt” mellem den bedende og Gud vil til sidst afsløre den ensomhed som en polsk digter J. Twardowski beder om i sit digt: „den rigtige / som kommer når Du taler i min mund / og jeg er væk” (fra digtet ”Ensomhed”).

18. Koncentration om det Ene

En anbefalet vej der fører nærmere til en fuldkommen tilstedeværelse – i det nuværende liv – er koncentration om det Ene, som kan tage forskellige former.

At mødete ved Guds tilstedeværelse er blevet mere klart for os kan vi takke Jesus for. I Jesus har vi fået indlemmet det blik fyldt med kærlighed, som blev ventet af de bedende i Det Gamle Testamente hvorom de fortæller: „ Herre, du ransager mig og kender mig, ... / bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig” (Salm 139,1&5). Denne ransagelse, og Guds hånd – blev mere begribelig ved Jesus’ ankomst. Ganske vist er Faderen stadigvæk usynlig, men på den anden side er Han blevet synlig ved at indlemme sig i Sønnen, som forsikrer os: „Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Jesus’ samtidige kunne derfor erfare Guds tilstedeværelse når de kom i nærheden af Jesus, som er Guds indlemmelse . For os er der en vigtig anvisning tilbage, et råd givet os af Jesus da han så en person som havde mange ting at sysle med og var ude af stand til at koncentrere sig om een ting, nemlig: „Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting... Men ét er fornødent” (Luk 10, 41, 42).

Jesus siger ikke noget om hvad dette ét er, som er fornødent, men hele denne scene giver os en forklaring, fordi man ser at det er den holdning som indtages af Maria, Marthas søster, som er ganske koncentreret om at lytte til Hans ord når han taler. Det drejer sig dog ikke om at stille en modsætning op mellem Marias bedende holdning hvor hun er helt fordybet i lytningen – og mellem Marthas arbejde, som naturligvis også er nyttigt. Det Jesus vil påpege, er at Martha mangler den simpelhed som er kendetegnende for Guds børn: i stedet for at koncentrere sig om en enkelt ting, i den den givne situation om sit arbejde for Gæsten, løber hendes tanker diverse andre steder – hun har en række bekymringer at gennemgå og adspredes desuden af en uvilje, som hun føler overfor sin søster, som er beskæftiget med noget andet. Jesus irettesætter hende således også for at fremhæve en holdning hvor man er koncentreret om én ting i modsætning til en adspredelse hvor man samtidig tænker på mange ting og bekymringer. I den sidste ende er det nemlig en koncentration om det ene – hvad enten det er i bøn eller i arbejde, der er en vej som kan føre os til forening med Gud, med vores næste og med os selv.

Vort liv – som er en enhed – forbliver dog adspredt. Det bliver vi klar over når vi begynder at bede og koncentrerer os om at møde frem for en levende Gud og præsentere vort liv. Hvis vi ikke vil lade os forstyrre af vanskelighederne, danner vor bøn en vej: koncentrationen om det ene bliver skridt efter skridt, en koncentration om det Ene – om den høje Person.

19. Bønnens vej

Bøn hjælper til at samle – til at integrere – elementer som ellers er spredt hen over livet. Et liv som skal udvikles forlanger også en udvikling indenfor bøn.

At stille ved Guds tilstedeværelse, som koncentration om det Ene, kan tage forskellige former i ens liv. Et barn kan nøjes med „småt”: det har nok i et lille billede og nogle få simple ord, som det retter til en figur på billedet for at koncentreres til bøn. Alting er her en enhed. Hvis de ord som siges højt udtrykker det som barnet tænker og føler, er der ingen plads for en adspredelse. Adspredelsen kan derimod finde sted ved „usammenhængende” tanker, hvis bønnen begrænses til en gentagelse af velkendte formler. Der er to udveje i denne situation. På den ene side skal man finde plads i bønnen for de ting som adspreder barnet: det er jo konkrete ting eller bekymringer som skal ofres til Gud, for at kunne virke op opnå ro med Hans hjælp når det gælder, på et andet tidspunkt. På den anden side kan man bruge faste formler til at danne en „ramme” for bønnen – en påmindelse i starten og ved afslutningen om hvem det er man henvender sig til; i starten er korsets tegn tilstrækkeligt, i slutningen en velkendt bøns ord („Fadervor”, „Mariabønnen” og lignende) som udtales koncentreret.

Efterhånden som et menneske vokser op skal bønnen også udvikles. Man kan søge inspiration i Guds ord, som findes i Bibelen, ikke kun i de mest kendte fraser, men også mange andre steder, især i Salmerne. Bønnen som udvikles beriges med overvejelser om Guds ord i sammensætning med ens personlige liv. Foruden ord og tanker skal man også inkludere vores følelser i bønnen. Salmerne bekræfter at hvis man henvender sig til Gud, er der i grunden plads for alt som findes i vort indre, ikke blot gode men også vanskelige følelser: anger, misundelse... I stedet for at rette dem mod mennesker, skal vi adressere dem til den Ene, som kan give os lindring.

Vor bøn omfatter efterhånden flere og flere elementer, og gradvist kommer vi simpelthen til at omfatte hele livet. Hvis bønnen udvikles vel, er de mange elementer ikke noget problem. Vi henvender os jo til den Ene, som danner en enhed af flere personer. Vor bøns tiltagende simpelhed danner et tegn for hele livets integration i belysning af den Ene. Dersom det fortrinsvis er Ham som virker i bønnen er der i virkeligheden kun brug for en ting: at holde fast ved Ham, dersom vejen og målet er det samme – hos den Ene.

20. Kroppens bøn

Et sted, hvor Guds livsgave findes før andre er vor krop. Derfor kan man bruge kroppens bøn som hjælp i begyndelsen for at klare problemer med adspredelse under bønnen.

Da bønnen tilsigter den Ene, bliver bønnens vej med tiden stadig mere ligetil. Men i de tilfælde hvor vi mangler klarhed, er der først og fremmest brug for det ene – både i livet og i bønnen – ellers bliver alting såre sammensat... Hellere ikke bønnen kan hjælpe, når dens tilsyneladende „simpelhed” begrænses til at plapre nogle færdige formler, mens livets virkelige problemer kun dukker op som en form for adspredelse, som giver grund til beklagelse. I sådanne tilfælde er det kun den knælede holdning som minder os om at det er Gud vi henvender so til... For at give det mere præcist: det er ofte sådan at vi ubevidst husker det, mens det dog kun er vores krop som opretholder en klarhed over meningen med bønnen. Man kan således udmærket tage kroppen til hjælp.

At inkludere kroppen i ens bøn er noget som kræver en bevidst anstrengelse, fordi man med vilje skal overtage det, som forinden har været ubevidst. Inden et menneske vågner åndeligt op, er Guds Ånd at finde netop i menneskets krop – ligesom i naturen, som hos planter og hos dyr, hvoraf den menneskelige krop er dannet genem en langvarig evolution. Selve naturen lovpriser Skaberens store magt: „Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren!” (Salm 150, 6). Dette råb er ikke adresseret til naturen som bliver ved med at lovprise ustandseligt, men til mennesket: for at det skal udtale – formulere i ord – det som andre skabninger udtrykker ved deres ganske liv. Dertil har vi også det menneskelige spædbarn – som ikke kan tale – men som „kun” beder med sin krop. Og netop den slag bøn udtrykker den simpelhed, som Jesus minder os om, og som han selv giver os et eksempel på med de ord som findes i salmen: „Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang” (Mat 21, 16; se også Salm 8,3).

Vi skal naturligvis ikke efterligne spædbørn i enhver henseende... Men udnytte det således at hvis vi finder at bønnen udtalt i ord forekommer os vanskelig, fordi forskellige udvedkommende tanker trænger på, kan vi søge hjælp i at koncentrere os om kroppen. „At stille os” i Gud nærværelse, betyder i første række en bestemt stilling indtaget af kroppen – ikke nødvendigvis ved at knæle, men ganske enkelt en stilling som hjælper til at bevare koncentrationen. Det vigtigste er opmærksomheden: vi koncentrerer os ikke om tanker, hellere ikke om at frigøre os for tanker, men intensiverer fornemmelsen af vor krop – hele kroppen – som er vort liv. At koncentrere os om det ene – her om vores krop – er det første skridt for at koncentrere os om det Ene.

21. Et helligt sted

„for det sted, du står på, er hellig jord” (2 Mos 3,5). – „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1 Kor 3,16).

Tilsyneladende synes kroppen noget som snarere forstyrrer i bøn... Om morgenen er vi stadigvæk søvnige, om aftenen er vi trætte efter en hel dags ræs... Kan det betale sig at „voldtage” vor krop til en ny anstrengelse – til at bede en bøn? Kroppen udsender ganske åbenlyst signaler om træthed, den lader os vide at den bliver misbrugt: vi vil ikke lade den få en stærkt tiltrængt søvn, vi lader den ikke få hvile ovenpå dagens strabadser. I virkeligheden er det dog ikke kroppen som protesterer, vanskeligheden, forhindringen som bønnen kan afsløre, er i virkeligheden vores åndelige indstilling. Når vi føler os trætte når vil skal bede en bøn, er det et signal, at vi er stressede, at vi mangler afspænding og hvile. I en sådan situation skal man ikke trætte sig selv ved en bøn men træffe andre beslutninger. Inden bønnen kan blive en rigtigt hvile i Guds nærværelse har vi brug for en anden hvile, især den vi få i søvnen, som kan genopfriske vores livskræfter. Man skal finde tid for søvn, for i modsat tilfælde vil bønnen blot afsløre det samme hele tiden – det som er trættende...

Hvis vi er så trætte i dybden at vi ikke engang kan sove, så kan vi alligevel godt hengive os til Herren: vores bøn vil betyde at vi ofrer vor træthed til Ham, vi ofrer os selv – det trætte menneske – til den Ene. Så sker det at kroppen beder vores bøn – og det sker takket være vor åndelige indstilling. Når vi så har hvilet så meget ud, at vor udhvilede krop er i stand til at overvinde søvnigheden, kan den hjælpe os i en anden kamp vi har et udkæmpe – en kamp med de adspredende tanker. I stedet vor at holde dem fast eller skænke dem vor opmærksomhed, kan vi berolige dem ved at lade dem „falde til jorden” eller „indlemme dem” i vor opmærksomhed – som er koncentreret om det ene: om kroppen. Det ene er noget vi kan opgradere. Efter at vi har indtaget en passende stilling kan vi, efter række henlede vor opmærksomhed på den måde vi sidder på, holde ryggen (ret!), skuldrene, ansigtet, hænder, føder – og til sidste kroppen som helhed...

Vor krop er den vigtigste „plads” for vores bøn. Når vi koncentrerer os helt om kroppen, bliver vi åbne for meget mere: først for omgivelserne, hvormed vor krop er forbundet over vore sanser. Dybere i vor krop åbner vi os for livet, endnu dybere – for den levende Gud, som gør os til et helligt sted og et tempel... Vi træder frem ifølge apostlenes opfordring: „Ær derfor Gud med jeres legeme!” (1 Kor 6, 20).

22. Livets ånd

Koncentration om det ene – vor legeme – bliver sublimt ved koncentration om åndedrættet, livets tegn. Det er det næste skridt på vej til at koncentrere sig om det ene.

Kroppens bøn fører længere frem og dybere... Åndedrættet er det element i vor krop som er mindst kropsligt, det mest åndelige element. Når Det Hellige Skrift taler om menneskets skabelse i Guds billede, vælges som grundlaget for sammenligningen netop åndedrættet, som er overbragt personligt af selve Skaberen: Gud som samlede det første menneskes krop „blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (Gen 2,7). Livsånden – eller vores åndedræt – betyder et liv som ligner Guds liv, det betyder Helligånden, som gennemtrænger levende væsener. Derfor afspejler koncentrationen om det ene – åndedrættet – en åndelig vej som fører ved Helligåndens vejledning til det Ene i et fællesskab af Guddommelige Personer.

Det er en virkelig god indledning til en bøn, som vi udmærket kan bruge noget mere tid på: i vort møde i Guds nærværelse er det absolut værd at begynde med at koncentrere os om kroppen, for derefter at gå over til en koncentration om selve åndedrættet. Det er også meget vigtigt på hvilken måde vi knytter vores opmærksomhed til dette ene – til livets ånd. Åndedrættet er noget vi har haft før, også dengang vi ikke ænsede det eller ikke lagde mærke til det. Nu kommer noget nyt og vi åbner os for denne tilstedeværelse. Det gælder ikke om at prøve at „styre” åndedrættet på nogen måde f.eks. ved at forlænge det eller på anden måde ændre det. Vi får vores indflydelse gældende alene ved at iagttage, fordi vi „følger” det. Det skal iagttages som det er – sådan er det bedst; vi skal ikke ændre det, men lade vores opmærksomhed følge med i rytmen: indånding – udånding. Intet mere.

Og dog venter der os meget mere – i selve åndedrættet. Dets to forskellige faser danner et enkelt åndedræt. En hemmelig enhed, en tilsyneladende ubevægelig enhed, stilleståen i vedvarende ind- og udånding, vi kan vi finde noget midt imellem – mellem indåndingen og udåndingen. Indåndingen giver os luft som er os nødvendig for at leve. Der er et øjeblik hvor det er tilstrækkeligt, hvorefter organismen fjerner – udånder det som kan være skadeligt. Det er netop ved dette øjeblik, ved denne overgang at vi skal koncentrere os: på det korte øjeblik af „stilleståen” en øjeblikkelig nydelse af det som kommer igen og igen, livets gave som vi får påny hver gang. Og bedst kan vi koncentrere os, hvis vi oplever ethvert åndedræt som det sidste: det som ikke blot bringer os et øjeblik men en fuldkommen nydelse – som bringer os en overgang til det fuldkomne Liv.

23. Den oplivende ånd

Koncentration om åndedrættet fører til uddybelsen af sandheden: Ånden liver op – det gælder ikke blot os men også vores bøn.

En bøn koncentreret fuldkomment om det ene – åndedrættet – hjælper os til en fornyelse. Fornyelsen er Helligåndens perfekte værk som gør sig gældende inde i os. Det er Helligånden der har givet os livet i hele dets udvikling; derfor er Den interesseret i en stadig fornyelse, som skal åbne vort liv for Gud. Dens overnaturlige virkning på mennesket fuldbyrder skabelsens værk. Teksten i en bøn i Det Gamle Testamente bekræfter den levende verdens naturlige afhængighed af Ånden som kan spores overalt, som det siges i salmens opråb til Gud: „du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver; du skjuler ansigtet, og de forfærdes, du tager deres ånd bort, og de dør og bliver til jord igen; du sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny” (Salm 104, 28-30). Teksten i bønnen i Det Nye Testamente giver en mere nøjagtig beskrivelse af skabningernes fornyelse takket være Ånden, som er blevet sendt af Faderen i foreningen med hans genopståede Søn. Ligesom syndefaldet før i tiden skadede alle skabninger, er også fornyelsen kommet dem alle til gode fordi „skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares”. Guds børn åbenbares ved Åndens magtfulde virkning, for det er sagt at: „Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn” (Rom 8,19&15). Det betyder at menneskets genfødelse i Ånden, betyder en genfødelse, og en fornyelse af alting.

Helligånden er aktiv i vort indre også når vi ikke gør os dette bevidst. Den er som vinden der: „blæser hvorhen den vil” (Joh 3,8); derfor finder den også vejen udover kristendommens grænser. Dens virksomhed har omfattet andre af verdens store religioner og inspireret til opdagelsen af øvelser, som hjælper til menneskets fornyelse – hjælper det ind i et nyt lys, i en vækkelse. Koncentrationen om det ene – åndedrættet – har vist sig at være en effektiv vej for at vække menneskets opmærksomhed og gøre det virkelig frit og åbent for alting.

For den kristne er denne øvelse en sand bøn, når vi husker at vort åndedræt er livets tegn, et tegn for det liv som Gud har skænket os. Når vi koncentrerer os om livets pust i vort åndedræt, åbner vi os for Ånden. Dog er det ikke enden på vor bøn men et meget vigtigt stade i den – det kunne sådan set være det sidste...

24. De åndelige følelser

Bibelen giver os mange og forskelligartede beviser for Åndens virksomhed, det være sig som brændende flammer, som stærk vind og mild blæst, og som åndedrættet – det hjælper os til at udskille de former for åndelig røre som kan spores i vort indre.

Guds Ånd virker overalt, men der er nogle særlige aktiviteter som er slående og som sætter det menneskelige hjerte i slag. I Det Gamle Testamente finder vi to forskellige slags aktiviteter som er i stærk kontrast med hinanden – som i historien om profeten Elias liv. Hans liv var en kamp i forsvar for troen på Jahve mod... Ba’al profeter, og især mod Ba’al. Han besvarer vold med vold: da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, og som resultat af hans bøn fortærede ilden et offer som var forberedt for Gud. Derefter optog profeten personligt kampen mod Ba'al-profeterne. Elias sagde: ”Grib Ba'al-profeterne! Ingen må undslippe!” (1 Konge 18, 38). Men træt af den møjsommelige kamp tog profeten flugten, og han oplevede da på ny en åbenbaring af Guds magt. I grotten hvori han gemte sig hørte han vinden, jordrystelsen og branden raser... De voldsomme følelse som Elias oplevede fik ham nok til at tro, at det var således hans gud Jahve lod sig kende, men: „men Herren var ikke i ilden” og hellere ikke i nogen af de andre naturfænomener. Først senere hørte profeten at „efter ilden lød der en sagte susen” og han blev klar over at dette var Guds åbenbaring (1 Konge 19,12).

Også i Det Nye Testamente åbenbares Helligånden både i anledning af Pinsen som „en lyd som af et kraftigt vindstød,” (Ap 2, 2), som tidligere, dengang Jesus under sit første møder med eleverne efter genopstandelsen „ blæste han ånde i dem og sagde: ‘Modtag Helligånden!’” (Joh 20,22). Den genopståede Jesus’ blæst er mere end den „jordlige” Jesus’ blæst: det er nemlig den „himmelske” Helligånd, en gave fra himlen – fra fællesskabet bestående af Faderen Sønnen og Ånden. Fællesskabet finder det bedste udtryk i kærligheden dersom: „Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os” (Rom 5, 5).

Guds kærlighed i vore hjerter mærkes i mange åndelige følelser. Nogle af dem er voldsomme, udtrykkes som chokerende; i andre føler vi en mild virkning af Helligånden. De svage pust, de små følelser kan man let overse, hvis man venter at Gud altid skal handle kraftigt... Men hvis man koncentrerer sig i bønnen om det ene – om livets pust i vort indre – kan man lære opmærksomhed: og vi kan derefter mærke det magtfulde i Herrens milde virkemåde. Vi nærmer os det Ene i Helligånden; vi bøjer os for magten i det magtløse.

25. Åndelige øvelser

Vi kan får hjælp når vi ønsker at intensivere Helligåndens virkning i vort indre i åndelige øvelser – forskellige former for bøn...

En øvelse i koncentrationen om det ene – om kroppen, dybere om åndedrættet – er en åndelig øvelse, en påvirkning af vores ånd som er åben for Helligånden. Selve begrebet „åndelige øvelser” er blevet populært takket være st. Ignatius Loyola. Han forklarer i sit værk at mennesker foruden legemlige øvelser „som gang og løb” også har brug for åndelige øvelser, der anvendes „for at overvinde sig selv og bringe orden i ens liv – uden at rette sig efter nogen som helst afhængighed som danner uorden” (Åndelige Øvelser, 1.21). Det gælder altså om at underordne ens liv selve Guds magt, for at mennesket med Hans hjælp kan fornys og vokse op i frihed: gå fra uorden til at tage imod Guds orden. Helgenen gå ud fra at øvelser kan hjælpe det bedende mennesket til at åbne sig for Skaberens egen virksomhed rettet „direkte mod skabningen” (som før 15).

En af disse øvelser beskrives som at bede i takt med „åndedrættets rytme”: med hvert åndedræt siges et enkelt ord i rækken for eksempel ord hentet fra „Fadervor” (som før 258). Forud for den beskrevne øvelse kan man lave en øvelse som er endnu mere simpel: koncentration om åndedrættet alene. Værdien i den simple øvelse ligger i at den menneskelige aktivitet begrænses til et minimum: kun til opmærksomheden for det enes tilstedeværelse. Dette forsøg på at bringe orden i vor opmærksomhed hjælper os til at opdage hvor megen uorden vi rummer: det kan vi let se på de mange tanker angående fortiden eller fremtiden som uvilkårligt dukker op. Bag disse tanker skjules også følelser, som hænger sammen med vore forhold til andre mennesker. Især de tanker som kommer igen og igen, og prøver at hænge fast, tyder på en stærk følelsesmæssige forstyrrelse. I stedet for at bøje os for denne tankestrøm og optage den til debat, bør man se den følelsesmæssige baggrund, men det er hellere ikke noget vi skal beskæftige os med, blot afsløre det for at koncentrere os om det ene – om åndedrættet – at give alt hvad vi rummer og os selv med – til den Ene. Gør vi det kan Han virke i vores indre, og rense vore følelser og forhold. Helligåndens virkning på vore følelser er enkelt og skøn og den kan mærkes i to former: de gode følelser pustes stærkere, de skadelige brændes væk med den guddommelige kærligheds ild. Alt tjene det ene – og den Ene...

26. Bønnens ord

„Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord” (Mat 6,7).

Foruden de „veltalende” hedninge, som Jesus omtaler findes der også andre mindre ordrige – i tale og i deres liv... De kan – som buddhister – koncentrere dem i bønnen om det ene: åndedrættet. De finder vejen til Gud „ligesom i mørke”; kender ganske vist ikke Hans navn, men fordi de åbner dem for hemmeligheden ved livets pust får de en fornemmelse af Hans tilstedeværelse i virkeligheden, Ham „som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi” (Ap 17, 27)...

Ja, Guds anonyme tilbedere er også dem, som uden at kende Hans navn er tæt på ham med henblik på deres ærlige liv. Åbenbaringen bekræftet i Det Hellige Skrift siger endda mere: han åbenbarer sig ikke blot i det liv, som kommer fra Ham, men også i enkelte begivenheder og i ord, som fortæller om Hans væsen, navnet... Vi er ikke længere henvist til at lede efter Ham „i mørke” fordi vi kender vejen ad hvilken Han selv kommer os i møde, imødekommer vores søgen idet Han „foruroliger” vores hjerte, for at det skal lede efter alt det det har brug for hos Ham. Derfor kan Jesus, som giver os den fyldestgørende sandhed om Gud, love os: „den, som søger, finder”, og ligeledes: „enhver, som beder, får” (Mat 7,8). Gud hører ikke vore bønner „for de mange ord” som udtales af de bedende men fordi han har lært os hvordan vi skal bede. Og dersom han selv giver os ord for bønnen, hvorledes skulle han undlade at høre os...

Derfor er det også at vi ikke nøjes med en koncentration om åndedrættet når vi beder en bøn, men går et skridt videre: vi åbner os for ord. Vi kender dem, især de vigtigste som er bragt os af Jesus: „Fadervor”...Og igen kan vi koncentrere os om det ene: Fader... Det er ikke nødvendigt at informere Ham om det vi ønsker, det har vi fået lovet: „Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det” (Mat 6, 8). Det er værd at dvæle ved ordet „Fader, Abba”, således at det trænger ind i vores bevidsthed at vi har at gøre med mere en blot et ord – det er Helligåndens uudtalte opråb, hvor Faderen tilbedes i vores indre, som et bevis for os, som er hans børn. Denne sandhed– een Ånd – skal live alle vore bønner op.

27. Meditation over Guds ord

Indimellem andre ord som dukker op i vore bønner findes et enkelt Ord: „Alt blev til ved ham” (Joh 1,3) – og alt bliver ved ham fortsat.

Det er godt at bruge Guds ord når vi beder... Vi finder dem mange steder i Det Hellige Skrift, der som inspireret af Helligånden også kan danne en inspiration for vores bøn. Alene takket være Helligånden kan disse ord leve – og live op: „for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende (2 Kor 3,6). I første række gælder det ord som gentages i en bøn, og her kan åndedrættet som liver op, være til hjælp. Åndedrættet opliver både os og de ord vi bruger, fordi det hjælper os i at koncentrere os om det ene. Når vi for eksempel vil berige vor personlige bøn ved at hente ord fra salmerne for ikke at forfalde til rutine, kan vi standse ved et ord eller en vending som vi finder særlig stærk en given dag, eller i en bestemt situation som livet bringer os. Kan man benægte værdien af følgende citat når man oplever en vanskelig eller indviklet stund?: „Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?” (Salm 27,1)?

Og her har vi netop den oprindelig mening med meditationen. Det latinske ord meditari var forbundet med en praksis, som alt efter formålet, man skulle benytte meditationen til betød: en gentaget øvelse, forberedelse til en bestemt situation i ens liv, eller at lære udenad. I de første ørkenfædre og munkes praksis betød meditationen en praksis hvor man højt eller mere stille, gentog visse tekster mange gange, fortrinsvis citater fra Det Hellige Skrift. De mange gentagelser var ikke blot en hjælpe til at lære dem udenad, men også en mere dybtgående, eksistentiel indlevelse i disse ord. Derfor sammenlignede man en meditation over Det Hellige Skrift med drøvtyggeres måde at fortære på, for at få mere ud af maden.

Den meditative bøn kan udvides til mange begivenheder i vort liv. Guds Ord er ikke alene det vi finder i Det Hellige Skrift. Det hebræiske ord for meditation - dabar eller det græske ord rhema betyder også en begivenhed, en ting, fordi Gud taler om disse begivenheder: det er Hans gaver, som regel overraskende og vanskelige at forstå... Maria erfarede dette, i bønnen som er opbevaret i Bibelen: hun overvejede „i sit hjerte” rhemata – ord og begivenheder, og „sager” (Luk 2, 19), som krævede en bedende fordybelse i deres mening som skulle foregå langsomt for at man gradvist kunne granske hemmeligheden i Ordet og gøre levende i livet. En sådan bøn vil hjælpe os til at besvare Guds ord.

28. At Smage Ordet

„Smag og se, at Herren er god; lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham” (Salm 34,9).

En bøn har sin omkostning... Det er ikke noget som man kommer nemt til, især når vi oplever en hård tid. Vi oplever hindringer: det er vanskeligt at erfare Gud sådan, som vi ønsker. Den teologiske viden minder os om, at enhver erfaring i den sidste ende er Hans erfaring, „For i ham lever vi, ånder vi og er vi”(ApG 17, 28). Vi har brug for en overgang: for at smage hvor god Herren er, skal man betale bønnens omkostning, det vil sige holde ud, også når vi frastødes, for til sidst at føle en ny smag – ikke bitterhed, men sødme ved Guds erfaring.

Guds Ord blev indlemmet i Jesus. Derfor omfatter et møde med Ham også vores krop og vores sanser... Netop dette blev også erfaret af Hans disciple, som aflagte vidnesbyrd „Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord” (1J 1,1). Sanselig erfaring har ført til en åndelig vækkelse. En tro voksede op som lod dem se „livets ord” hos Jesus... Uden tro kan man ikke nyde Herrens oplivende magt. Det er troen som giver mennesket kræfter til at holde ud i prøvens time - „han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige” (Hebr 11, 27). Når vi holder ud, vil den usynlige i den sidste ende fylde os med velvære, som er uden ende. Lad os smage Herrens lykkebringende godhed. Lad os personligt opleve at: „ lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham”(Salm 34, 9). Jeg skal være det menneske!

Jesus – livets ord – er også vejen, og sandheden... Vejen går over en oplevelse af korset – den pinefulde korsvej – dog frem til Genopstandelsens herlige Hemmelighed. Jesus’ Overgang – Pascha – er tilstede i enhver Eukaristie, hvor vi modtager den Genopståedes legeme i form af brød, og hvor vi via nadveren – og takket være vores tro – kan smage hvor god Herren er. Eukaristien nærmer os til sandheden om „et bitter bæger af Smerte” og vi får gentagne gange del i sødmen som bringes af Guds kærlighed. Den Genopståede inviterer os til fællesskabet: „Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile ... så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let” (Mat 11, 28-30).

29. At høre Gud

Som bedende forventer vi at Gud vil høre os, men det er imidlertid Gud som forventer at vi vil høre ham – og tage imod det som han allerede har skænket os...

Den gængse forestilling om bøn som samtale med Gud er således: vil taler til Ham, og Han svarer os – hører os – eller hører ikke... Men det er en utilstrækkelig forestilling; den kan ovenikøbet give grund til bitterhed, når vi synes at Gud ikke vil høre vores tale. Men bønnen er ikke en samtale mellem to ligestillede. Initiativet kommer altid fra Gud, også når vi synes at det er os der leder efter Ham, men ikke får lov til at finde Ham. Det er meget vigtigt – at betragte bønnen anderledes, ikke som et spørgsmål eller en efterforskning, men som et svar på vores aktivitet, som har været i vort indre forinden.

Der er ingen grund til at informere vores Fader om vores behov, som om Han ikke kendte dem... Jesus, som minder os om dette forhold, tilsigter ikke at undergrave betydningen af en bøn som indholder et ønske til Gud, fordi mange af hans andre ord og historie opfordrer os til at blive ved med at bede. Han advarsel gælder snarere den måde vi beder på: vi skal ikke prøve at ”presse” Gud til at høre os, som om vi ønskede at få vores vilje igennem. En bøn er snarere en vej til at afsløre Hans virkelige vilje. Derfor udtrykker ordene i Fadervor, som Jesus lærer sine disciple, først og fremmest det som er Guds ønske, Hans dybeste vilje. Når vi bruger bønnens ord, skal vi høre opmærksomt – lytte koncentreret til Faderen og det som for Ham er det vigtigste. Og når vi beder sådan får vi andel i det som Gud ønsker for os – ønsker at det skal blive en del af os. En sådan bøn vil uden tvivl blive hørt!

Udover „Fadervor” kender vi andre bønner der med sikkerhed bliver hørt, fordi de svarer til Guds egne ønsker. Vi finder en garanti som indeholdes i Evangeliet umiddelbart efter indlæringen af Fadervor, og som illustrerer sagen ved henvisning til menneskernes forfædrer: „Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!” (Luk 11,13). Det er så simpelt at vore ønsker om Ånden er Hans personlige ønske, dersom det er Ham som beder dybt inde i os... Vores bøn til Ånden udtrykker kun det i ord som er Hans uudtalte ønske, og ved at bede tager vi et vigtig skridt i retning af fuldbyrdelsen.

30. Herrens tilbedelse

Maria hørte Gud bedst da hun, som den første tog imod „benådning!” (Luk 1,28),og kunne bede: „Min sjæl ophøjer Herren” (Luk 1,46).

Når vi lytter til Guds ønsker slutter vi os til deres virkeliggørelse. Vejen som blev påbegyndt i Det Gamle Testamente førte til et højdepunkt i Indlemmelsens Hemmelighed, hvori Guds evige plan blev fuldbyrdet. Guds inderste ønske om at skabelsens værk som var påbegyndt blev sammenfattet i Kristus ved hans ankomst til verden, for „frelsesplanen for tidernes fylde... og alt sammenfattet påny” (Ef 1,10; 2,10). Ved begyndelsen af den nye, afgørende fase har vi Maria. Hun blev Moder for Guds Søn fordi hun hørte Gud, idet han sagde Ham: Ja, „lad det ske ved Dit ord”. Hendes holdning er et forbillede for alle som tror på Jesus som Herre, fordi han selv siger: „Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det” (Luk 8,21).

At lytte til Gud er en aktivitet, hvorved det bedende menneske åbner sig for Hans aktivitet. Således bliver det at høre Guds ord og at fuldbyrde det i virkeligheden det samme: hele opmærksomheden koncentreres om det Ene, og således kan Han virke i forgrunden. Ordet fuldbyrdes takket været bønnen: i bønnen sker en „påbegyndelse” af Guds værk, som får en videreførelse i menneskelig aktivitet, desto bedre, jo bedre den oprindelige holdning bevares – koncentrationen om det Ene. Efterhånden som det påbegyndte værk udvikles, vokser bevidstheden om Guds tilstedeværelse og om fuldbyrdelsen. Det som i begyndelsen kunne synes meget vanskeligt og i menneskelig målestok ligefrem umuligt, bliver til og bliver i højere grad Guds værk. Og Maria beviser os den tiltagende bevidsthed af Guds aktivitet når hun beder: „Min ånd lovpriser Herren, ... fordi Den Almægtige han gjort store ting for mig”.

„At tilbede” associerer normalt med „noget stort”, og i forhold til Gud betyder det at vi anerkender og tror på Hans storhed i de værker som Han skaber. Og det er netop „store ting” som giver os grund til at beundre Guds storhed. At tilbede er noget mere end at takke: jeg takker for det gode som jeg selv har fået, jeg tilbeder for det gode som også er blevet andre til del. Godhed er noget som mangedobles når det deles... mellem mange; det er noget som vokser stort i det fællesskab hvor vi tilbeder Herren sammen med Maria.

31. Stigende indsigt

Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker” (Luk 2,52).

Godhedens udvikling, som i begyndelsen er vanskelig at modtage, vil med støtte i en tillidsfuld tro føre os til tilbedelse af Gud. For Maria var godheden af største format – som Jesus. Dengang han stadigvæk var i hendes livmoder, skete hele Hans udvikling takket være hende og hendes krop som gav Ham ernæring. Dersom hun levede „velsignet”, blev alt som hun gav sin søn også velsignet. Hans dybeste, guddommelige natur bleve mere tydelig efter at han var kommet til verden: Drengen voksede op, „blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham” (Luk 2,40).

Visdom – Sofia (hebraisk: Chokma) – er en mægtig gave som giver indsigt i hemmeligheden ved Guds liv. Det Gamle Testamente giver også en forklaring på denne indsigt, det fremhæves nemlig at visdommen har fulgt Guds virksomhed lige fra begyndelsen. Således forklarer visdommen sin historie: „Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig, som det første af sine værker dengang” (Ordspr 8, 22). Visdom findes i alt og mere end det: den er nemlig Guds glæde „dag ind og dag ud”, men der er også plads for „glæde hos de menneskelige sønner”. Derfor kan visdommen på Guds vegne sige: „Lykkeligt det menneske, der hører på mig, så han dag efter dag våger ved mine døre og holder vagt ved mine dørstolper, For den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag (Ordspr 8, 34-35).

I Israel var Salomon den første som indså hvor vigtig visdommen var. Hans bøn kunne Gud godt lide fordi han bad om et viist hjerte, „og styret af fornuft” (1 Konge 3, 9). I mere præcis oversættelser tales der om et „forstående” hjerte eller om et hjerte „der lytter”, fordi fornuft ikke er noget som kommer ud af den rene luft, men netop af at lytte opmærksomt. Et hjerte som lytter er åbent for sandheden – for visdommen – og derfor kan et udvikles.

Salomons bøn hvor han beder om visdom er et eksempel for en bøn, som med sikkerhed vil blive hørt fordi den bedende lytter opmærksomt til Gud som ønsker om at give os gaver. Det er værd at åbne sig for denne bøn bedst i den form som vi finder i Ordsprogenes Bog (Ordsp 9,1-18). Med denne bøns hjælp vokser vi i visdom: vi lærer at lytte opmærksomt, at høre Gud i alt hvad han ønsker – også gennem vor næstes mund.

32. Jesus’ bøn

En forening med Faderen, som var indholdet i Jesus’ liv kunne udvikles takket være de stunder hvor han mødte Ham i bøn når han var alene (se Markus 1,35).

Jesus’ hemmelighed bliver opklaret takket være vor indsigt i hans bøn. I Evangeliet sker det gradvist, i små skridt. Først bliver vi opmærksomme på den første frugt som Jesus’ opvoksning i visdom har bragt: vi ser den tolvårige i templet blandt lærere, hvor han „lyttede til dem og stillede dem spørgsmål.” (Luk 2,46). Visdommen kommer til udslag i lytning, den inspirerer til at stille spørgsmål, som viser en åben vej også til andre menneskers visdom. Det bekræftes også i de første ord fra Jesus’ mund som vi finder i Evangeliet. Hans spørgsmål er rettet til hans forældre men også til os: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? (Luk 2,49).

Jesus’ første ord kaster et lys på hele hans liv. Han kunne have sagt om sig selv: Jeg lever ikke mere selv, men Faderen i mig (se Ga 2,20), fordi netop forholdet til Gud som Fader er grunden til identitet for Sønnen – som er Guds Barn. Deres forening rækker så langt at Jesus som svar til modstanderne kunne fortælle dem: „Jeg og Faderen er ét” (Joh 10,30), og til vennerne: „Den som har set mig har set Faderen”... Enhedens hemmelighed fik sin fuldbyrdelse i Jesus’ fremtrædelse tværs igennem døden: efter at han var vendt hjem til Faderen var han ikke blevet længere væk for os, men tværtimod er han kommet os nærmere. Hvis vi søger ham kommer han også selv i møde – med Helligåndens hjælp, som forener ham med Faderen og som også kan åbne os for denne enhed. Det er Ånden som vi har fået fra den Genopstandede der bevirker at vi kan råbe: ”Abba, Fader!” (Rom 8,15).

Fadervor er ikke blot en bøn som Jesus har lært os. Dens ord viser også klart at Jesus selv har brugt dem og at han bad: „Abba, Fader” (Mark 14, 36). Skønt Evangeliet giver den græske form for bønnen, er den måde han anråber på, original og giver os indsigt i Jesus’ egne ord på aramæisk. Han henvendte sig til Gud som hans Fader i kærlige, barnlige vendinger, som vi kun med ærefrygt tør oversætte: Kære Far, Farlille... Den som ønsker at bede som Jesus, bør gentage hans ord med samme betydning – som stående overfor Faderen som den nærmeste Person. Da vi i vor bøn har brug kun „for det ene” er det ganske tilstrækkeligt at bruge et enkelt ord, det som giver os forbindelse til Jesus og Helligånden i et fælles: Abba...

33. På Jesus vegne

„Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh 16,24).

Vejen til Faderens hemmelighed går over – Jesus. Jesus viser os vejen og formidler også vor bøn. Inden han vendte hjem til Faderen lovede han jo: „ Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det” (Joh 14,12-14). Disse „større gerninger” som udøves på Jesus vegne og med støtte i den magt som den treenige Gud giver os, begyndte efter Genopstandelsen, udøvet af Jesus disciple. Peter bekræftede det højtideligt for Sanhedrin efter en vidunderlig helbredelse af det haltende menneske: „så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer ... Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (Ap 4, 10-12).

Bønnen på Jesus vegne kan udtrykkes meget enkelt, den mest simple måde er at koncentrere os om det ene: navnet Jesus. Kirkens katekismus udtrykker det idet man nævner forskellige navne som Jesus Kristus bruger og tilføjer: „Det navn som indholder alt, er netop det navn som Guds Søn får under sin Indlemmelse: JESUS ... ‘JHWH frelser’. Navnet435 Jesus omfatter alting: Gud og mennesket samt hele skabelsen og frelsens værk. At bede ved at bruge navnet ‘Jesus’, betyder at kalde Ham at anråbe Ham ... At udtale det hellige navn er den mest enkle vej for en vedvarende bøn. Når det gentages ofte med et ydmygt hjerte 435 ”spredes det ikke i ‘mange ord” (Mat 6, 7), men ‘den der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt’ (Luk 8,15). Det er muligt ‘til enhver tid, fordi det ikke er en handling som andre, men den eneste handling der betyder kærlighed til Gud, som opliver og forandrer enhver anden handling hos Kristus og Jesus”.

Den Katolske Kirkes Katekismus n. 2666: Men navnet, der indeholder alt, er det navn, som Guds Søn modtager ved sin menneskevordelse: JESUS. Det guddommelige navn lader sig ikke udsige med menneskelæber; men ved at påtage sig vor menneskenatur overgiver Guds Ord det til os, og vi kan påkalde Ham: “Jesus”, “JHWH frelser”. Jesu navn indeholder alt: Gud og mennesket og hele skabelsens og frelsens ordning. At bede: “Jesus”, det er at kalde på Ham i os. Hans navn er det eneste, som i sig bærer det nærvær, det betyder. Jesus er den Opstandne, og hvem der end påkalder Hans navn, modtager Guds Søn, som har elsket ham og hengivet sig for ham.

34. Forvandlingens bøn

Bønnens udkomme er det bedende menneskes forvandling. Ved koncentrationen om det ene– Jesus navn – kan man leve: det forvandler.

Når vi forenes med Jesus i Helligånden beder vi i fællesskab: Abba... Det viser os både retningen og målet. Og hvis vi i centrum af vor bøn har det ene – navnet Jesus – er det ikke nødvendigt at tilføje Faderens navn: det er jo med hos Sønnen, og Sønnen er vi tæt på. At udtale navnet Jesus er en fuldbyrdelse af hvor bøn hvor vi er koncentreret om det ene. I begyndelsen er det meget gavnligt at bruge et øjeblik på at koncentrere sig om kroppen, som ender med en overgang til åndedrættet. Efter en sådan forberedelse retter vi vores opmærksomhed mod navnet Jesus. Dette element dukker op på samme måde som vi tidligere har oplevet dengang hvor vi „opdagede” åndedrættet. Vi begynder at nævne Navnet i det indre, uden at brug vor egen stemme, men på en sådan måde at vi først ligesom opdager den „åndelige” tilstedeværelse af Navnet, skønt det selvfølgelig har været der før. Udtalelsen falder samen med åndedrættet. Det letteste er at gøre det på denne måde: indånding (som er kortere) kommer sammen med Je-, og udåndingen (som er længere) kommer sammen med suuuus. Vi kan også bruge den oprindelige form Jesus navnet, det aramæiske: Joshua.. Således hørte Maria navnet i Bebudelsen (Luk 1,31). Tre lyde som giver to ord og een betydning nemlig Gud / frelser – Jo/shu-a... Således kan vi gentage efter Jesus’ Moder: Jo-shuaaaa, som helhed i indåndingen (Jo) og udåndingen (shuaaa), i en åbning for Gud og Hans frelsende virkning.

Det er en simpel bøn, hvor vi bare lader Gud virke, og Han vil gradvis forvandle os og rense vor sjæl. Vedvarende fastholdelse af navnet betyder jo at vi åbner os for Den som er og som virker. Et minimum af aktivitet i bønnen bevirker at vi lader det dybeste i os komme frem, det som skjules under vore tanker – forskellige bånd og forhold der vækker følelser som i dybden har en væsentlig indflydelse på vores hverdag. Alt dette viger for en koncentration i bønnen. Og hvis vi holder ud, uden at lade os overvælte af alle disse tanker og følelser kan vi forsøger at åbne os for det Ene. Gør vi det vil Han gradvist befrie os og bringe fred i vort indre ved sin magt. Holder vi fast ved Jesus vil forvandlingen finde sted – det har Han selv givet os løfte for: „Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt” (Joh 15,5).

35. En tid ofret Gud

Hver dag skal man give Gud „en lille stund” for at Han skal kunne frelse vor tid og vort liv gennem bønnen.

At holde fast ved Jesus i bønnen kan føles som uro indtil Han selv griber ind og giver os ro og fred... Men så kan vi også hvile ud i Hans nærværelse, deltage i Hans fred hos Faderen (se J 1, 18), hvor han har fået sæde efter sin sejr i Genopstandelsen, uden at kæmpe fordi – „han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder” (Hebr 10,13).

Vor kamp fortsætter, vi bekæmper de mangler som vi ser hos andre og hos os selv. Hvis det er ting som optager os, som forstyrrer vores bøn, kan det ovenikøbet betyder at vi opgive at bede, når den tid vi har tilsidesat går med at gennemtygge problemer... Er det dog ikke spild af tid som vi mangler til stadighed?

Når vi har en fornemmelse at vi mangler tid, betyder det en mere alvorlig mangel nemlig at vi mangler kontrol over vort eget liv. Men vejen til at beherske en selv og ens liv er ikke som man siger „at tage hård fat”... Beherskelsen kommer når vi anerkender Guds herredømme over vores liv – og over alting. Gud giver mig styrke, holder mig oppe – men ikke ”hårdt”, han støtter os bare med en blød hånd og siger: „glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig” (Is 49, 15). Og den hemmelighed der ligger i Guds nærværende støtte er blevet os klarlagt efter at „tidens fylde” – er kommet, efter Jesus’ ankomst som sagde: „Tiden er inde, Guds rige er kommet nær” (Mark 1,15). Og det vil sige at den som ofrer sit liv til Gud, kan opleve det fyldestgørende – når hans tid kommer...

Omvendelsen, som vi opfordres til ved „tidens fylde” kan opleves ved hjælp af vores bøn. Hvis vi kun ofrer „resterne” af vor tid som vi til stadighed mangler, kan „tidens fylde” ikke hjælpe os meget – vort liv vil stadigvæk være ufuldkomment... Forvandlingen sker først når vi finder „en god stund” for at åbne os uforbeholdent for den ankommende Gud, så vi kan standse et øjeblik i Hans nærhed. Det er bedst vi ikke venter til dagens sidste øjeblikke hvor vi ikke længere magter at få Hans indflydelse gældende men et sted i ”midten”, måske ved overgangen fra en beskæftigelse til en anden. Det giver os muligheden for at vi i denne „midte” af vor ræs få styrke fra Herren – til vort liv og til vor tid.

36. Det afgørende kvarter

Ligesom dagen for hvile, en helligdag („sabath”) skal hellige hver uge, således kan også bønnens „hellige stund” hellige en hverdag.

Hvor lang skal tiden være som vi ofrer på vor personlige bøn? Den kan ikke være alt for kort, hvis vi skal nyde godt af dens forvandlende magt. Man må „give” Herren lidt tid for at hans virkning skal kunne styrke os og hellige os. Og hver gang vi „giver” Ham noget, får i en gave tilbage, vi bliver åbnet for mere af godheden... At give Ham tid betyder også at vi åbner os for „tidens fylde” som han har besluttet. Det kan ske at Guds tilstedeværelse opleves øjeblikkeligt – i en herlig, lykkebringende stund. Man gribes af en glæde, en fornemmelse at blive løftet ud af tiden – henimod en velsignet fylde. Men så længe vi lever her på jorden, kan vi ikke svæve længe udenfor tiden... Vi lærer snarere at kende Guds tilstedeværelse, Hans evighed i det liv han har givet os – i vores tid. Vi skal øve os i det hverdag.

Lad os hører et råd fra st. Ignatius Loyola fra hans Åndelige Øvelser. Den grundliggende åndelig øvelse som han anbefaler er det som traditionelt kaldes for „samvittighedsregning”. Det er dog et navn der giver dårlige associationer – noget med at tælle vores synder... Men st. Ignatius tænker på noget andet. Det vigtigste for ham er at man først møder i Guds nærværelse og indtager en taknemlig holdning. En sådan begyndelse angiver retningen for hele vor bøn. Det er ikke nok at sige „tak” og bagefter „gøre regnskab” for synderne, vi skal begynde regnskabet med de gode ting vi har modtaget – og senere, idet vi stadigvæk beholder den positive indstilling åbnet for godhed – regner vi også manglerne, som først nu kan komme i det rette lys. Så længe vi kun koncentrerer os om manglerne, kan vi få en fornemmelse af manglende tilgivelse. Men sandheden er at Herren har nåde for enhver, som apostlen siger: „Min nåde er dig nok” (2 Kor 12, 9). Vi vil se det og værdsætte det gode vi har fået. I denne holdning udvikles vi som åbne for mere godhed – og for Gud.

St. Ignatius råder os til at ofre et kvarter hverdag på en bøn. Det er tilstrækkelig tid for at vi kan lære at genkende Guds virkning: både i det gode, som vi takker for, og i manglerne – der er tegn på at vi stadigvæk er under udvikling, for at tage imod Hans fylde.

37. En bøn for vores næste

Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte (Mat 6,6) – bønnen er tilgængelig for fællesskabet af Guds børn dersom vi beder: Fader vor...

Der er kun brug for det ene... koncentration i bønnen om det ene åbner vejen – til den Ene i det treenige fællesskab Jesus åbenbarer kærligheden i Guds fællesskab som grundstenen for næstekærligheden. I et svar på spørgsmålet hvilket bud der er det første gentager Han efter Det Gamle Testamente: „Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke’. Det andet er: ‘Du skal elske din næste som dig selv’” (Mark 12, 30). Vi ser med rette et påbud om kærlighed i disse ord – til Gud og vores næste, men det er mere væsentligt, hvordan denne kærlighed er beskrevet: som koncentration om det ene, hvori i alt indeholdes.

Det begynder med: „Hør”... – men ikke med „det ene øre”, men med fuld opmærksomhed. Hører man sådan omfatter det også kærligheden til både Gud og vores næste. Jesus illustrerer det for os i historien om den gode Samaritaner (Luk 10,30-37). Samaritanerens kærlighed finder udtryk i den hjælp han yder til sin næste – et menneske i nød, som netop er i dødsfare. Men det allervigtigste i Samaritanerens næstekærlighed går også dybere. Vi ser hans aktivitet, hans virksomhed, men forinden også et andet tegn – opmærksomheden, Samaritanerren lægger mærke til det menneske som er trængt og har brug for hjælp. Det gælder ikke bare det at han ser situationen, man kan nemlig se uden at bemærke – som det ses i den måde præsten og levitten reagerer på... Kun Samaritanerren udviser opmærksomhed – han øjner mennesket i nød og det rører hans hjerte. Ja, opmærksomhed er vejen til næstekærlighed!

I bønnen koncentreret om det ene er alle mennesker med, alle Hans børn... Den næste kender jeg på hans behov, hans nød som inspirerer mig til aktivitet. Derefter kan bønnen tage en ny form – jeg vil gå i forbøn for den næste, møde Gud „i stedet for” den næste – i en dyb medfølelse over hans situation. Den første aktivitet – bønnen – forbereder den næste aktivitet, som er en realisering af det jeg fandt ud af under min koncentration om det ene. Så er det at Ham som handler med mig som et redskab: som udviser den eneste form for kærlighed – til Gud og til næste.

38. Den ustandselige bøn

„Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte”: „Den som holder ud vil blive frelst” (Luk 18,1; Mt 10,22; 24,13).

Vi skal ikke øve pres på Gud... Ganske vist har vi i Bibelen historien om en enke, der kom gang på gang og opnåede sit ærinde, men den vigtige lære ligger i formaningen „ at vi altid skal bede og ikke blive trætte”. At bede altid synes en umulighed. Det er vanskeligt nok at koncentrere os om en kort bøn, for ikke at tale om en længere bøn og slet ikke om en bøn der ingen ende har...

Men siden vi har set eksemplet med enken i Bibelen, lad os tage et andet eksempel fra Evangeliet som omtaler en sådan holdning. Ja, er det så ikke Maria vi kommer i tanke om? Når vi tænker på Maria forestiller vi os ofte en unge kvinde som ved Bebudelsen, eller en moder for Jesusbarnet, ved siden af Josef, hendes gemal. Men som moder af den voksne Jesus var hun enke, som var aktiv i offentligheden og som prædikede – uden at hænge sig i Sønnen, uden at påtvinge Ham sit selskab, og dog fulgte hun ham i en vedvarende bøn. Det kan vi tænke os til, når vi ser hende i den stund hvor han mest havde brug for en bøn – på Korset. Maria, som holder fast ved siden Sønnen i prøvens time, er skænket os for at støtte os med sin bøn, specielt når vi flygter fra Korset... Hun bliver da En Moder for Vedvarende Hjælp, som vi også kan kalde hende i traditionen, fordi hun hele tiden beder for os. Det er hende Jesus har i tankerne når han forklarer os historien om enken, og forsikrer os at Gud „skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat?” (Luk 18,7). Man kan tvivle; om der overhovbedet findes mennesker som beder til Gud uafbrudt. Det er en tvivl som også Jesus nævner når han stiller spørgsmålet: „Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk 18,8). Og rigtignok ville også troen være truet hvis der ingen bøn fandtes. Men dertil har vi Maria som beder ustandseligt, Gud vil – som Sønnen har lovet os – tage hende i forsvar, og med hende også menneskebørn som kalder hende: „Bed for os syndere”. Hun vil hjælpe os i at holde fast i Jesus – og blive ved...

39. Nu og i vor dødstime...

„...velsignet være Dit livs frugt, Jesus. Hellige Maria, Guds moder! Bed for os syndere nu og i vor dødstime”.

Marias bøn fortsætter uophørligt – „som i himlen, ligeså på jorden”... I himlen beder Maria som Moder, der sørger for sine børn. På jorden er hun velsignet uophørligt, nøjagtigt som bebudet i Evangeliet: „For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn” (Luk 1, 48-49). Maria bønnen gentager uophørligt: „Hellige Maria ... og velsignet være Dit livs frugt, Jesus... Gentagelsen finder som oftest sted i rosenkransen. Rosenkransen kalder man også for den vestlige form for Navnets bøn. For mange troende er det netop rosenkransen som bliver den uophørlige bøn. En vej som er endnu mere simpel er en vedvarende gentagelse af det ene: Jesus. Navnet koblet sammen med åndedrættet under bønnen bliver ikke væk i andre situationer som finder sted i ens liv: det følger med os sålænge vi ånder... Det trænger ind i vort liv og gør det stadig mere klart for os, at det ikke er os som taler men det er Jesus som er tilstede i os og som virker.

Maria, den første som tog imod Jesus, hjælper os i en bøn som er koncentreret om Hans navn. Efter den indledende forberedelse – når vi er koncentreret om kroppen og åndedrættet – kan man begynde at sige Maria bønnen begyndt med disse ord: „... velsignet være Dit livs frugt, Jesus”. Og derved standser vi – vi holder fast ved navnet Jesus. Først når tiden for den bøn er løbet ud, siger vi resten: „Hellige Maria, Guds moder! Bed for os syndere. Nu og i vor dødstime. Amen."

Nu er der ingen tvivl om at Maria beder sammen med os „ i det samme øjeblik” – hun er med i den bøn vi gentager efter hende: Joshua. Netop i Ham bliver „det samme øjeblik” åbent for Guds evighed. I den tid som løber kommer vi for hvert øjeblik nærmere den sidste stund, når det for os bliver øjeblikket i al evighed: en tilstedeværelse som bringer os fuldkommen lykke. Med hvert åndedræt kommer der – som vi husker – et øjeblik for „stilhed”, et øjeblik hvor man er mættet med en ny portion af luft og liv. I vor koncentration oplever vi hvert åndedræt som det sidste. Endeligt vil tiden høre op: der kommer det øjeblik, hvor vi under indånding har sagt Je-, og hvor det viser sig at resten kommer ved overgangen til den anden side – til livet, hvor „udåndingen” bliver til hvile, til endelig hvile hos Gud.

40. At leve med bønnen

Det evige liv er et en kontemplation af Gud ‘ansigt til ansigt’. Vi bliver åbne for det når vort nuværende liv er gennemtrængt af kontemplation.

Opmærksomheden, som vi lærer under bønnen og som er koncentreret om det Ene omfatter alle sider af vort liv: at lytte, at se, at smage... Det er netop sådan et menneskes tro finder udtryk i dets holdning overfor den guddommelige tilstedeværelses hemmelighed: „Troen kommer altså af det, der høres” (Rom 10,17), og den fortsætter i forhold til verden, „som om han så den usynlige” (se Hebr 11, 27), den modner og finder med tiden smag i Herrens godhed... Hvis vi ser opmærksomt lærer vi kontemplation. Det latinske ord contemplor, hvorfra kontemplation er udledt associerer med et tempel (templum), et saligt rum, som er til bl.a. for at følge tegn, og forudse de kommende begivenheder. Man ser med fuld opmærksomhed og ser mere: man kan forudse, man kan gennemskue ud over nutiden, se Tilstedeværelsen... Og fuldbyrdelsen som kommer takket være Jesus. Hans liv her på jorden har gjort det muligt at se Gud i dette menneske, forudse det, som blev fuldbyrdet ved Hans Genopstandelse – ved overgangen til et ganske guddommeligt liv. Derfor kan en kontemplation af Jesus lede til fuldbyrdet syn, i overensstemmelse med Hans profeti: „Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9).

Der kommer engang hvor al virksomhed holder op og tilbage er kun kontemplation... Men når vi i dette liv lærer at lytte og kontemplere, lærer vi samtidig en aktivitet koncentreret om det ene, vi lærer opmærksomhed som gør os rede til at tage imod Guds kærlighed – og kærligheden til næste. Det ignatianske åndeliv bygget på Åndelige Øvelser, beskriver denne holdning: in actione contemplativus. Og det er hvad vi skal tilstræbe i vort liv: at være kontemplerende i virksomheden. Det betyder dog ikke at vi altid tænker på Gud eller at vi altid forestiller os Hans nærhed. En opmærksom holdning er stærkere end tanker og forestillinger – det er simpelthen en holdning overfor virkeligheden, som reagere på de udfordringer som kommer. Gud åbenbares som den næste, som vi skal tjene. Vi opdager Ham i et andet menneskes ansigt: det er lettere, når det ansigt smiler, det er vanskeligere når det viser tegn på smerte. Men i hvert tilfælde opdager vi Hans afspejling – foreløbig kun „som i et spejl, uklart”, inden vi møder Ham „ansigt til ansigt” (1 Kor 13,12).